Autisme

En almindelig morgen i kongeriget

Der var engang en lille konge. Han hed Felix. Han ønskede egentlig ikke selv at være konge, men han trivedes bare ikke rigtigt uden at have fuld kontrol med rigets tilstand. Og med behovet for kontrol fulgte befalinger, som helst skulle råbes, hvis de skulle høres, forståes og reageres på prompte af fodfolket. Og den, der råber højst, er altså den, som har kronen. I hvert fald så længe fodfolket makker ret. Og det gør de ofte. For de frygter bål og brand og halshugning, selv om kongen i virkeligheden er en ganske rar, sjov og kærlig lille herre. I hvert fald så længe kongeriget ser ud og fungerer, ligesom han ønsker det.

Selvfølgelig er ovenstående meget firkantet sat op, men det var altså det billede, jeg fik i hovedet i morges efter endnu en ret almindelig morgen i vores lille familie. Lad mig prøve at tage dig igennem den første halvanden time af vores dag.

En almindelig morgen

6.30: Felix og jeg vågner op efter at have sovet og ligget (meget) tæt, lige siden vi sammen gik i seng kl. 19.30 i går aftes. Det har umiddelbart været en god nat med kun få opvågninger. Vi går glade ned på toilettet, hvorefter Felix sætter sig ind og krammer lidt med farfar, der snart skal på arbejde.

Jeg henter i mellemtiden vores dyne ned i sofaen og tænder for Ramasjang. Vi ligger sammen og ser morgen-fjernsyn med Lille Prinsesse og Gurli Gris.

7.00: Felix begynder at blive urolig, og jeg siger, han gerne må gå ovenpå og vække far og Lulu. Først vil han have mig med, men siger så, han godt kan klare det selv.

Lidt efter kommer han ned og siger, jeg skal gå med ham på badeværelset i kælderen og hente termometeret, da Lulu er varm. Vi kan dog ikke lige komme ind på badeværelset, og jeg vælger i stedet at gå ovenpå og tjekke påstanden. Lulu er ikke varm. Hun og far ligger i sengen og hygger. Lidt efter råber Felix fra underetagen, at jeg skal komme ned til ham NU!

7.15: Jeg smutter ned til Felix igen og beslutter, at vi hellere må få lavet noget morgenmad. Felix vil ikke fortælle mig, hvad han har lyst til at spise. Han åbner i stedet køleskabet og siger meget bestemt, at han vil have juice, som desværre står synligt fremme i køleskabet (vi plejer at gemme den). Jeg svarer: “Ikke lige nu”, hvor til han skriger JUICE. Sådan kæmper vi lidt frem og tilbage, og jeg forsøger at aflede efter bedste evne.

Han stopper, da han vist får en fornemmelse af, at jeg kommer til at give mig. Det har jeg dog endnu ikke selv besluttet på daværende tidspunkt. Han går lidt hvileløst rundt, og jeg spørger, om han har kaos i hovedet. Han råber “JA”, kigger på tavlen, som stadig er med piktogrammer fra i går, og siger, han er sur, fordi vi ikke malede i går som planlagt. Jeg siger til ham, at det er på programmet i dag. (Sandheden er, at jeg på ingen måde kunne lokke ham med på aktiviteten i går).

Til sidst får jeg ham lokket med hen og lave havregrød ved komfuret. Det forløber stille og roligt med snak om Felix som baby, hvornår han begyndte at sige hvad osv. På hans initiativ.

7.30: Jeg øser havregrød op til begge børn og kommer mælk og sukker på. Felix sætter sig klar med sin iPad, som også er sat frem. Da han får havregrøden, siger han, at han vil have sukker på. Jeg forklarer, der allerede er sukker på, laver en lille smagsprøve til ham, som jeg puster på, sikrer mig, at den ikke er varm, og stikker den i munden på ham.

Felix spytter det ud og skriger med tårer i øjnene, at det var for varmt. Her efter vil han OVERHOVEDET ikke have havregrød mere. Heller ikke, da jeg går med til at komme lidt mere sukker på. Han skubber dramatisk tallerkenen hen over bordet og begynder i stedet at råbe på snobrød (hans ord for rundstykke). Jeg siger, vi ikke har flere, mens jeg forsøger at gøre op med mig selv, om jeg skal holde fast i, at han skal spise havregrøden, som han selv har bedt om. Eller om jeg skal føje mig og lave en bolle til ham.

7.45: Frans og Lulu kommer til. Lulu sætter sig straks og spiser stille og roligt. Frans lader som om, han er uvidende om eskapaden og forsøger at lokke Felix til at spise sin mad. Felix råber NEJ! Og beder igen om snobrød. Frans forklarer også, at vi ikke har flere, men da han igen får et skrig retur og lige er blevet briefet hviskende om kortslutningen af mig, vælger han at lægge en bolle på risteren.

7.55: Felix har nu fået sin bolle og er begyndt at spise. Alt er roligt, lige indtil han igen begynder at skrige på JUICE!

8.00: Jeg laver planen og smutter i bad, mens Frans tager kampen.

Kunne, kunne, kunne

Der er flere ting ved denne morgen, som godt kunne have været anderledes. Juicen kunne være gemt (vi har den kun, fordi vi bruger den til smoothie om eftermiddagen). Jeg kunne have afledt med det samme i stedet for at sige “nej” og “ikke” (triggere). Jeg kunne have øset grød op sammen med Felix. Jeg kunne have lavet planen for i dag allerede i går aftes.

Der er altid ting, der kunne være gjort anderledes. Jeg kunne også have holdt fast ved, at han skulle spise den havregrød og slået hårdt ned på hans råberi. Men det, man skal forstå, er, at Felix råber, kommanderer og bestemmer, fordi han på daværende tidspunkt ikke har ressourcer til andet. Han er af uforklarlige årsager flad på batterierne, allerede inden dagen er startet. Så hvis han og jeg skal have en god dag sammen, så skal han aes med hårene. Sådan er det bare.

Hvad tænker du?

Morgenen ovenover er en ret almindelig morgen for Felix. Det store spørgsmål er altid, hvordan kan han være så flad allerede inden kl. 8.00? Kun en time efter han vågnede. Sover han dårligt om natten? Er det fjernsynet? Er det fordi, han ikke ved, hvad dagen bringer, selv om alle dage stort set ligner hinanden?

Hvis nogen har input eller gør sig nogle betragtninger, som jeg ikke lige har tænkt over, så hold jer endelig ikke tilbage med at skrive i kommentarfeltet eller sende mig en kommentar eller besked på Instagram.

Autismemor til tjeneste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *