Personligt

5 ting jeg drømmer om

Åh drømme. Det er jo noget af det dejligste at have, særligt når de indimellem går i opfyldelse. 

Jeg har før skrevet om Frans’ og mit mind map fyldt med drømme, som vi lavede sidste sommer, og hvoraf flere af drømmene rent faktisk kunne komme til at gå i opfyldelse. En flytning og et udlandsophold (som Corona godt nok stoppede), for at nævne de største, der rent faktisk blev til mere end blot drømme. 

Men jeg drømmer jo også bare på vegne af mig selv. Sådan helt personligt. Måske – og forhåbentlig – bliver de på et tidspunkt til intentioner, som jeg kan tage at føle på. 

5 personlige drømme

  1. Lige nu drømmer jeg om et arbejdsliv, som er varierende, udfordrende, fleksibelt og lystbetonet. Jeg håber lidt, at det kan lade sig gøre at sammensætte forskellige jobs både inden for og uden for mit fag. Jeg har en fornemmelse af, at det vil give mig energi at lave forskellige ting, og så er det bare så forbandet vigtigt i vores familie, at der også er en vis grad af frihed til at sige til og fra samt meget stor fleksibilitet. 
  2. Jeg vil så gerne have tid og overskud til at dyrke min spirituelle side mere. Jeg ved, jeg har den, og jeg ved, at jeg vil grounde mere, hvis jeg brugte den. Forstod den. Om det er krystaller, kort, clairvoyance. Eller meditation. Det skal min intuition styre. Men tænk at have rum og overskud til at lade sig styre af andet end sine børn. 
  3. Rejse, rejse, rejse. Det drømmer jeg evigt og altid om. Særligt det længere udlandsophold, som vi nu blev snydt for. Jeg er ikke den store explorer. Jeg er lidt mere til de komfortable rejser, og så er jeg enormt betaget af USA. At være under palmer og varme himmelstrøg er simpelthen noget af det bedste for mit ve og vel, overskud og trivsel. 
  4. For nogle uger siden lavede jeg et post om at elske sin krop, uanset hvordan den ser ud. Ikke hade den. Det betyder ikke, at man ikke skal ændre på den, hvis der er noget, man (selv!) har lyst til at ændre. Jeg tør derfor godt sige, at jeg drømmer om en stærkere og strammere krop. Jeg ved, jeg kan få det, hvis jeg ændrer livsstil. Så i virkeligheden handler drømmen (også) om tid og overskud
    til det. 
  5. Jeg drømmer om at få bugt med mine indre dæmoner. Jeg er typen, der altid har en masse hjernespind og tankemylder going on. Jeg er supersensitiv og bange for at blive hadet af andre. Ikke respekteret. At vise mig frem på Insta er faktisk en ret god øvelse i at hvile i mig selv. Forsøge at være “ligeglad” med, hvis folk forsvinder. Sige til mig selv, at de jo ikke skal følge med, hvis jeg ikke gør dem noget godt. Det er svært, indrømmet. Men det er træning, som jeg også tager med videre ud i den virkelig verden. Dog skal der mere til, og på et tidspunkt starter jeg en endnu en rejse ind i mig selv. 

Som bonus kan jeg sige, at jeg både drømmer om baby og hund. Men det er vist mere mine hormoner, der taler end fornuften. Man har jo en vis alder. Der er i hvert fald en markant større sandsynlighed for at sidstnævnte kommer til at ske før førstnævnte. Haha! 

Så venner, husk at drømme. Også for jer selv. Jeg vil tænke lidt over, hvilken af mine drømme, der skal være den første til at gå i opfyldelse. 

Kh Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *