Børn

Farlige forventninger

Jeg har sådan cirka verdens dårligste dag i dag. Sådan føles det i hvert fald lige nu. Felix spurgte mig på vej hjem i bilen fra den mislykkede tur, vi har været på: “Mor, tror du overhovedet, det bliver en god dag i dag?” Og jeg kunne ikke svare andet end: “Det ved jeg virkelig ikke”. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at lyve.

Jeg har lyst til at give alle andre og alt andet end mig selv skylden for, at dagen er sådan. Mine børn, som ikke hører efter, taler grimt og slås med hinanden. Vejret, som er tungt og træls. Omstændighederne (at jeg ikke har mit eget hus, ikke har et arbejde, igen skal være hjemme med mit barn/børn efter kort at have snuset til det andet liv). Menstruation. Mine forældres hus, der er fuld af håndværkere. Og meget andet.

Men i virkeligheden kan jeg nok kun pege fingeren et sted hen: Mod mig selv og de forventninger, jeg har haft til dagen, som endnu engang har været for høje.

En sød, men dum beslutning

Det er lidt et kendetegn ved mig. At være meget ambitiøs, have høje forventninger og blive skuffet. Ind i mellem. Det sker heldigvis også relativt ofte, at det, jeg forbereder, bliver en succes. Sådan føles det bare ikke på de dage, hvor det ikke gør. Som i dag.

Jeg besluttede allerede i går aftes, at jeg ville holde Lulu hjemme i dag, selv om hun egentlig ikke har ferie fra børnehave endnu, ligesom Felix har fra sin skole. Vi har lige været to dage i Legoland med Felix, Lulu har savnet os, og jeg syntes derfor, det ville være synd at sende hende afsted.

At have begge børn hjemme er ikke nemt. Vi er ikke sådan en familie, hvor lege bare går gnidningsfrit. Jovist, kan de lege sammen de to, men de kan ikke lege hver for sig, og de skændes og slås også en hel del. Så det kræver forberedelse. Det ved jeg.

Storcenter-bingo gone wrong

I dag havde jeg så planlagt, at vi skulle en tur i Kolding Storcenter. Ikke det sjoveste sted for børn, I know. Men Lulu mangler sneakers, og Felix manglede en rygsæk. Og mine forældres hus er som sagt fyldt med håndværkere.

Sidst vi var afsted, godt nok alene med Felix, var det en ret stor succes, fordi jeg havde lavet en slags plan for besøget, som han fulgte med stor iver og begejstring. Så det samme havde jeg forberedt til denne tur: Storcenter-Bingo.

Det startede okay, men Lulu har, siden hun vågnede i morges haft behov for at opføre sig som jordklodens største diva. Og det fortsatte i centeret. Hun kastede med ting, talte skrækkeligt grimt til mig, smed sig på gulvet osv. Felix opførte sig faktisk okay, bortset fra han stak af hele tiden. Formentlig, fordi han syntes, det hele var lidt for meget, Han blev ikke ked af det på noget tidspunkt, hvilket er ret stort og kræver et indlæg for sig. Men det var selvfølgelig enormt stressende for mig.

The worst feeling

Så på trods af en solid plan for i dag, som jeg allerede lavede i går aftes, og bingopladen, jeg lavede i morges, lykkedes det altså ikke at gøre turen til en succes. Ej heller finde et par sneakers, der passede divaen. Jeg kamsvedte og havde et nervesystem, som skreg til mig, at jeg skulle skrige, tage fat, hive og slæbe mine unger afsted. Det havde jeg heldigvis selvkontrol nok til ikke at gøre. Sådan næsten. Men føj, hvor er det ubehageligt at rende rundt med den følelse.

Jeg føler mig magtesløs som mor i dag. Som en kæmpe fiasko. Jeg hader det! Jeg tænker, det er okay, at man ikke altid kan være det bedste forbillede for sine børn, men et “okay” får det ikke til at gøre mindre av.

Bliver dagen god igen? Jeg ved det ikke. Jeg har brug for en krammer og noget at grine af.

Hilsen en ynkende (ynkelig) mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *