Felix med autisme til Cirkus Summarum 2018

Hvad har autisme diagnosen ændret

Det er snart otte måneder siden, vi gik hjem fra Børnepsykiatrien i Roskilde med et papir, hvorpå Felix’ diagnose står anført: Infantil autisme. Jeg husker tydeligt den lettelse, der gennemstrømmede min krop i en sådan fart, at jeg skulle holde sammen på mig selv for ikke at juble (det er nok kun forældre, som har kæmpet med frustration, angst og uvidenhed, der forstår det – forståeligt nok. Læs mere her…) Men også den sorg, der efterfølgende ramte mit hjerte og sendte min hjerne ud i benægtelse. Inden jeg sådan rigtigt kunne forstå, at vores dreng har en følgesvend med sig, som både han og vi skal lære at kende. At omgås. At kontrollere. Og acceptere. Om vi nogensinde lærer at elske den følgesvend – og om Felix lærer det – må tiden vise. Men autismen er her for at blive.

Derfor har vi selvfølgelig også ændret en masse ting herhjemme. I vores hverdag og i vores relation. Noget er lykkedes rigtig godt. Meget øver vi os stadig på. Og få ting virkede bare ikke helt efter hensigten.

I det nedenstående vil jeg komme med eksempler på den forandring, som har overgået vores lille familie på bare otte måneder.

Hvad autisme-diagnosen har medført

Piktogrammer: Noget af det første, vi gik i gang med, var at lære Felix – og os selv – at bruge piktogrammer. Det tog lidt tid, fordi vi skulle finde en god form. Men jeg tror, vi nu har knækket koden. Formålet er, at Felix har et visuelt billede af, hvordan hans dag overordnet ser ud:

Felix med autisme bruger piktogrammer

Vores fornemmelse er, at han bruger dem. Især går han op i “hvem, der gør hvad”. Vi ser ham ofte kigge på tavlen, og vi henviser også selv til den, hvis der en dag er noget særligt, han skal lægge mærke til. Og han er snu nok til at bytte rundt og fjerne et billede, hvis han ikke bryder sig om planen.

Om morgenen og inden han skal i seng om aftenen, får han en lille stribe med fire konkrete gøremål. Det er medvirkende til, at han ikke stresser op i disse situationer.

En hellig hule: Vi har investeret i en højseng, som står i vores spisestue. Ideen var, at Felix skulle have et sted, han kunne ty til, når Lulu irriterede ham. Og hvor han stadig kunne se og være sammen med os andre. Vi kalder den “hulen”, og den er forbudt for Lulu. Altid!

Felix med autisme har sit fristed i en højseng

Det virker desværre ikke helt efter hensigten. Felix kravler sjældent derop. Men det er rart for os at have et sted, vi kan henvise til, hvis han brokker sig over sin lillesøster.

Værelset: Felix’ værelse er blevet systematiseret. Dels for at give ham et bedre overblik. Dels for at gøre det nemmere for ham at rydde op. Vi synes allerede at se en positiv effekt, fordi Felix nu også vælger andet legetøj, end det han plejede.

Med autisme skal sagerne sættes i system

Forestillingen: Vi har ændret på vores egen forestilling om, hvordan tingene bør være, når man er en familie. F.eks. at man sidder og snakker over et måltid. Skiftes til at putte. Er sammen i weekender osv.

Herhjemme spiser børnene på samme side af spisebordet (så de ikke forstyrres af hinanden) med hver deres iPad og høretelefoner  – og en voksen imellem sig. Det er okay!

Morgenmad i en familie hvor den ene har autisme

Det er mor, der putter Felix fem ud af syv dage. Og det er okay!

Vi deler os op i weekender og laver ting med hvert vores barn. Det er okay!

Vi melder Felix + en voksen fra til sociale arrangementer, hvis vi vurderer, det er det bedste. Og det er okay!

Hvis vi er afsted til sociale arrangementer, er vi eksplicitte omkring Felix’ situation og behov. Vi forbereder ham, og hvis han trækker sig eller bare vil sidde med sin iPad og høretelefoner, der også er lydisolerende: Så er det okay!

Planlægning af svær weekend for dreng med autisme

Kommunikation: Vi stiller færre krav til Felix herhjemme og har heller ingen regler for brug af sut (Læs om hans forhold til den her).

Vi øver ham i at behovsudsætte. Og vi øver os selv i at genvinde kontrol (han har styret meget, fordi vi selv har været skrøbelige, som man kan læse lidt om her), at stille færre spørgsmål og bruge en mindre grad af negationer (nej, ikke osv.). For det stresser ham.  

Børnehaven: Felix’ dage i børnehaven er blevet kortere. Han er der seks timer. Vi forbereder ham på, hvem der møder ham om morgenen, og de bruger nu også piktogrammer derhenne.

Sutten er ikke længere “forbudt”. Den er et aktivt redskab, når han skal holde pauser, og dem holder han en del af i løbet af dagen. Både på eget initiativ, men også med hjælp fra en voksen.

Autisme kræver mange pauser

Vi kommunikerer hver dag med pædagogerne på skrift, så vi alle er opmærksomme på Felix’ stressniveau. Og vi holder statusmøder hver sjette uge, hvor også PPR  (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og en fysioterapeut deltager.  

Hjælp: Vi øver os i at bede om hjælp, og vi er blevet bedre til at acceptere, at vi har behov for det, som jeg skrev om her. Også selv om vi ikke skal noget. Felix har en fantastisk farmor og farfar, og vi har lavet en aftale om, at han hygger hos dem ét døgn hver fjerde uge, hvilket også hjælper på vores stress, som beskrevet her. Derudover henter og passer de både ham og Lulu indimellem. Fordi de har lyst. Og det er herligt!

Nye fokusområder:

  1. Vi har fået tildelt en hjemmeaflaster 10 timer om ugen. Hun hedder Marie. Vi glæder os til at gøre hende til en del af vores familie og ikke mindst en del af Felix’ liv og hverdag.
  2. Vi har investeret i en TimeTimer, som skal bruges i alle mulige situationer. Lige nu skal den dog i særlig grad bruges til at øve Felix i at have “vælge-pause” (lege selv eller sidde med ipad). Han skal lære at være mindre afhængig af os (lige nu er vi “på”, fra han kommer hjem, til han går i seng – minus tiden med iPad). Men han skal også lære at mærke efter i sig selv, hvornår han har brug for pause. Nøjagtig som i børnehaven. Så sutten kommer der nu også lidt regler for herhjemme, da den skal bruges som redskab sammen med TimeTimer’en.
  3. Forholdet mellem Felix og Lulu skal styrkes og forhåbentlig blive mindre konfliktfyldt. Til det skal vi med guidning fra Socialpsykiatrien i gang med at arbejde med “sociale historier” og “mentalisering”. Vi vil også øve os i at have samme reaktion, hver gang der sker noget uhensigtsmæssigt imellem Lulu og Felix og lade vores opmærksomhed gå til den forurettede. Ligesom vi vil øve Felix i, at han ikke altid behøver at have styr på Lulu med sætningen: “Vi har styr på Lulu. Du skal bruge din energi på xxx”

 

Søskende - når den ene har autisme

Ja, vi keder os ikke herhjemme. Men man bliver altså stolt, når man tænker tilbage og indser, hvor meget både vi og Felix har rykket os – på grund af Frans’ og min indsats (og noget hjælp udefra).

Tak , fordi I læser med.

Kærligst Jannie

Felix har infantil autisme

Hvor er min reset knap?

Jeg har brug for at blive nulstillet – fuldstændig. Jeg tænker ikke på en genfødsel, hvor man vågner op til et helt nyt liv. Jeg er faktisk overordnet lykkelig for det liv, jeg har. Men følelsesmæssigt gad jeg virkelig godt starte forfra – uden stress.

Da Felix fik sin autisme-diagnose i november, var det sammen med lettelsen og sorgen også den sidste dråbe, bægeret kunne rumme. På de fire år der var gået, siden vores lille charmer så dagens lys, har vores familie skulle stå igennem så meget mere stress, end bare at være forældre til ét – senere to børn. Og det har ikke kun været Felix-relateret. Men diagnosen var altså dråben. Og det er jo ikke så heldigt, at man som forældre er nået til et punkt, hvor man kun orker at danse den stille dans, man dansede med en særlig person, når halballet var ved at være forbi. Ikke den energifyldte jive, som Felix grundet sin diagnose kræver.

Felix har infantil autismeHan er ikke tjent med det

Min hjerne og mit nervesystem er konstant på arbejde, som jeg også skrev lidt om i indlægget om stress her. Når vi er sammen med Felix, skal vi hele tiden være tre skridt foran, så vi kan guide ham og gribe ham, hvis han falder. Men det kræver altså virkelig meget af den energi, som i øvrigt ikke kun kan bruges på Felix. Vi har også jobs, en lillesøster, et hjem ooooooog så videre. Og bægeret er som sagt så fyldt, som det nærmest kan være.

Det synes jeg faktisk ikke, han er tjent med. Min lille dreng har brug for forældre med overskud. Ikke forældre, der er ramt af stress. Det er jo vores vigtigste opgave at lære ham (og lillesøster), hvordan man færdes i den store verden. Og i Felix’ tilfælde kræver det en kæmpemasse mere af os og det overskud, som er opbrugt. Så kunne jeg dog bare trykke på en fin lille reset-knap og starte med et nyt, tomt bæger, der kunne rumme så meget mere, end jeg kan nu… Ja, så ville det virkelig gavne alle.

Virkeligheden er dog en anden, og mit fyldte bæger er et vilkår for mig lige nu. Derfor må jeg i stedet finde nogle metoder til at lette på trykket uden det hele flyder over. Jeg har efterhånden opbygget mig en del metoder, som alle forældre i virkeligheden kunne gavne af. Jeg glemmer bare at bruge dem. Så nu skriver jeg dem ned her til evigt minde. Måske andre kan få glæde af mine små tips til at håndtere stress:

De alternative tiltag:

1. Som regel er det en god idé at dele os i to hold herhjemme, hvis vi ikke har specielle planer for dagen. Men er både Frans og jeg i (energi)underskud, er der faktisk en løsning, som virker endnu bedre: At tænke os selv før børnene. Så kører vi en hel dag, hvor vi skiftes til at være en time på børnene og have en time for os selv. Så har man godt nok to børn på én gang, men fordi det kun er en time ad gangen, har vi begge oplevet at finde overskud i underskudet. Og det er faktisk ret overraskende, hvor meget godt man kan nå at gøre for sig selv på én time. Som bonus nyder børnene faktisk også ret godt af det, selv om det måske for andre virker lidt forvirrende. De får nemlig en lidt friskere forældre til rådighed hver gang klokken slår hel. Alternativt? Jeg ved det. Men det virker på en dag, som ellers ville være gået i minus.

Psssst! Kender du vores Instagram-konto Lykkefamilien? Kom og følg med 🙂

2. Aflastning er en mulighed, som er unik for os på grund af Felix’ diagnose. Vi har netop fået tildelt 10 timer om ugen til en aflaster i hjemmet, og det glæder vi os til at få gang i. Men vi har også lavet en fast aftale med farmor og farfar om, at de hygger med Felix et døgn hver fjerde weekend (plus det løse). De vil ikke have, det hedder aflastning, for de er jo “bare farmor og farfar”, som nyder tiden med deres barnebarn. Men Frans og jeg bliver aflastet, når vi har et døgn med rolige nervesystemer – aka mindre stress – og kvalitetstid med Lulu.  

3. Voksensnak er en ting, vi glemmer at praktisere. Engang for ikke så længe siden, havde Frans og jeg en aftale om, at vi én gang om ugen, ventede med at spise til ungerne sov. På den måde fik vi en hyggelig aften, hvor vi kunne spise og samtale samtidig. Det trak lidt på take away kontoen, men det var pengene værd. Så den må vi prioritere igen.

Stress-håndtering - forældre til barn med autisme4. Jeg tænker mange tanker. Om ting vi skal ændre, øve, praktisere, læse, bør, må osv. Det gør altså ikke noget godt for en, når man i forvejen er fyldt. Derfor har Frans og jeg lavet en idé-kasse derhjemme. Her kan vi putte små sedler i over ting, vi gerne vil snakke om / ændre på. Engang i mellem har vi så en aften, hvor vi kigger sedlerne igennem, vælger et par stykker ud som fokusområde, og så lægger vi alle andre til side. Vi kan ikke ændre alt på én gang.

5. Jeg har lavet en playliste med glad musik. I dette tidligere indlæg skrev jeg om den periode, hvor jeg har været allermest ramt af stress, og hvordan bare det at tage i dørhåndtaget efter endt arbejdsdag, kunne sætte mit nervesystem på overarbejde. Jeg har fundet ud, at jeg ved at høre min musik på vej hjem, kan give min hjerne lige præcis nok glade hormoner til at holde nervesystemet i ro.

Det vi (alle) ønsker:

6. Alenetid er selvfølgelig også en måde at lade op på. Jeg elsker det mere end nogen anden. Men alenetid virker kun, hvis man ved, at mand/kone og børn er i balance. Og tiden til at tage en hel dag alene, hvor man kan gøre gode ting for sig selv, er oftest svær at få øje på. I ALLE børnefamilier, tænker jeg.  

7. Da vi blev forældre til Felix, aftalte vi, at vi skulle tage på date hver anden måned, så vi ikke glemte at være kæreste i forældreræset. Og det overholdt vi sgu! Lige indtil Lulu blev født, og en masse andre forhindringer blev en del af vores liv. Jeg synes stadig, vi er forholdsvis gode til det. Og vi kan gøre det, fordi vi har nogle fantastiske bedsteforældre.

Forældre til barn med autisme

Det, vi (alle) ved, virker:

8. Motion er min evige udfordring, fordi det bare ikke kommer naturligt til mig. Det er altså endnu en kamp, som skal overvindes. På trods af, jeg ved det hjælper på overskuddet of følelsen af stress. Så det er især blevet min måde at tanke op på, hvis jeg fx skal være alene med børnene. Eller vende humøret, hvis dagen er startet dårligt. Ofte glemmer vi dog i kampens hede, at der ikke skal mere til – også fordi ingen af os vil lade den anden i stikken. Men det bør vi prioritere.

9. Søvn for syv sytten da! Jeg er ikke god til at komme i seng om aftenen. Men jeg prøver igen at gå i seng kl. 22. De dage jeg overholder det, kan jeg mærke, det gør en kæmpe forskel.

Skriv endelig til mig, hvis du/I sidder inde med alternative måder til, hvordan man kan få lidt energi i og til de hårde dage, som man i særdeleshed er ramt af, når man er en familie, der har børn med særlige behov.

God dag.

Kærligst Jannie

Tøjkrise hver dag, fordi Felix har infantil autisme

Daglig tøjkrise

Felix har tøjkrise ni ud af ti dage. Hvis det stod til ham, rendte han rundt uden tøj hver dag, eller i nattøj. For ham er tøj et forstyrrende element i dagligdagen. En aktivitet, der får hans stressbarometer til at skyde i vejret. Og strømper, hvem fa’en har opfundet dem?

Batteriet tappes hurtigt

Frans og jeg deltog for noget tid siden i et foredrag om nedsmeltninger af Anne Skov Jensen, som nogen måske kender fra programserien på DR1, “De skjulte talenter”. En super sej kvinde, der både selv har en autisme diagnose, men også er mor til to børn med autisme. Anne er en rigtig god formidler og kunne altså forklare, hvad det er, der sker i en autistisk hjerne og samtidig have forståelse for en forælders frustrationer.

Et billede fra hendes foredrag har sat sig fast i mit hovede, fordi det så fint illustrerer, hvorfor det er så megavigtigt, at vi som forældre allerede fra morgenstunden prøver at eliminerer stress hos Felix. Hun forklarede, at når en person med autisme vågner om morgenen efter en god nattesøvn (det gælder i øvrigt alle, tænker jeg), må vi formode, at batteriet er helt opladt. Minimum 90%. Herefter er det så, at en person med autisme skiller sig ud fra personer uden autisme. Primært pga. de ekstremt følsomme sanser samt  behovet for struktur og forudsigelighed.

– Først skal man forholde sig til, hvilken morgenmad, man skal spise. Og spise den! Batteriet er nu nede på 70%.

– Så skal man have tøj på. Det klør, og det kradser. Farverne generer. Flere stykker tøj må prøves, før noget virker. Så er batteriet nede på 50%.

– Man skal have overtøj på. Batteriet er nu på 40%.

– Til sidst skal man transporteres til institutionen. En tur med masser af indtryk for alle sanser. Nu er batteriet nede på 20%, som skal række til resten af dagen.

En øjenåbner

Ovenstående billede var en ret vild øjenåbner for Frans og jeg. Folk, der ikke kender til en hverdag med et autistisk barn, vil måske tænke, at ovenstående er en smule overdrevet sat op. Men vi har jo Felix som det mest lysende og klare eksempel. Han kan vågne frisk og glad om morgenen. Men inden første time af hans dag er gået, er han træt og viser de første tegn på, at en nedsmeltning er inden for rækkevidde. Jeg behøver vist ikke uddybe, at vores morgener i lang tid har været ret drænende for både børn og forældre.

Med kendskabet til diagnosen kan vi dog gøre en hel masse for, at Felix´batteri har lidt mere power end 20%, når vi rammer parkeringspladsen i børnehaven. Ikke mindst fordi vi forstår, hvad det er, som dræner ham. Derfor har morgenerne også været et fokuspunkt for os det sidste stykke tid. Med god effekt.

Sådan ser en morgen ud
Vi vågner op

Felix vågner af sig selv i vores seng, hvor han altid sover. En af os ligger stadig sammen med ham. Hvis ikke er batteriet allerede på 70%, inden han forlader sengen (!)

Morgenmad

Han smider bleen (hvis han vil). Herefter går vi straks ud til spisebordet og sætter os. Begge børn bliver udstyret med hver sin iPad – Felix også med høretelefoner. Morgenmaden er altid den samme sojayoghurt med havregryn. Hvis Felix af sig selv ønsker noget andet at spise, får han det selvfølgelig. Ellers er alt, som det plejer.

For nogle måneder siden, var vi overbeviste om, at Felix have brug for langsomme morgener, hvor vi startede foran fjernsynet, inden vi satte os ud for at spise morgenmad (sådan har mor det nemlig også bedst). Men da lillesøster også er vågen og påvirker Felix’ stressniveau, som jeg skrev lidt om i dette indlæg (av i mor-hjertet), er en hurtig morgen altså bedre.

Dagen i dag

Et punkt, der også fylder i Felix’ hoved er, hvad dagen byder på. Vi forbereder ham med piktogrammer og mundtligt. Han er mest optaget af, hvem der afleverer og henter. Og hvem, der skal putte ham om aftenen. Hvordan vi bruger piktogrammer, får I i et andet indlæg.

Tøjet skal på

Det er som nævnt tidligere en tøjkrise ni ud af ti dage. Men vi er nødt til at lære Felix, at man skal være iklædt tøj, for at kunne være med ude i verden.

For at gøre tøjkrisen mindre stressende for ham, Har vi skiftet alle Felix’ bukser ud, så han nu kun har bløde joggingbukser.

Vi stiller ingen krav om, at han selv skal tage tøjet på, selv om han godt kan finde ud af det. Og vi prøver gerne flere forskellige bukser og strømper af.

Tøjkrise hver dag - Felix har infantil autisme

Jeg er også begyndt at lægge tøj frem om aftenen sammen med Felix, så han allerede der har set, hvad morgenen byder på (har endnu ikke afgjort, om det er en god eller dårlig strategi for tøjkrisen)

Men det er stadig en kamp, og vores søn kan flå et par sokker af hurtigere, end vi kan nå at give ham dem på. På de rigtig svære dage skriger han og løber væk igen og igen. Det kan både være, fordi tøjet føles ubehageligt på hans ben og fødder (det er disse steder han er allermest følsom), eller fordi farverne generer ham.

Og så afsted

Overtøjet skal på. En situation, som specielt Frans synes er stressende, fordi vi nu er nået til det punkt, hvor vi bare skal ud af døren, hvorfor alle står samlet i vores lille bryggers.

Heldigvis er overtøjet jo i lange perioder det samme- altså ikke noget nyt Felix skal forholde sig til. Og er der en dag, han kun vil have stofsneakers på og ingen jakke, så fred være med det. Den kamp tager jeg bevidst ikke med ham.

Felix er meget sjældent med nede og aflevere Lulu. Tænker ikke, jeg behøver forklare hvorfor. Det betyder, at Frans og jeg enten afleverer hvert sit barn, eller at en af os afleverer af to omgang.

Køreturen

I bilen på vej til børnehave – en tur på 15-20 min, da vi har valgt at lade Felix blive i sin børnehave, selv om vi er flyttet til den anden ende af byen – sidder han altid med sin sut og ser tegnefilm på en telefon. På den måde bliver han skærmet for mange af de indtryk, der er på en køretur. Optimalt set, skulle han nok have høretelefoner på her også, men det vil han ikke.

Fremme i børnehaven har Felix stadig sin sut i munden, og han er blevet forberedt på, hvilken voksen, som møder ham (vi kender vagtplanen). Vores opgave som forældre her er så at gøre afleveringen så rolig for ham som muligt. Og sige hurtigt farvel.

Et lille suk

Jeg tænker, at det er de færreste familier, der kan udpensle deres morgen så firkantet som os. Men det har været en nødvendighed. Effekten har været en gladere dreng med mere overskud til en dag i børnehave. Og det kan blive endnu bedre, hvis vi knækker koden til hans tøjkrise.

Men H&M har udsolgt af røde joggingbukser og røde sweatshirts med Batman, som er Felix’ fortrukne sæt (suk fra en tøjkrise-ramt autisme-mor).

Tak fordi du læser med.

Kærlig hilsen Jannie

Læs om vores lille familie her

Felix med infantil autisme og bruger meget sut

Sutten vinder altid

Der findes én genstand, som Felix hverken kan eller vil undvære i sit liv: Sutten! Han elsker sin sut. Som forældre er vi også ret glade for sutten, og det den gør for Felix med infantil autisme. Men særligt jeg har også en vis ambivalens omkring den.

Jeg skal være ærlig og sige at det stritter i mig, når jeg ser min “store” dreng gå rundt med sut i munden. Det skyldes både min egen forestilling om, hvornår et barn bør sige farvel til sin sut. Eller i det mindste kun sove med den. Men omgivelsernes reaktioner påvirker mig også. Tænk, at et fremmede menneske i supermarkedet kan finde på at tage sutten ud af munden på mit barn. Som en spøg godt nok, men alligevel. Jeg har oplevet mange andre gøre det samme. Både folk tæt på os og mere perifere bekendtskaber. Når det sker, tvivler jeg på mig selv som mor. Og så kan jeg komme til at træffe nogle mærkelige valg.

Som dengang jeg fandt på, at binde sutten fast til trappegelænderet i vores rækkehus. Jeg ville lære Felix, at hvis man skulle bruge sin sut, så måtte man tage en “pause” lige der på trappen.  Der gik heldigvis kun et par dage, før jeg kom til fornuft, og lyttede til min egen moderlige intuition. Men folks kommentarer plus “sådan-gør-du”-guides på nettet, kan altså styre en langt væk fra den gode mavefornemmelse.

Felix har infantil autisme og er glad for sin sut
En virkelig dårlig plan, Egon!

Jeg hader også at være til tandlæge med Felix. Her er meningen om sutten ligeledes klar og tydelig. Jo, han har suttetænder. Og lige her er det faktisk meget rart at kunne fortælle, at Felix har autisme.

Folk reagerer forskelligt på stress. Nogle lukker sig inde, andre bliver udadreagerende. Det gør Felix, som jeg skrev lidt om i dette indlæg. Her er sutten et uundværligt redskab for både ham og os, da den er med til at berolige hans nervesystem. Den er også god, når han skal koncentrere sig.

Selvfølgelig er sutten også en vane. Ofte tager han den i munden, blot fordi han ser den. Og så slipper han den altså helst ikke igen. Med mindre man tager den ud af munden på ham, og det er jeg især flittig til at gøre. Den generer ikke Frans på samme måde, siger han.

Men mor her vil altså helst ikke have den sut med på billeder. Og den skal heller ikke være lyserød. Når Felix snakker, beder jeg ham om at tage sutten ud ved at pege på min mund. Og så ville jeg ønske, han ikke bed dem allesammen i stykker. Det er mega dyrt og kan udløse kæmpe krise, hvis det var den eneste sut, vi havde med.   

Sutten er dog ikke et fokusområde lige nu. Fokus er at nedbringe Felix’ generelle stressniveau, og det hjælper sutten med. Derfor stritter det heller ikke lige så meget i mig mere, når det første, han spørger om ved afhentning i børnehaven, er sutten. Det generer mig heller ikke, at han går rundt med den, når vi er ude at handle. Men folks kommentarer og blikke generer mig – også selv om det er venligt ment. 

Læs her, hvorfor vi startede bloggen