Bipolar,  Depression

Den bipolare diagnose

Da jeg fik diagnosen bipolar, kom det ikke super meget bag på mig. Jeg havde jo selv nysgerrigt googlet rundt for at finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at ryge ned i de her dybe, mørke huller, og her dukkede diagnosen op flere gange. Jeg kunne sagtens forholde mig til den ift. depressionerne, men jeg havde meget svært ved at se manierne. Og diagnosekriteriet er, at man skal have haft minimum en manisk eller hypomanisk periode i sit liv. 

Men jo mere vi fik snakket os ind på diagnosen, og jeg også blev klar over, at der her er tale om et spektre ligesom ved autisme, jo mere forstod jeg også, at diagnosen passede ret så godt på mig. I hvert fald den man kalder bipolar 2, hvor manier ikke er så fremtrædende som ved bipolar 1. 

Hvis nogle af jer, som læser med (tak), tænker, hvad er bipolar egentlig. Så er det det, man førhen kaldte maniodepressiv. Og en hypomani er en mildere grad af mani. 

Lettelse – og sorg

Med det på plads – og diagnosen – kunne jeg så ånde lettet op. Eller…. Jeg følte det som en lettelse at finde ud af, at jeg hverken er forkert eller doven og kunne ligesom fjerne skamfølelsen fra de mange depressive perioder, jeg har haft. For tro mig, skam er der virkelig meget af, når man ligger der i fosterstilling og ikke engang kan overskue at gå i bad. 

Men jeg blev faktisk også enormt ked af det. For det betyder jo, at det er noget, jeg skal leve med resten af mit – og allerede har levet et liv sammen med. Jeg har ikke haft min sidste depression (sådan har jeg tænkt efter hver en nedtur: at nu måtte det for fanden da være den sidste med al den antidepressive medicin og selvbetalte psykologbesøg). Jeg skal leve et liv, hvor jeg konstant skal være på vagt og opmærksom på de mindste symptomer på enten begyndende depression eller begyndende (hypo)mani. Det er hårdt arbejde, synes jeg, at jeg ikke bare kan være.  

Min maniske periode

Jeg kender efterhånden godt tegnene på depression, for den rutsjebane har jeg prøvet mange gange, og min familie ligeså. Så hvis jeg ikke ville indrømme det selv, så har min mand især kunne identificerer tegnene. 

Lidt anderledes står det til med manierne. For dem har jeg jo ikke vidst, at jeg har havde. Så faktisk synes jeg næsten, den del af rejsen er noget af det sværeste lige nu. For pludselig vælter det ind over mig med episoder og perioder fra de sidste tyve år, hvor jeg i retroperspektiv godt kan se (og føle), at jeg ikke har været helt rask. 

Tydeligst er dog min maniske periode i foråret. Jeg følte mig seriøst som en superhelt. Jeg VAR en superhelt, og min aura skinnede med den allerbedste energi, som jeg følte, jeg delte ud af. Bogstaveligt talt. På trods af at vores tilværelse ændrede sig drastisk, var jeg i en periode altid klar med nye aktiviteter til børnene, gerne noget jeg selv lavede fra bunden, jeg så pisse godt ud hver dag (syntes jeg selv. Og jeg var overbevist om, at andre tænkte det samme), jeg havde et hovede, der spruttede med ideer, som jeg handlede på, fordi jeg kunne, og jeg følte, jeg gjorde en kæmpe forskel. Men jeg var også ufokuseret, irritabel og havde mindre empati. Dette er bare nogle af tegnene. For også i manien ligger der en masse skamfuldt, som kan være svært at dele. 

Jeg er ikke alene

Men her står jeg så nu som 37-årig. Med en diagnose i hånden, der tvinger mig tilbage i tiden for at få øje på, føle og mærke en masse. Dét er overvældende. 

Heldigvis er jeg blevet tilknyttet et gruppeforløb, hvor jeg sammen med ni andre bipolare og partnere skal undervises i, hvordan vi bedst muligt lever med en bipolar affektiv sindslidelse og få en forståelse for, hvad det egentlig handler om. Det er utrolig rørende at sidde der med andre helt “normale”, voksne mennesker og finde ud af, at man ikke er alene om at have haft et liv, der er (og har været) én lang, alt for vild rutsjebanetur fyldt med storhedsvanvid og skamfuldhed. At andre også har haft perioder, hvor de ikke længere ønskede at leve, selv om deres liv på papiret både er meningsfuldt og dejligt. Jeg er så taknemmelig. 

Har eller er jeg bipolar?

Allerede første gang havde vi snakken om, hvorvidt man er sin diagnose eller blot har den med sig. Sjovt nok samme spørgsmål vi diskuterede, da vi gik i et forløb omkring Felix’ diagnose, autisme. 

Der var flere deltagere, der så diagnosen som en led (til tider fed) følgesvend. Altså ikke en de som sådan ønskede at identificere sig selv med, omend de accepterer, at den er med dem. Og så var der andre, der ligesom jeg, føler, at man ikke kan skille det ad på den måde. En af deltagerne beskrev det som en personlighedstype, og det kunne jeg egentlig ret godt lide. Min personlighedstype er bipolar, og nu er min (og samfundets opgave) at finde ud af, hvordan jeg som person passer ind på jobmarkedet f.eks. 

Jeg hverken kan eller skal skjule det faktum, at jeg er bipolar, for så gentager historien sig bare. Jeg skal heller ikke (længere) være flov over, at jeg nogen gange er for meget, nogen gange for lidt i forhold til normerne. Jeg skal være mig selv, og det er jeg kun, når jeg er åben og ærlig omkring, hvem JEG er. Og det er den bipolare diagnose et langt stykke af vejen med til at definere. Jeg er selvfølgelig også en masse andet dejlig krymmel, men kagen er bipolar.  

Jeg er bipolar <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *