Hvad så med Lulu?

Forleden blev jeg ramt af sådan en uretfærdighedsfølelse – både på min datters og egne vegne. 

Lulu og jeg legede med sæbebobler ude på vores vej. Felix var cyklet en tur med sin farfar. Da de kom tilbage, hoppede Felix direkte hen til Lulu og jeg (forventeligt) og hev sæbeboblepinden ud af hånden på Lulu (forventeligt). 

Felix er ikke ubehøvlet her, det ved jeg. Han er socialt udfordret særligt efter en længere og trættende cykeltur sidst på en helt almindelig hverdagseftermiddag. Så med pædagogisk overskud fik jeg lokket pinden fra Felix og ledt ham til det, han egentlig ville: 

“Lulu, må jeg være med?”

Ja, det måtte Felix gerne, og han fik lov at starte. Næste problem opstod så, da han ikke ville aflevere pinden – igen. Jeg forsøgte at sætte nogle klare rammer for legen: hvor mange gange må man prøve, før man skifter osv. 

Lige lidt hjalp det, og det endte med, at Lulu jagtede ham grædende, mens jeg mere og mere pædagogisk desperat (bestemt og tydelig, men nok også lidt for højt) prøvede at tale min søn til fornuft med mantraet: “Børn, der kan opføre sig ordentligt, de gør det.” 

Jeg vil så gerne tro på disse kloge ord, men i situationer som denne er det eneste, jeg ser, ofte et uforskammet barn. Det VED jeg godt, Felix IKKE er. Børn har jo altid en grund til at handle, som de gør. 

Men hvorfor så skrive alt dette Jannie? 

Fordi, det der ofte sker, er, at Lulu bliver sendt væk eller selv går, fordi situationen ikke er rar at være i for hende, og den opmærksomhed, hun havde fra sin forælder helt alene, er væk. Det er hendes vilkår for nuværende, og for pokker hvor ville jeg ønske, det var anderledes. 

Jeg er selv vokset op med en handicappet søster, så jeg ved, hvordan det er at have en i familien, der kræver særligt meget opmærksomhed. Derfor gør disse situationer måske også ekstra ondt på mig. 

Lulu er sej og stærk. Og vi er meget opmærksomme på hendes behov også. Vigtigst af alt, så knuselsker hun sin bror, og de to leger simpelthen så godt sammen efterhånden. Også uden guidning fra os forældre. Jeg vil endda vove at påstå, at Lulu har fået en lille smule medbestemmelse i legene, som Felix ellers agter at styre (ligesom de fleste større søskende, formoder jeg). 

Det bånd de har, og den kærlighed, der er mellem dem, håber jeg, vil vare ved for evigt. Også i uretfærdighedens navn. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *