Hvorfor vise sig frem?

Jeg burde sove, men kæmper lidt med Ole Lukøje for tiden. Enten finder han ikke rigtig vej til mig, eller også kan han simpelthen ikke komme til for alle de tanker, der flyver omkring hovedet på mig. 

Jeg vil gerne skrive lidt om, hvorfor jeg startede bloggen og instagramprofilen @lykkefamilien (som nok fylder mest). Hvilke tanker jeg har gjort mig omkring det hele, og hvorfor vi pludselig forsvandt et lille års tid. 

Jeg startede bloggen små fire måneder efter, vi havde fået Felix’ diagnose. Min mand Frans og jeg startede både den og profilen i fællesskab med en klar idé om, at vi ville åbne op for nogle af de kampe, vi kæmpede, vores tanker og følelser omkring det og selvfølgelig også vores succeser. Det behov er der nogen, som får, når de havner i en verden, ingen andre forstår. Ret hurtigt trak Frans sig, men han er heller ikke skriveren af os, så det var sådan set forventeligt. 

Jeg tror, jeg i starten brugte bloggen til at kanalisere min sorg. På det tidspunkt havde jeg faktisk ikke behov for at vise mig frem, jeg havde mere brug for luft. Det forunderlige var dog, at jeg ofte oplevede, at jeg fik vendt nogle lidt trælse episoder til noget mere positivt, når jeg skrev.

Men så blev jeg bange. Bange for om jeg udstillede min søn. Bange for ikke at være åben nok, for hvad var så egentlig meningen med galskaben? Bange for ikke at være insta-perfekt. Bange for morpoliti og insta-hate (det har jeg heldigvis aldrig oplevet). I tvivl om, hvad jeg egentlig ville med det hele. 

Så jeg trak mig. Både fra blog og Insta. Jeg fulgte heller ikke med hos andre, for hver gang jeg oplevede en medmor få en masse love og omsorg, blev jeg vildt misundelig. Yes, I said it! Men det siger nok noget om, hvor jeg var henne i bearbejdningsprocessen. Jeg kunne nemlig heller ikke selv overskue at kommentere (give omsorg) eller svare dem, der rent faktisk reagerede på noget af det, jeg skrev. 

Men så gik der et år, og pludselig en dag sagde Frans, at der havde været en del inde og læse på vores stilleliggende blog. Pludselig gav det mening for mig at dele ud af alt fra erfaringer, værktøjer, tanker og følelser igen. For ved I hvad? På bare ét år er vi nået så ufatteligt langt, og hver dag har vi grund til at give os selv et skulderklap, fordi vi den dag har gjort det bedste, vi kunne. Også selv om det var med trillende tårer og lidt for hårdt sprog eller for høj en tone. 

Det giver så meget mening for mig at åbne op og dele ud. Fordi det giver mindst lige så meget mening at opleve andre gøre det samme. Jeg bliver så klog, og jeg føler mig aldrig alene. 

Men ja, jeg gør det med min søn som frontfigur. Det er nemlig ham det hele handler om – eller på denne profil hans diagnose, og hvad der følger med den af udfordringer, kampe, sejre og glæder for både ham, os som forældre, os som familie og hans lillesøster Lulu. 

Jeg tænker meget over, hvad jeg poster og skriver om Felix, men jeg forsøger også at være åben og ærlig. For hvad ville I få ud af, at jeg smurte candyfloss ud over hele baduljen? Måske ville I stadig blive inspireret, men det ville jo ikke være sandheden om at være forældre til et barn med autisme. At være en familie. Eller søster. For livet med autisme er aldrig kun lyserødt. Nogen dage er det faktisk ret sort. 

Hvis Felix bliver sur på mig, når han engang forstår, at jeg deler elementer fra hans liv og udvikling, ved jeg stadig med mig selv, at jeg kan stå inde for det hele som et højere formål: At inspirere andre og blive inspireret, at støtte og blive støttet, at vise en grad af autisme, som der hverken bliver lavet programmer eller skrevet bøger om (i hvert fald ikke mig bekendt). Jeg vil selvfølgelig slette hele lortet, hvis Felix ønsker det, men jeg håber, han vil forstå behovet.

En sidste ting: Jeg har ønsket at skille vores familieliv med autisme fra min personlige profil. Jeg synes simpelthen, det skulle være frivilligt for venner og familie, om de ville følge den rejse. Mange af dem kigger dog med, og det er jeg ret taknemmelig for. Det gør nemlig også vores samvær nemmere. 

Min egen profil @jannieoeberg er privat, men I må gerne følge med der også, hvis I bare er til helt almindeligt kvindeliv, masser af navlepilleri og selfies. Også lidt familie og børn. Og arbejde. Men mest mig. So you are warned. 

Tak, fordi I læser med. 

Kh J

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *