-
Mærkelige dage
Jeg føler lidt, at jeg har går rundt i sådan en handlingslammende venteposition de her dage. Noget af en kontrast til sidste uges energibobbel. Det er som om, vi i familien har alle brikkerne til et kæmpestort puslespil, men vi kan endnu ikke finde ud af at samle det. Der er ubalancer, der er uklarheder, og der er sandheder. Der er udholdenhed, og der er tålmodighed. Men mest af alt er der kærlighed – det er vigtig. Men dén kan også være lammende, fordi man kan blive så nervøs for at handle forkert, lægge brikkerne forkert so to speak. Jeg tænker, at det er derfor, jeg i dag er ramt…
Du vil muligvis også synes om
Jeg har fået en praktikplads!
(Endnu) en ny begyndelse
Mit liv er mit eget ansvar
-
Hvordan bliver man et mere smilende menneske?
Det har jeg sat mig for at finde ud af. Eller i hvert fald øve mig på. Det meste af tiden render jeg rundt med en meget lige mund eller med mundvigende vendt en lille smule nedad. Ikke fordi jeg er sur eller trist nødvendigvis. Det er bare sådan lidt et default udtryk, når jeg bare er – leverpostej om man vil (det udtryk bruger vi meget herhjemme). Men jeg søger smilere. Fordi de inspirerer mig, fordi jeg misundeligt tænker: “gid jeg også var sådan en glad gris”. Jeg ved ikke, om jeg kan blive en sådan, men jeg har sgu besluttet mig for at give det ihærdigt forsøg. Således…
Du vil muligvis også synes om
Den bipolare diagnose
Mit liv er mit eget ansvar
(Endnu) en ny begyndelse
-
(Endnu) en ny begyndelse
Jeg griner lidt, når jeg siger det for mig selv: “En ny begyndelse”. For hold nu fast i livrem og seler, hvor har jeg tænkt og sagt det mange gange før. Mest tænkt det på den for mange velkendte måde: “På mandag starter jeg – igen” – “På mandag bliver alt anderledes”. Og sådan bliver det så. Om mandagen. Hvor alt bare spiller. Det gør det måske også tirsdag og onsdag, ja måske hele ugen. Sjældent holder det meget længere, fordi de “regler”, jeg sætter op for mig selv, er for rigide, for ambitiøse, for komplekse. Hvad ved jeg. Og hvad er det så, der skal laves om? Alt og…
Du vil muligvis også synes om
Hvordan bliver man et mere smilende menneske?
Jeg har fået en praktikplads!
Mærkelige dage
-
Hvad har autisme diagnosen ændret
Det er snart otte måneder siden, vi gik hjem fra Børnepsykiatrien i Roskilde med et papir, hvorpå Felix’ diagnose står anført: Infantil autisme. Jeg husker tydeligt den lettelse, der gennemstrømmede min krop i en sådan fart, at jeg skulle holde sammen på mig selv for ikke at juble (det er nok kun forældre, som har kæmpet med frustration, angst og uvidenhed, der forstår det – forståeligt nok. Læs mere her…) Men også den sorg, der efterfølgende ramte mit hjerte og sendte min hjerne ud i benægtelse. Inden jeg sådan rigtigt kunne forstå, at vores dreng har en følgesvend med sig, som både han og vi skal lære at kende. At…
-
Hvor er min reset knap?
Jeg har brug for at blive nulstillet – fuldstændig. Jeg tænker ikke på en genfødsel, hvor man vågner op til et helt nyt liv. Jeg er faktisk overordnet lykkelig for det liv, jeg har. Men følelsesmæssigt gad jeg virkelig godt starte forfra – uden stress. Da Felix fik sin autisme-diagnose i november, var det sammen med lettelsen og sorgen også den sidste dråbe, bægeret kunne rumme. På de fire år der var gået, siden vores lille charmer så dagens lys, har vores familie skulle stå igennem så meget mere stress, end bare at være forældre til ét – senere to børn. Og det har ikke kun været Felix-relateret. Men diagnosen…
Du vil muligvis også synes om
Daglig tøjkrise
Sutten vinder altid
Hvordan bliver man et mere smilende menneske?
-
Fem kvaliteter: Fejring af Felix
I torsdags havde vi simpelthen den bedste eftermiddag. I haven med begge vores børn. Ingen iPads. Minimalt med konflikter. Varme fra en bagende eftermiddagssol og duften af sommer. Selv aftenmåltidet – fra grill – blev indtaget udendørs. Uden iPads. Det var så skønt, at jeg ikke fik foreviget det med mit kamera. Efterfølgende tænkte jeg på, hvor ofte jeg fokuserer på det svære. Det udfordrende. Det negative. Når jeg taler om Felix, kan jeg f.eks. meget specifikt sætte ord på hans udfordringer, som jeg gjorde i dette indlæg. Og så følger jeg trop med: “Men han er også så sød, sjov og kærlig”. Og det er skam rigtig nok. Men…
