15 solstråler fra en regnvåd ferie

Nå! Så fik vi sat punktum for vores anden ud af tre planlagte sommerferier: en uge i sommerhus på Langeland. 

De sidste to dage har været ret hårde, grå og regnfulde. De sidder i kroppen på mig som en blanding af tristhed, opgivenhed og frustration. Det har ikke kun været Felix’ skrigeri og uro, der har forårsaget det. Lulu har også været mildest talt udfordrende på sin egen måde, og jeg selv har vist heller ikke været helt nem. 

Men er det virkelig sådan, jeg vil huske sommerferien 2019? Nej! Så her kommer 15 (!) solstråler fra vores regnvåde ferie:

  1. Lad os starte med vejret. Det var jo faktisk slet ikke så slemt, som de først havde spået. Vi har da haft shorts på flere gange og har været på gode ture uden paraply og regntøj. Og den dag vi var i vandet i regnvejr, var det faktisk ret sjovt. 
  2. Selvom sommerhuset, som vi havde lejet gennem Autismeforeningen, godt kunne trænge til lidt kærlighed udvendig, var det faktisk rigtig fint og godt indrettet indvendig. Og det lå dejligt tæt på vandet. 
  3. Haven var fyldt med brombær, så farfar lavede en megalækker, flydende marmelade af bær, som børnene var med til at plukke. What a joy! 
  4. Vores børn opførte sig som de vildeste pragteksemplarer, da de voksne måtte erkende, at huset liiiiige skulle gøres rent, inden vi kunne indtage det. Og min indre frustration fik jeg styr på med en gang knofedt. 
  5. Børnene har også på denne ferie haft masser af gode, hyggelige og kærlige legestunder sammen.
  6. Jeg har også haft flere gode legestunder med dem både sammen og hver for sig, hvor fokus har været 100% på samværet. Og gennem @kriblekongen på Insta, fik jeg mod og lyst til at afprøve helt nye legemåder. 
  7. Vi har fået virkelig dejlig mad alle dage, og jeg har ikke lavet noget som helst af det. Til gengæld spiste jeg godt af min mands sprøde og lækre gammeldaws ævlekage. Hov jo! Jeg lavede da pandekager en morgen. Wup wup. 
  8. For at blive i det søde hjørne, så fandt vi sørme en isbutik i Rudkøbing, som havde så meget forskelligt, Felix kunne tåle. Han prøvede at købe en vaffelis for første gang i en butik, og servicen var så eminent, at den søde isdame lige fik møffet en sodavandsis ned i vaflen, da Felix meddelte, at han ikke kunne lide den ene sorbetis, han tålte. 
  9. Vi har haft farfar og farmor med de fleste dage, og det har altså betydet, at jeg både har fået tid til træning, gåture, dans på stranden (weird) og boglæsning. Taknemmelig much! 
  10. Jeg har haft flere succeser med at aflede opmærksomheden fra sutten både hos Felix og Lulu. Suttestop coming up.
  11. Vi har været i vandet 6 ud af 7 dage, og jeg har dermed holdt mit løfte til mig selv og min søn. Den dag vi ikke blev våde, var det nemlig ham, som hellere ville spille Wii med sin far. Så ikke min skyld! 
  12. Vi legede skattejagt efter skulpturer i Tranekær Slotshave. Shoppede og spiste is (drak øl) i Rudkøbing. Legede og fangede krabber på havnen i Lohals. Skønne ture. 
  13. Hver gang jeg har været nede – særligt de sidste to dage – har jeg formået at få vendt mit humør og finde overskud frem fra det hemmelige lager. 
  14. Jeg har i hvert fald grint helt nede fra maven to gange. 
  15. Felix og jeg stod tirsdag nat op for at kigge efter stjerneskud. Vi så ingen, men det var så hyggeligt at stå der i mørket og mærke varmen fra min lille (store) drengs krop og svare på alle hans forunderlige spørgsmål.

 

Tak for denne gang Langeland. Du gav os ikke sommer, og jeg kan heller ikke sige, at jeg er opladet. Men det har indimellem føltes som ferie, og jeg er positivt overrasket over alle de solstråler, jeg alligevel kunne hive op af hatten. 

Thank you! 

Hvorfor vise sig frem?

Jeg burde sove, men kæmper lidt med Ole Lukøje for tiden. Enten finder han ikke rigtig vej til mig, eller også kan han simpelthen ikke komme til for alle de tanker, der flyver omkring hovedet på mig. 

Jeg vil gerne skrive lidt om, hvorfor jeg startede bloggen og instagramprofilen @lykkefamilien (som nok fylder mest). Hvilke tanker jeg har gjort mig omkring det hele, og hvorfor vi pludselig forsvandt et lille års tid. 

Jeg startede bloggen små fire måneder efter, vi havde fået Felix’ diagnose. Min mand Frans og jeg startede både den og profilen i fællesskab med en klar idé om, at vi ville åbne op for nogle af de kampe, vi kæmpede, vores tanker og følelser omkring det og selvfølgelig også vores succeser. Det behov er der nogen, som får, når de havner i en verden, ingen andre forstår. Ret hurtigt trak Frans sig, men han er heller ikke skriveren af os, så det var sådan set forventeligt. 

Jeg tror, jeg i starten brugte bloggen til at kanalisere min sorg. På det tidspunkt havde jeg faktisk ikke behov for at vise mig frem, jeg havde mere brug for luft. Det forunderlige var dog, at jeg ofte oplevede, at jeg fik vendt nogle lidt trælse episoder til noget mere positivt, når jeg skrev.

Men så blev jeg bange. Bange for om jeg udstillede min søn. Bange for ikke at være åben nok, for hvad var så egentlig meningen med galskaben? Bange for ikke at være insta-perfekt. Bange for morpoliti og insta-hate (det har jeg heldigvis aldrig oplevet). I tvivl om, hvad jeg egentlig ville med det hele. 

Så jeg trak mig. Både fra blog og Insta. Jeg fulgte heller ikke med hos andre, for hver gang jeg oplevede en medmor få en masse love og omsorg, blev jeg vildt misundelig. Yes, I said it! Men det siger nok noget om, hvor jeg var henne i bearbejdningsprocessen. Jeg kunne nemlig heller ikke selv overskue at kommentere (give omsorg) eller svare dem, der rent faktisk reagerede på noget af det, jeg skrev. 

Men så gik der et år, og pludselig en dag sagde Frans, at der havde været en del inde og læse på vores stilleliggende blog. Pludselig gav det mening for mig at dele ud af alt fra erfaringer, værktøjer, tanker og følelser igen. For ved I hvad? På bare ét år er vi nået så ufatteligt langt, og hver dag har vi grund til at give os selv et skulderklap, fordi vi den dag har gjort det bedste, vi kunne. Også selv om det var med trillende tårer og lidt for hårdt sprog eller for høj en tone. 

Det giver så meget mening for mig at åbne op og dele ud. Fordi det giver mindst lige så meget mening at opleve andre gøre det samme. Jeg bliver så klog, og jeg føler mig aldrig alene. 

Men ja, jeg gør det med min søn som frontfigur. Det er nemlig ham det hele handler om – eller på denne profil hans diagnose, og hvad der følger med den af udfordringer, kampe, sejre og glæder for både ham, os som forældre, os som familie og hans lillesøster Lulu. 

Jeg tænker meget over, hvad jeg poster og skriver om Felix, men jeg forsøger også at være åben og ærlig. For hvad ville I få ud af, at jeg smurte candyfloss ud over hele baduljen? Måske ville I stadig blive inspireret, men det ville jo ikke være sandheden om at være forældre til et barn med autisme. At være en familie. Eller søster. For livet med autisme er aldrig kun lyserødt. Nogen dage er det faktisk ret sort. 

Hvis Felix bliver sur på mig, når han engang forstår, at jeg deler elementer fra hans liv og udvikling, ved jeg stadig med mig selv, at jeg kan stå inde for det hele som et højere formål: At inspirere andre og blive inspireret, at støtte og blive støttet, at vise en grad af autisme, som der hverken bliver lavet programmer eller skrevet bøger om (i hvert fald ikke mig bekendt). Jeg vil selvfølgelig slette hele lortet, hvis Felix ønsker det, men jeg håber, han vil forstå behovet.

En sidste ting: Jeg har ønsket at skille vores familieliv med autisme fra min personlige profil. Jeg synes simpelthen, det skulle være frivilligt for venner og familie, om de ville følge den rejse. Mange af dem kigger dog med, og det er jeg ret taknemmelig for. Det gør nemlig også vores samvær nemmere. 

Min egen profil @jannieoeberg er privat, men I må gerne følge med der også, hvis I bare er til helt almindeligt kvindeliv, masser af navlepilleri og selfies. Også lidt familie og børn. Og arbejde. Men mest mig. So you are warned. 

Tak, fordi I læser med. 

Kh J

7 fra Felix’ mund

Så er der nye herligheder fra sønnikes mund. Empati og selvindsigt er temaet, men det er også sjovt og lummert. Skønne, lille mand. 

  1. Jeg talte i telefon med min mor en aften, og Felix overhørte samtalen: “Hvorfor lød du så usikker, mor?” Mig: “Gjorde jeg det? Det skal du ikke tænke på. Det er bare en voksenting” Felix: “Nej, for det bedste jeg kan tænke på, er, at du er glad mor.” Behøver jeg at skrive, jeg kneb en lille tåre af lutter stolthed? 
  2. Sagt på vores lange køretur til Langeland: “Far, kan du altså ikke lige rulle vinduerne ned og sige til hjulene, at de skal køre noget hurtigere”. Dermed gjort! 
  3. Også sagt i bilen på vej til Langeland: “Kender I det med, at man er helt træt og bare sidder og kigger på naturen?” To minutter efter skreg han efter sin iPad. 
  4. Far kommer til at slå en fis i køkkenet, hvortil Felix udbryder: “Far, jeg forstår virkelig godt, hvis mor ikke gider at snakke med dig!” Wooord!
  5. “Ej, skal vi ikke lege, at…” En sætning, som bliver sagt cirka hvert femte minut i en legesituation. Nogen gange spat…
  6. Frans og jeg taler om, hvorvidt ungerne skal have dessert efter maden på engelsk. Felix spørger, hvad vi snakker om. Frans: “Jeg siger til mor, hun er smuk og spørger, om hun vil danse.” Felix: “Mor, så siger du bare ‘Djank you nej!’”
  7. Felix på en presset dag: “Min hjerne går snart op.” Mig: “Hvad betyder det?” Felix: “At jeg ikke har flere kræfter tilbage. Og så er det, jeg bliver rigtig sur.” Seje dreng!

 

Hep hep fra ferielandet. 

Kh J

Hvad så med Lulu?

Forleden blev jeg ramt af sådan en uretfærdighedsfølelse – både på min datters og egne vegne. 

Lulu og jeg legede med sæbebobler ude på vores vej. Felix var cyklet en tur med sin farfar. Da de kom tilbage, hoppede Felix direkte hen til Lulu og jeg (forventeligt) og hev sæbeboblepinden ud af hånden på Lulu (forventeligt). 

Felix er ikke ubehøvlet her, det ved jeg. Han er socialt udfordret særligt efter en længere og trættende cykeltur sidst på en helt almindelig hverdagseftermiddag. Så med pædagogisk overskud fik jeg lokket pinden fra Felix og ledt ham til det, han egentlig ville: 

“Lulu, må jeg være med?”

Ja, det måtte Felix gerne, og han fik lov at starte. Næste problem opstod så, da han ikke ville aflevere pinden – igen. Jeg forsøgte at sætte nogle klare rammer for legen: hvor mange gange må man prøve, før man skifter osv. 

Lige lidt hjalp det, og det endte med, at Lulu jagtede ham grædende, mens jeg mere og mere pædagogisk desperat (bestemt og tydelig, men nok også lidt for højt) prøvede at tale min søn til fornuft med mantraet: “Børn, der kan opføre sig ordentligt, de gør det.” 

Jeg vil så gerne tro på disse kloge ord, men i situationer som denne er det eneste, jeg ser, ofte et uforskammet barn. Det VED jeg godt, Felix IKKE er. Børn har jo altid en grund til at handle, som de gør. 

Men hvorfor så skrive alt dette Jannie? 

Fordi, det der ofte sker, er, at Lulu bliver sendt væk eller selv går, fordi situationen ikke er rar at være i for hende, og den opmærksomhed, hun havde fra sin forælder helt alene, er væk. Det er hendes vilkår for nuværende, og for pokker hvor ville jeg ønske, det var anderledes. 

Jeg er selv vokset op med en handicappet søster, så jeg ved, hvordan det er at have en i familien, der kræver særligt meget opmærksomhed. Derfor gør disse situationer måske også ekstra ondt på mig. 

Lulu er sej og stærk. Og vi er meget opmærksomme på hendes behov også. Vigtigst af alt, så knuselsker hun sin bror, og de to leger simpelthen så godt sammen efterhånden. Også uden guidning fra os forældre. Jeg vil endda vove at påstå, at Lulu har fået en lille smule medbestemmelse i legene, som Felix ellers agter at styre (ligesom de fleste større søskende, formoder jeg). 

Det bånd de har, og den kærlighed, der er mellem dem, håber jeg, vil vare ved for evigt. Også i uretfærdighedens navn. 

7 sætninger, der stresser

Noget af det virkeligt udfordrende, efter vi blev bekendt med Felix’ diagnose (måske allerede lidt før), er det med at skulle lære sig selv at tale anderledes til ham. I hvert fald anderledes, end hvad der umiddelbart falder os ind. Alt skal rummes lidt mere, og uheldig adfærd skal afledes mere end italesættes. Og så skal alle negationer reduceres kraftigt. Altså nej, ikke osv. 

Nogle vil sikkert sige og flage for, at dette gælder alle børn og ikke bare dem med særlige behov og udfordringer. Det er nok også rigtigt. Men det særlige ved Felix, og som vi virkelig ser, når vi også har en lillesøster uden diagnose, er, at ordvalg og udvalget af sætninger uden tvivl påvirker ham og har betydning. 

Her kommer 7 sætninger, som ALTID stresser, forvirrer eller ligefrem angstprovokerer Felix:

  1. “DU skal lege…” Hvis denne sætning lyder, når man sjældent at tale færdig, før Felix med angstfuld stemme spørger: “Skal jeg lege ALENE?” Det er en af de værste tanker for ham. Så hvis vi vil have ham til at lege selv, skal han snydes ind i en leg. 
  2. “JEG går lige…” På toilettet, i skuret, i bryggerset etc. Uanset hvor man går hen, og uanset hvor tæt man stadig er på Felix, så vil denne sætning også ofte vække angst i ham: “NEJ! Du går IKKE!” Vil hans svar være på de svære dage. På rigtig gode dage har han nu øvet sig i at sige: “Okay! Jeg klarer det mor. Men du skynder dig.” Her kan man også nogle gange snyde ham, hvis han sidder med iPad eller en film. Men opdager han, man er væk, kan det medføre panik og begyndende nedsmeltning. 
  3. “Det må du ikke”, “hold op”, “lad nu være” er alle sætninger, som trigger noget i barnet. Som oftest medfører det blot, at han gør det, han ikke må endnu mere/endnu vildere/endnu hårdere. Det går lidt bedre med “stop”, og “jeg vil ikke have/jeg bliver ked af det når…/jeg bliver sur når…” Meeen det er stadig ikke godt. Så her er vi konstant udfordret, særligt på dage hvor han er meget følsom og udadreagerende. 
  4. “NEJ!” sagt højt og pludseligt, får ham altid til at bryde helt sammen i gråd. 
  5. “Ja, du skal i børnehave” Når Felix vågner om morgen, er hans første spørgsmål: “Skal jeg i børnehave?” Ret ofte vil han blive ked af det, når svaret er “ja”. Vi ved, han er glad for sin børnehave, men det kan altså godt føles uoverskueligt for ham alligevel. Og så er morgenen ligesom i gang. Der er heldigvis også dage, hvor han siger “okay”, eller ligefrem at han glæder sig. 
  6. “Vi skal holde pause”, “vi skal slappe af”. Selv om der er en plan for, hvad sætningerne betyder (bog, iPad eller hvile), trigger de noget i ham. Så her skal det bare ikke italesættes sådan, selv om det er det, vi tænker, det er. 
  7. “Du må lige vente…” Felix har meget svært ved at behovsudsætte – i perioder. Jeg har efterhånden forstået, at det er meget almindeligt for folk med autismediagnosen. Vi træner det dagligt og vejer konstant vores kampe.

Og der er mange flere sætninger end dem. En dag med Felix kan derfor godt føles lidt som at lege, “Jorden er giftig”. Der er også strategier og alternativer, men de kræver næsten et indlæg for sig. 

Jeg vil meget gerne have input eller høre om andres udfordringer på dette område. Hit me! 

Kh Jannie 

Hvad er der galt med ham?

Hvad er der egentlig galt med Felix? Altså, hvordan kommer hans autisme til udtryk? 

Det eller de spørgsmål får vi ofte, når vi er sammen med venner, bekendte og familie. Det er et helt fair spørgsmål, og jeg forstår også godt, hvorfor det kommer. 

For det første spørger folk jo, fordi de er nysgerrige, interesserede i os, og fordi de holder af os. 

For det andet tror jeg ikke, at Felix lever op til folks forestilling om, hvad autisme er. En forestilling som nok mest er baseret på, hvad der er blevet vist på film og tv. Felix er velformuleret, meget social, sjov, kærlig og bare megadejlig (det må jeg gerne skrive, når han er min søn – andre er sikkert også dejlige). 

Han skiller sig umiddelbart ud (for andre) ved, at han stadig bruger rigtig meget sut som 5-årig, laver nogle bevægelser, hvor han spænder op i sine arme efterfulgt af en lyd, råber/larmer en del, kan virke – og være – meget kommanderende og være udadreagerende. 

Når jeg læser det helt objektivt og uden den viden, jeg har i dag, er der flere af tingene, jeg tænker gælder for mange børn. Og folk, der ser et barn udefra med ovenstående adfærd uden en viden, tænker sikkert (forestiller jeg mig), at barnet er forkælet og uopdragent med forældre, som ikke har magtet at tage kampene, overhovedet. 

Det er MIN forestilling. Og det er træls, at jeg har den, for det betyder også, at følelsen af at blive tvivlet på og bedømt opstår i mig, hver gang vi får spørgsmålene i indlæggets start. 

Men nu vil jeg prøve at svare på dem her. Uden ondt i maven. 

For det første er der intet galt med Felix! Han er en dreng, hvis hjerne er skruet anderledes sammen end de flestes. Det sidste tal, jeg så, var, at 1/100 ligger på autismespektret, som det hedder. Så det er efterhånden ikke så “særligt”. 

Felix’ autisme kommer mest til udtryk ved, at han har et batteri, som bliver tappet ekstremt hurtigt for energi, fordi han oplever verden på en helt særlig måde, og fordi hans hjerne meget af tiden er på overarbejde i en grad, som os uden for spektret slet ikke kan forholde os til. Nogle gange vågner han op med et tomt batteri, hvilket må betyde, at hans hjerne også har været på overarbejde om natten. Eller at det har været alarmerende rødt inden han kom i seng. 

Når Felix’ batteri er under, lad os sige 50%, så begynder han at få svært ved at navigere i sociale sammenhænge. Og jo mere batteriet aflades jo mere primitiv bliver han i sin adfærd. 

Det er her alle, som er tæt på ham, virkelig kommer på arbejde. Vi er også på arbejde inden, for det er vores opgave at forebygge – sørge for batteriet holder strøm længst muligt. Og det kan være lidt udfordrende, når batteriet, som Felix er udstyret med, er et af dem, der hurtigt tappes. 

Hvad vi konkret gør for Felix, skriver jeg mere om på et andet tidspunkt. Og husk så lige, at hvad der er gældende for Felix, IKKE er gældende for alle med autisme. Det er bare Felix. 

Kh Jannie

 

Fem fra Felix’ mund

Jeg kunne faktisk godt tænke mig, at dette indlæg blev det første i rækken om ting, Felix siger. For han siger virkelig meget fint og klogt vores lille dreng. 

Da han var baby, bad sundhedsplejersken os om at beskrive hans personlighed. Det er umiddelbart svært, når man står der med en nyfødt i sine arme, men det, der faldt os ind, og som vi blev enige om, var, at han var en lille dreng med store følelser. Det må siges at holde stik. 

Det, der har overrasket os, er, hvor imponerende god han er til at sætte ord på alting. Derudover har han enormt meget humor, konkret tænkning og selvfølgelig bare et helt almindeligt barnesind. Der er masser at tage af. 

Så her kommer første del af “fra Felix’ mund”:

  1. “Jeg ved slet ikke, hvad der sker med mig i dag” eller “jeg ved ikke, hvad der sker i min krop i dag”. Han siger det ofte og altid i sammenhæng med, at han kører op og tyr til primitiv adfærd. 
  2. “Det har været en god morgen. Det var godt jeg fik vendt den, hva’ far” Sagt i morges, hvor Felix åbenbart har følt, at han var ved at bryde sammen, men selv fik vendt situationen.
  3. “Jeg går bare selv på toilettet mor og kalder, når jeg er færdig.” Nogle tænker måske, at det er helt almindelig adfærd, men ikke for Felix, som kæmper med seperationsangst. Så vi tænkte “wow!”
  4. “Man skal love, hvad man lover” Ja, man skal i hvert fald holde det.  En vending, han bruger ofte for tiden.
  5. “Lulu, nu skal du se, hvordan man malker en ko. Man putter en spand under den, og så hiver man hårdt i alle dens tissemænd”  Sagt i leg med en lyserød hoppeko. 

 

Hep hep herfra. 

 

Mor (og far) ved bedst

Når man har et barn med særlige behov, som eksempelvis autisme, er der meget, der er svært. Som forældre skal man ændre sit mindset fuldstændig, man skal måske lære et nyt “sprog”, man kan ikke bare trække “plejer” op af bukselommen, og man skal hele tiden være i fremtiden mere end i nuet. Sådan er vores oplevelse i hvert fald med Felix. 

En anden ting, som også er rigtig svær, er omgivelserne og relationen til andre mennesker. Selvom det er nær familien og rigtig gode venner – og måske især derfor. 

Jeg har grublet lidt over, hvorfor det er sådan. Jeg tror, det er fordi, det er for svært at skubbe opmærksomheden på, hvad andre tænker om en som forældre, væk. Måske fordi man et eller andet sted også selv går lidt imod sin forestilling om, hvad god opdragelse er, eller hvordan man er ordentlige forældre. For det, man har med sig i bagagen virker ligesom ikke, når man har et barn med autisme. 

Vi hopper og danser meget mere for Felix, end vi ville have gjort, hvis han ikke havde sine udfordringer. Er det rigtigt? Er det forkert? Jeg ved det ikke. Men jeg kan love, at der – næsten altid – er en god grund til, at vi gør det. Jeg skriver næsten, fordi der selvfølgelig også er de gange, hvor man tager sig selv i at gøre det af ren og skær vane.

Jeg har flere gange fra velmenende voksne (uden forstand på autisme) fået af vide, at jeg også skal huske at sætte grænser for mit barn, og de har da ret. Selvfølgelig har de det. Jeg vil også mene, at vi forsøger at gøre det. Og gør det, hvor vi mener, at grænsen skal sættes (og nej, den er alle ikke altid enig i, men beslutningen er vores). Men man kan altså ikke sætte grænser eller stille krav til et barn, der har et megahøjt stressniveau. Det må gøres, når han er helt ned i gear.

Jeg har kæmpet lidt med, at mine nærmeste ikke ser det samme, som jeg eller os. Jeg oplever, at de har svært ved at se, når Felix er ved at stresse op eller måske ligefrem på vej ud i en nedsmeltning. Jeg har svært ved, når mine nærmeste undrer sig og stiller spørgsmålstegn, ved det vi gør. De gør det ikke af ond mening, det ved jeg. Men jeg opfatter det hurtigt som en skjult kritik, og den ligger hundrede procent på min egen banehalvdel. 

Jeg ville ønske, Frans og jeg bare kunne tro på os selv i alle situationer. Tro på, at vi kender vores barn bedst. Sådan tænker jeg, i virkeligheden alle forældre har det. 

Men man bliver altså nok lidt ekstra sensitiv, når man er forældre til et barn med særlige behov. Vi ser ikke bare Felix. Vi mærker ham helt inde under huden. 

Heldigvis har vi nogle sindssygt gode forældre, der efter rigtig meget sparring med os, ferier med vores børn og en deltagelse på et Early Bird kursus, bakker os op hundrede procent (det har de nu altid gjort). Det elsker vi dem for. Det samme kan også siges om mange af vores venner. Men derfor kan man stadig godt blive ramt af den der følelse af at blive kigget skævt til. Og så er det man må prøve at huske sig selv på, at man selv ejer sin følelse, og at den ikke nødvendigvis afspejler sandheden. 

Jeg øver mig stadig, og lige så stille bliver tiltroen til mig selv stærkere, og min selvtillid som forælder vokser. Jeg ved, jeg ved bedst!

Kh J

 

 

 

7 YES’er på en ØV-dag

Så har familien Lykke for alvor taget hul på første ferie etape: Camping i Jylland. 

Vi er alle lidt ude af vores comfort zones. Især mig og Felix. Jeg kæmper med indføringen af snavs og rod i vores lille (store) telt. Felix kæmper med alt det nye. 

Nå, det jeg egentlig ville skrive om, var, at jeg er træt af at være en øv-hat, selvom der bestemt også skal være plads til den følelse. Jeg vil være en yes-hat. 

Så selv om dagen i dag mildest talt har været hård; Felix har været en lang nedsmeltning, fra han slog øjnene op. Frans og jeg har enten forsøgt at forebygge eller rumme. Og Lulu har smurt hele paletten af børnehave-bandeord (ej, for børn) ud over os alle sammen. Wonder why! Så vil jeg nu tvinge mig selv over i yes-hjørnet, og se de små solstråler, der også har været på denne skyede dag. 

  1. Frans formåede at have begge børn med på legeplads alene i morges, selv om alle var lidt pressede. Kæmpe overskudsfar!
  2. De sidste ⅔ af turen til Jylland gik virkelig fantastisk, og jeg råbte kun én gang i bilen på knap fire timer. Win!
  3. Vi huskede at gruppekramme.
  4. Vi fik slået telt op uden at skændes og med hjælp fra børnene. 
  5. Felix og jeg spillede spil sammen, og han var supergod til at spille efter reglerne.
  6. Felix sagde, han elskede mig, da vi spiste aftensmad, selv om han har meldt sig ud af familien et utal af gange i dag. 
  7. Jeg fryser kun på min næse, som jeg ligger her i vores telt på førstedagen. Ved siden af mig ligger Felix helt uden tøj på. Jeg tænker, han kommer til at fryse, men så må vi bare kramme os varme. 

 

Hep hep fra campingpladsen. 

Kh J

En mors tanker: Verdens værste følelse

Hvor sender man sin misundelse hen?

Misundelse er en af de værste følelser,  jeg kender. Den æder mig op indefra.

Den sidder i min mave, men også min hals føles stram og øm. For det er jo forbudt at sige det højt: At jeg er skide misundelig, på det andre har. Det andre får. Det andre kan!

Jeg taler ikke om den misundelse, man føler, når man ser billeder på insta med azurblåt hav og palmetræer, selv om det nok også er reelt nok for nogle at føle absurd misundelse der. For mig handler det om bristede håb og forestillinger om noget, som så alligevel ikke blev. Eller i hvert fald blev meget anderledes.

En med forstand skrev, at når man føler misundelse, så skal man forsøge at vende det til fascination. De to følelser hænger overhovedet ikke sammen i min verden, så nej tak til den gaveindpakning. Det ville nu ellers være rart, hvis man kunne give lorten videre – og her taler jeg om følelsen.

For jeg er skam dybt taknemlig for det, jeg har fået, og jeg ved, at jeg er sat i verden sammen med de mennesker, der er sammen med mig, af en grund, som er meget større end mig selv. Det vælger jeg i hvert fald at tro på.

Men hvor sender jeg misundelsen hen?