Corona, USA og tankemylder

Nå! Lige som stjernerne stod så rigtigt for vores lille familie, gjorde de det ikke for verden åbenbart. Corona har ramt os alle, og det vigtigste lige nu er, at vi passer på hinanden og holder sygdommen for døren. Særligt for de ældre og særligt udsatte. 

I vores familie frygter vi også smitten. Hverken Felix, farfar eller mormor har specielt gode lunger pga. astma. Men jeg tænker, vi klarer den, hvis uheldet er ude. 

Derimod er jeg ikke sikker på, vi vil overleve en karantæne og slet ikke en isolation. Det er sagt med både alvor og glimt i øjet. For selvfølgelig klarer vi også den situation. Men tanken om at skulle klare børnene alene, hvis en af os bliver isoleret, og skulle forklare dem, hvorfor det må være sådan, er da helt ubærlig. Og at være i karantæne som vi bor lige nu, fire voksne og to børn i et hus, som ikke er kæmpe… Hmmm! 7-9-13

Hverdagen

Vi skal dog, uanset om vi vil det eller ej, forholde os til, at vi skal være hjemme de næste to uger med begge børn. Og med vi, mener jeg mest mig. En af os, skal jo tjene penge. 

Jeg jubler ikke, indrømmer jeg gerne. Men det tror jeg faktisk, de færreste forældre gør. Det er sgu hårdt at gå hjemme med to unger, især når den ene er pænt krævende. At vi så også bor på en måde, så der skal tages ekstra hensyn til husets andre beboere, gør det lidt mere stressende. 

Men det skal gå. Jeg har allerede støvsuget legoglektier.dk for materialer, og jeg kommer også til at læne mig op af ugeplanerne der. 

Rejsen

Jeg fældede ærligt talt en lille tåre, da jeg hørte Trumps udmelding om indrejseforbud. Det er jo ikke bare en lille ferie, vi skal på. Det er hele vores liv, som er planlagt efter denne her tur. Huset er solgt, børnene er meldt ud af institutioner, og vores arbejde eller mangel på samme er ligesom også planlagt efter det her. 

Lige nu er rejsen blot udskudt til den 14. April, og jeg prøver at være optimistisk. Men det er svært. Mine tanker kredser i hvert fald mere om en plan B end om tilværelsen i Florida lige nu. Men hvad er plan B?

Plan B

Det eneste, vi ved, er, at Lulu godt kan få lov at blive i sin institution. Men Felix’ plads er allerede givet videre, og i sådan en specialinstitution er det altså ikke muligt at køre med overbelægning. 

Så ham skal jeg have hjemme i den periode, jeg ellers ville have brugt på at forberede og lade op til USA. Hvor begge børn selvfølgelig skal være hjemme. Og hvad så hvis vi ikke kommer afsted overhovedet? Så skal han hjemmepasses, indtil skolen starter den 10. August af mig alene, og altså ikke som i USA, hvor vi meget af tiden ville have været to om det. 

Jeg har så meget respekt for alle dem, som hjemmepasser. Jeg synes, det er ultrahårdt med Felix pga. PDA-profilen. Han skal hele tiden lokkes på nye måder, alt skal rolleleges og pga. den grundlæggende ængstelighed i ham, er det svært for ham at lave noget som helst selv. Så det er 1:1 næsten hele tiden. 

Noget helt andet er økonomien i det. Kan vi få penge, så jeg kan hjemmepasse? Hvis ikke, så skal jeg jo være jobsøgende i Roskilde, hvilket ikke giver mening, når vi til sommer flytter til Fredericia. 

Åhhhhh, alle de tanker. Jeg er virkelig dårlig til situationer, som ændrer sig drastisk, og min hjerne er på overarbejde både dag og nat. Også med mere end jeg har fået nedskrevet her.

Men jeg ved, jeg ikke er alene. 

Så jeg ønsker alle det bedste! 

Én kommentar

  1. […] kom, og alt blev vendt på hovedet. For alle. Men altså i særdeleshed også for vores lille familie. Og for mig. Den virus har gjort ting ved mig, som jeg er blevet overrasket over. Men den har også […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *