Power Mom

Er du en power mom?

Ja, du er! Ordet power mom har floreret rundt i mit hoved i dag. Måske fordi jeg de sidste tre dage har følt mig som alt andet end det. Jeg har været træt, ugidelig, energiforladt. Jeg har ikke haft overskud til at lege med mine børn, selv om jeg har været nødt til det, og jeg har slet ikke haft gang nok i min hjerne til at finde på aktiviteter, vi kunne lave.

Det giver ikke rigtig mening, at det så er ordet power mom, jeg bliver ved med at tænke på, vel?. Jo, det gør! For min hjerne er så skide god ved mig, når den minder mig om, at uanset hvordan jeg har det, eller hvordan jeg føler mig, så er det lige hvad jeg er. Powerful!

En lille idé

Jeg har fået en idé. Det næste stykke tid vil jeg én gang om ugen lave et lille interview med en kvinde, jeg kender. En power mom. Og man behøver så absolut ikke have et barn med særlige behov, for at være sådan én. Jeg har masser af bekendte, familie og veninder, der er fulde af power, uden alt det særlige.

Jeg har en veninde, som hver dag arbejder som pædagog, og når hun kommer hjem skal hun fortsætte med at være “på” sammen med sine egne børn. Det er altså børn 24/7, venner. Det er i min verden power. Også selv om den pågældende veninde altid svarer mine roser med: “Jamen, det er jo ingenting i forhold til, hvad I kæmper med”. Jo det er!

Jeg har en anden veninde, der har fundet ud af, at hvis deres familie med tre små børn og en mand, der arbejder meget, skal fungere, så er hun nødt til at tage styringen 110%. Hun kalder sig selv for nazi-mor. I min optik er hun power mom.

Og så er der veninden, som for en periode har valgt at satse på sin karriere, selv om hun hver dag tager på arbejde med en dårlig samvittighed over at være mere væk fra sine børn. Men hun gør det, fordi hun har en drøm. Og jeg ved, at når hun kommer hjem fra arbejde hver eneste dag, så bruger hun sin sidste energi på at være den bedste mor for sine børn. Jeg synes, hun er power, fordi hun tør gøre noget for sig selv og bevise, at man både kan være mor og have en karriere.

Så måske hører du fra mig, hvem end du er.

Jeg starter…

Jeg er power mom, fordi….

  • jeg tilgiver mig selv, når jeg fejler ift. mit eget ideal. Fx fortæller jeg mig selv, at det er okay, når jeg ikke lige har overskud til at lege. Det er okay, når jeg indimellem kommer til at råbe højt. Det er okay, hvis jeg kommer til at græde foran mine børn. Jeg er bare et menneske.

Jeg synes, jeg er den bedste udgave af mig selv sammen med mine børn, når jeg….

  • lykkes med en aktivitet, jeg har fundet på, som de begge engagerer sig i. Helst en spontant opstået idé/aktivitet, som jeg ikke har lagt for mange kræfter eller for mange ambitioner og forventninger i. Det øver jeg mig på.

Jeg føler, jeg mister min power, når …

  • absolut intet lykkes af det, jeg har tænkt, og konfliktniveauet er så højt, at jeg ikke kan trænge igennem til mine børn og sætte mig i respekt.

Jeg vinder min power tilbage, når jeg….

  • giver slip! Når jeg accepterer, at der er dage, hvor det eneste, der virker, er at påtage sig en rolle eller gynge i hængekøje. Eller se film og iPad.

Mit største mor-forbillede lige nu er….

  • Gitte Krupsdahl, @krupsdahl. Hun er mor til Willie med Charge Syndrom og lever et ret isoleret liv for at passe på ham, i særdeleshed lige nu, hvor Corona raser. Jeg er så heldig, at jeg har mødt Gitte i virkeligheden også, og hendes tanker og betragtninger om det liv, hun lever, er simpelthen så inspirerende. Hun er i sandhed en power mom.

Jeg passer på mig selv ved at….

  • lytte til mig selv og min krop. Jeg har en intention om at løbe hveranden dag, fordi det giver mig energi, men jeg forsøger også at være okay med, når jeg ikke kommer afsted (læs dette >>), fordi jeg måske er for træt.

Jeg vil gerne sende stafetten videre til….

  • en mor jeg følger på Instagram, som jeg også deler navn med. Hun hedder Janie Ryberg, @janieryberg. Jeg synes, hun fortjener at blive mindet om – og minde sig selv om – hvor powerful hun er. Så jeg håber, hun vil lege med.

Let’s spread some power, moms!

/Jannie

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *