Et familieliv med autisme
Hverdagen med autisme,  Mestringsstrategier

En ualmindelig familie

Dette allerførste indlæg på vores blog er skrevet i et sjældent øjeblik, hvor jeg føler mig som en del af en helt almindelig familie. I hvert fald som jeg forestiller mig en sådan en (hvis den findes). I haven kan jeg se min mand Frans samle blade, mens min datter Lulu på snart to år trisser rundt og leger med sig selv. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at jeg føler mig fuldstændig rolig og afslappet her i stuen, hvor jeg sidder. 

Men der mangler også en. Ham der er årsag til, at vi har valgt at lave denne blog. Vores elskede søn Felix på fire år. I efteråret fik han diagnosen infantil autisme. Han har været på weekend hos sin farmor og farfar, og når han om lidt brager ind ad døren med et: “Halllllooooooo” på højde med Eiffeltårnet, bliver det almindelige en anelse mere ualmindeligt. For når jeg har givet min søn den kæmpekrammer, som vi begge to længes efter at give hinanden, kigger jeg på hans lille ansigt med alle mine følere slået ud. Klar til at vælge en passende strategi fra mit stadig sparsomme katalog, så ikke bare Felix, men hele familien får en god eftermiddag og aften uden for mange kampe og nedsmeltninger. Når det lykkes, føler jeg mig som jordens heldigste mor. Og så har jeg slet ikke noget imod at være en lille ualmindelig familie.

Et famlieliv med autisme

Min mand Frans og jeg har besluttet at lave denne blog først og fremmest for os selv. Vi vil gerne føre en slags dagbog over den kommende tid; Vi skal lære at være forældre til et barn med særlige behov. Vi skal  lære at være forældre til Lulu, som er søster til en, der fylder meget mere, end hun gør – selv om hun er udstyret med et godt temperament. Vi skal lære at være kærester, ligesom alle andre forældre. Samt passe på os selv og hinanden i en hverdag, hvor stressniveauet er kronisk højt. Det kunne være en privat dagbog, men hvorfor ikke dele den med andre, som ligesom os mangler nogen at identificere sig med?

Man behøver ikke have autisme i familien for at læse med. For selv om Felix er omdrejningspunktet, så vil vi skrive om episoder, følelser, tanker og oplevelser, der gør sig gældende i alle familier. Ikke kun de ualmindelige.

Så velkommen til Familien Lykke.

Kærlig hilsen Jannie

2 kommentarer

  • Iben Seeberg

    Tak for jeres blog, vores søn på 2,5 har samme diagnose og det har vi vidst én måned – dvs. vi tror han har normal begavelse, men kan ikke være 100% sikker i hans alder. Skønt at læse om jeres erfaringer – og spejle os selv i det store arbejde der er i det for os forældre. Vi har taget skærm helt fra ham og synes det fungerer godt efter en kold tyrker. Taler jeres søn i ekkolali nogen gange, eller helt almindeligt sprog?
    Mange hilsner
    Iben

    • Jannie Lykke Øberg

      Kære Iben.

      Jeg ser først din kommentar nu. Tak for den 🙂

      Vildt at I har taget skærm helt væk. Hvordan går det mon med det? Vi er nok gået lidt den modsatte vej, og kan helt ærligt ikke forestille mig en hverdag uden skærm for Felix, omend vi prøver at reducere forbruget en smule.

      Felix taler helt almindeligt. Men har tendens til at gentage sig selv igen og igen, fx et spørgsmål, og det er vel en slags ekkolali!? Håber I har det godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *