Autisme

Den første skoletid

Nu er det ved at være nogle uger siden, at vi sendte Felix afsted på sin “første skoledag”. I ved den dag, hvor man som forældre stolte kigger på sit barn, der trasker forventningsfuld ind i skolegården med en alt for stor rygsæk på ryggen, blottede mælketænder og nye klæder. Nå nej… Misundelig much. I know.

Vi havde jo tyvstartet lidt med skolen for Felix. Han startede faktisk allerede i 0. klasse 1. juni, hvor jeg var med ham alle dage på nær de tre sidste inden sommerferien, hvor han klarede at være der alene om formiddagen. Ugen inden skolestart var der SFO. Ikke med de kendte lærere, men med skiftende voksne og andre børn end dem fra hans klasse. Det var vi forberedte på, men mente stadig, det var en god idé at sende ham afsted sammen med mig, så han ligesom vænnede sig til at skulle afsted til skole hver morgen. Det gik okay.

Første skoledag

Og så til den dag, hvor ens Insta- og Facebook feed svømmede over med billeder af de gladeste, dejligste og sødeste skolebørn. Sådan en havde vi ikke.

Felix skulle med taxa om morgenen. Det var lidt et sats, men vi tænkte, at vi ligeså godt kunne kaste os ud i det, så taxa og skole ligesom kom til at hænge sammen fra start. Og skolen var jo ikke ny for ham. Han glædede sig faktisk rigtig meget til det hele, var godt forberedt og virkede klar. Men så skete det. Da taxaen kom, løb han i panisk tilstand tilbage efter mig, grædende, hyperventilerende og fuld af angst. Han stolede ikke på nogen, men havde samtidig så meget brug for sine forældre. Det gjorde forbandet ondt. Men Frans og jeg var heldigvis enige om, at han skulle afsted på den ene eller anden måde.

Vi sendte taxaen væk, og efter en god rum tids forhandling gik han med til, at jeg kørte ham til skolen, hvis jeg også lovede at gå med ind i klassen. Det gjorde jeg selvfølgelig, og han sad klistret op ad mig, eller ovenpå mig, i begge de timer, vi var der.

Den eftermiddag knækkede jeg. Men Felix, han klarede den jo sådan set.

Alene i skole

Vi blev enige om at droppe al taxakørsel og bare fokusere på, at Felix skulle i skole, gerne uden os forældre. Så fra tirsdag blev det sådan, at Frans kørte ham, og så stod hans klassepædagog klar til at tage imod ham. Skoledagene skulle hedde fra 8-10 hele ugen.

Det gik så fint. Han var hverken mere eller mindre anderledes herhjemme om eftermiddagen, og lettelsen hos Frans og jeg var til at føle på.

I uge 2 forlængede vi to af dagene til kl. 11 med samme gode resultat. Samt en masse ros af hans engagement og arbejdsomhed. Det føltes så godt. Både for ham og for os.

En svær weekend

I uge 3 blev onsdagen yderligere forlænget til kl. 12. Og så var det meningen, at han allerede skulle hentes kl. 10 fredag, ugens sidste dag, hvor han er trættere end de andre dage, og hvor klassen har idræt. Men Frans og jeg havde et vigtigt møde, så denne dag måtte også være til kl. 12.

Om det var dét, der var årsagen til en virkelig træls eftermiddag, en meget ubehagelig lørdag og en svær start på søndagen vides ikke. Der kan være andre årsager også. Men rart var det ikke.

Så uge 4 (denne uge) hedder 8-12 man-tors og 8-10 fredag. Så må vi se, hvordan weekenden bliver.

Åhhhh nej…

Mandag blev jeg ringet efter, halvanden time før Felix skulle hentes. Jeg tænkte “F***, nu har vi ødelagt det for ham”. Han havde været træt og mut hele morgenen, fik jeg fortalt, og var pludselig blevet ufatteligt ked af det. Skolepædagogen kunne slet ikke finde ud af, hvad årsagen var, ud over træthed. Derfor ringede hun til mig for at høre, hvad jeg synes, vi/hun skulle gøre.

Jeg var ikke i tvivl om, at han skulle hentes. Så jeg cyklede afsted, og tog heldigvis imod en glad, men træt Felix. På vej hjem i cyklen fortalte han mig, at han var blevet ked af det, fordi lyden i hans høretelefoner var så megahøj, at han var blevet forskrækket. Og så reagerer han altså med utrøstelig gråd, også herhjemme.

Jeg blev så lettet, da han fortalte det. Årsagen var ikke for stort et pres, men et chok. Planen fortsætter derfor, og i dag har det været endnu en fin dag til kl. 12.

Overordnet

Når jeg henter Felix om eftermiddagen, er han glad og stolt. Han vokser med den ros, og de successer han oplever. Men de er glemt om morgenen. Her vil han ikke afsted. Så vi må snige tøjet på ham, mens han ser iPad, og skubbe ham stille ud i bilen. Han er ikke sur eller ked af det. Han vil bare ikke afsted.

Og hvad taxaen angår, så venter vi lige lidt med den. Felix siger selv, han er klar, og vil meget gerne ud og køre i skolebussen, men vi tror stadig, det er for overvældende. Når tid er, har vi aftalt med skolen, at det er dem, der sender ham i taxaen hjem, og ikke os der sender ham afsted.

Små skridt, små glæder.

Mor til et skolebarn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *