Depression

Da angsten ramte – igen

I går aftes blev jeg ramt af en følelse, som jeg heldigvis har været foruden længe. Mit luftrør slog knuder på sig selv, min mave føltes tung og hård, jeg kæmpede for at holde dråber fra mine øjne tilbage, og jeg gik fra at være glad til at være afvisende og mut.

Alt sammen trigget af et jobopslag, som faktisk lyder rigtig spændende. Men et opslag, som jeg på ingen måde er klar til at stå på mål for, forstår jeg nu.

Er der plads til andre?

Mine sidste minder fra min gamle arbejdsplads er desværre ikke for gode. Jeg husker, hvordan jeg om morgenen parkerede i parkeringskælderen, for så at bruge en halv times tid på at sidde og hyperventilere og hulke, inden jeg kunne gå ind. Det skete nogle gange, inden jeg til sidst lod mig sygemelde. Med endnu en depression.

Det havde ikke som sådan noget med arbejdspladsen at gøre. Ej heller en stresset hverdag. Jeg tror simpelthen bare, at jeg har været i et arbejde, som ikke har passet til mig, i for lang tid.

Mit job bestod primært i at interviewe mennesker om “deres livsændrende historier”. Det var et fantastisk arbejde. Men det harmonerede ikke med, at jeg selv kæmpede inden for hjemmets fire vægge. Jeg havde simpelthen ikke plads til at lukke andre ind længere.

Er der plads i mig?

Jeg var ellers begyndt at åbne op for snakke om fremtiden. Tanker om arbejdsopgaver. Jeg begyndte ligeså stille at føle mig klar til igen at fokusere på MIG. Alle de tanker og ideer er der stadig, men at et konkret jobopslag kunne hyle mig sådan ud af det, havde jeg altså ikke set komme. Men jeg tror, jeg forstår.

Da jeg læste opslaget igennem, læste jeg om krav og forventninger. Til mig (som jobansøger). Det efterlod mig igen med en følelse af ikke at have plads inden i. Familien og hverdagen fylder så meget med et barn som Felix, så jeg bliver nærmest klaustrofobisk ved tanken om at skulle “være noget” et andet sted også.

Rationelt ved jeg godt, at et arbejde vil kunne give mig så mange gode ting. Energi, overskud, oplevelser. Mig-tid! Selvværd og selvtillid. Hvis jeg klarer det godt. For de to sidste følelser er faktisk også triggere til min indre uro.

Kan jeg skabe værdi?

Jeg er generelt en person med et ret højt selvværd. Min selvtillid er på nogle områder også helt okay. Bare ikke når det kommer til min uddannelse. Det er som om, jeg aldrig helt har forstået, at jeg rent faktisk kunne komme ind på Journalisthøjskolen. Jeg har aldrig helt følt, at jeg passede ind. Min praktikplads, og senere mit arbejde, hjalp lidt på det. For jeg er god til mennesker, og jeg er god til at formidle følelser. Dét må være fordelen ved at være et føleapparat med en tung rygsæk.

Men det er som om, jeg har svært ved at tro på, at jeg også kan skabe værdi et andet sted. Jeg er typen, der hungrer efter at blive rost og anerkendt. Og når jeg bliver rost og anerkendt, så tror jeg faktisk ikke helt på det. Jeg ville ønske den selvtillid, jeg har fået opbygget som mor, fulgte mig professionelt også.

Men hvad så nu?

Hvis du er en arbejdsplads, der lige nu er i gang med at undersøge, hvad jeg er for en fidus, og du er faldet over netop dette indlæg, så er jeg godt klar over, at jeg muligvis har forværret mine chancer for at blive ansat.

Men i så fald tror jeg heller ikke, du var et sted for mig. For jeg har brug for at være et sted, hvor jeg kan være et ægte menneske. Hvor jeg ikke skal rende rundt med en daglig facade. Jeg har brug for at være et sted, hvor man har tillid til, at hinanden kan handle professionelt, når situationen kræver det. Et sted hvor man ser hinanden, løfter hinanden og spiller hinanden gode.

Og så er jeg i øvrigt også godt klar over, at jeg har lidt at arbejde med, hvis jeg skal kunne stå stærkt og sikkert professionelt. Men der er jo en grund til, at jeg kom ind på Journalisthøjskolen i sin tid. Det var med hårdt slid og en professionel tilgang, at jeg scorede topkarakter i min afsluttende opgave. Og det er ikke blot af et godt hjerte, at mine chefer gennem tiden har skrevet rosende ord om mig.

For jeg ER dygtig, når jeg får plads til at være mig selv. Med ALT, hvad det indebærer.

//Jannie

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *