Felix har en diagnose - infantil autisme
Hverdagen med autisme

Hvorfor er diagnosen vigtig?

“Hvorfor er det så vigtigt at få en diagnose?”, var der engang en, der spurgte mig. Jeg blev helt paf. På den der “øhhhh”-måde, hvor man ikke rigtig kan få et svar over sine læber, fordi alt pludselig roder i hovedet. Jeg har tænkt over det flere gange siden. Vi hører jo så meget om, at der bliver givet diagnoser ud til højre og venstre. At mange flere har en diagnose i dag sammenlignet med førhen.

Det har ikke været vigtigt for os at få en diagnose. Absolut ikke! Det har været vigtigt for os at få et svar, som kunne slå knude på Felix’ forskellige og mange udfordringer. Vi nåede til et punkt, hvor vi simpelthen ikke forstod vores barn. Og når man ikke forstår sit barn, er det meget svært at møde barnet, så man føler sig som en god nok forælder.

Jeg kunne aldrig drømme om at sige, mit barn har en diagnose, hvis han/hun ikke havde fået det sort på hvidt: Efter utallige udtalelser, spørgeskemaer og undersøgelser. Jeg skal ikke se mig fri for at have tænkt ADHD, autisme, særligt sensitiv, som Frans skrev om i dette indlæg (ikke er en diagnose, I know). Jeg søgte svar i det, jeg troede, jeg kendte til. Men jeg har altid holdt det for mig selv. Ikke engang Frans og jeg har talt om det, før det blev vurderet og anbefalet, at Felix blev udredt i børnepsykiatrien.

Diagnosen har ændret Felix

Efter diagnosen blev stillet, spurgte en veninde mig i nysgerrighed og meget venligt, “om det egentlig betød noget, at vi nu havde en diagnose? Felix havde jo ikke ændret sig!” Igen blev jeg en lille smule paf og stille. Men mit hovede var ikke længere lige så rodet. For selv om der er meget, vi som forældre skal læse og lære, så kender vi nu vejen.

Så svaret på hendes spørgsmål er, at Felix ganske rigtig er den samme skønne, sjove, herlige dreng. Og den samme udfordrende dreng. Men på de fire måneder, der er gået, siden vi fik diagnosen infantil autisme med normal begavelse, har vi lært, at vores søn er en dreng, som opfatter og bearbejder verden på sin helt egen måde. Når vi forstår og accepterer det, så kan vi møde ham på den måde, der er mest spiselig for ham.

Det har vi gjort i fire måneder nu, og både Frans og jeg er enige om, at Felix faktisk er blevet en anden. Eller anderledes om man vil. Han er allerede en dreng med et større overskud. Han er så småt begyndt at lege med sig selv og har kastet sin kærlighed på lego. Han kan bedre rumme sin lillesøster. Han har ikke lige så meget behov for at synke ned bag en skærm. Og så er han pludselig begyndt at synge.

Vi har fået en gladere dreng, efter vi fik kendskab til diagnosen. Ikke på grund af diagnosen, men på grund af den forståelse af vores søn, den har givet os.

Idag den 2. april 2018 er det i øvrigt Verdens Autismedag.

Læs her, hvorfor vi startede bloggen

Kærlig hilsen Jannie  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *