En mors tanker: Verdens værste følelse

Hvor sender man sin misundelse hen?

Misundelse er en af de værste følelser,  jeg kender. Den æder mig op indefra.

Den sidder i min mave, men også min hals føles stram og øm. For det er jo forbudt at sige det højt: At jeg er skide misundelig, på det andre har. Det andre får. Det andre kan!

Jeg taler ikke om den misundelse, man føler, når man ser billeder på insta med azurblåt hav og palmetræer, selv om det nok også er reelt nok for nogle at føle absurd misundelse der. For mig handler det om bristede håb og forestillinger om noget, som så alligevel ikke blev. Eller i hvert fald blev meget anderledes.

En med forstand skrev, at når man føler misundelse, så skal man forsøge at vende det til fascination. De to følelser hænger overhovedet ikke sammen i min verden, så nej tak til den gaveindpakning. Det ville nu ellers være rart, hvis man kunne give lorten videre – og her taler jeg om følelsen.

For jeg er skam dybt taknemlig for det, jeg har fået, og jeg ved, at jeg er sat i verden sammen med de mennesker, der er sammen med mig, af en grund, som er meget større end mig selv. Det vælger jeg i hvert fald at tro på.

Men hvor sender jeg misundelsen hen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *