Depression

Godt gift! Det er, hvad jeg er

Frans! Min kære mand siden 2013. Min bedste ven gennem de sidste 18 år. Jeg føler mig ustyrligt heldig, at netop han landede i mit liv dengang for snart to årtier siden. Det lå ikke i kortene (han er fra Roskilde, jeg er fra Fredericia). Men det stod skrevet i stjernerne (Den historie skal I nok få en dag). Heldigvis.

Ligesom alle andre ægtepar/kærestepar har også vi været igennem vores op- og nedture. Vi har svigtet hinanden, været vrede på hinanden, været skuffede over hinanden. Og vi har tilgivet hinanden. Igen og igen. Og elsket hinanden en lille smule mere efter hver gang.

Og så kom der børn i billedet. To dejlige børn, som gav kærligheden i mellem os en ny dimension. En fornyet respekt for hinanden. Af den slags, hvor man gerne går en ekstra mil for sin partner uden at forvente andet til gengæld end gensidighed.

Kampen værd

Den mil – af den ekstra lange slags – har Frans for alvor gået for mig den sidste halvanden måned. For alt i mens jeg har rodet rundt i min egen sø af dårligdomme og elendigheder i en sådan grad at redningsvesten blev en stue på psykiatrisk afdeling, har han styret ALT på hjemmefronten. Med en sådan selvtillid og styrke, at jeg nu sidder her med præstationsangst. Sagt med kærlighed.

For han har virkelig styr på det derhjemme. Rutinerne, børnene, dagligdagen, husholdningen. Ja, selv julen og gaverne har han styr på. Og mig (så godt som). Han har i hvert fald været noget for mig hver evigt eneste dag, og det er i særdeleshed også hans fortjeneste, at jeg har kunne kæmpe mig tilbage igen. Både fordi han fysisk var den, der fik mig til lægen. Men også fordi han er – min familie er – værd at kæmpe for.

Han fortjener…

Jeg GLÆDER mig til at komme hjem igen. Til at jeg igen kan være noget for mine børn. Og for Frans. (Og mig selv, bevares. Det er bare ikke lige den omsorg, der trænger sig mest på lige nu.) Egentlig fortjener han, altså min mand, at blive sendt afsted på et retreat, men jeg savner ham for meget til at sende ham væk. Og jeg tror også, han savner mig som mere end en partner in crime.

Så nu skal jul og nytår bare nydes som familie og som par. Og så er vi så klar – alle mand – til at sende 2020 i glemmebogen og starte på et herligt nyt år med alle mand raske, rørige og forhåbentlig en vaccine rigere, så vi igen kan komme hinanden lidt mere ved både i ind- og udland.

Rejse og kramme cravings fra et stk. (snart) rask fru Lykke

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *