Depression

Jeg er ikke svag


Jeg vil gerne tale lidt om depression. For det er en sindstilstand, som har fyldt i mit liv, siden jeg var i starten af 20’erne. Når jeg tænker tilbage, måske også før det. 

Det har heddet mange ting gennem årene, vist sig på flere måder, og graderne af det har været forskellig. Men i dag er jeg faktisk ikke i tvivl om, at der har været tale om en og samme sag. Hver gang. 

I snit har jeg nok været ramt af den tunge sindstilstand hvert andet år. Ikke årstidsbestemt. Det har fået en læge til at kalde mig kronisk deprimeret. Det er selvfølgelig en måde at årsagsbestemme hyppigheden på. Jeg er dog selv i tvivl. Om det nu også kan passe? Og langt fra erkendelsen af at det måske bare er sådan, det er med mig. 

Andre årsager. Måske

Jeg har for lavt stofskifte. Det fik jeg konstateret efter fødslen af Felix. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også må spille en rolle i alt det her. For ofte føles det egentlig mest, som om jeg er i hormonel ubalance. Men det er altså en klinisk verden, jeg ikke orker at sætte mig ind i, og mine tal ser fine ud. 

Jeg ved også, at jeg er sensitiv. Og det gør det i hvert fald ikke nemmere at at holde tunge følelser for døren. Særligt ikke i min familie, hvor presset er stort hver eneste dag med en søn, der har autisme og en datter, der lige nu også kæmper følelsesmæssigt.

Behandling

Igennem årene har jeg gået hos fire forskellige psykologer med pauser. Vi er nået langt ved de samtaler og har fået vendt og behandlet de traumer, der kunne være årsagen til det tilbagevende tungsind.

Jeg er også gået mere alternative veje og har søgt hjælp hos clairvoyante. Jeg har været i et kort trauma breath release forløb og benyttet mig af holistisk massage.

Og så har jeg fået medicin, når de sorte skyer over mig var så tunge, at selv et bad og en tandbørstning virkede uoverskueligt og eneste ønske var at forsvinde (ikke dø). 

Depression i familien

Det er hård kost at leve med en depression. Ikke bare for mig, men for hele familien. Jeg ved aldrig helt, hvornår den rammer. Jeg har ej heller helt lært at skelne mellem, hvornår det går fra en “hård periode” til regulær depression, med mindre jeg også får angst. En trofast følgesvend. Faktisk er min kære mand, som har kendt mig, siden jeg var 18, bedre til at spotte, hvornår tiden er inde til at opsøge enten psykolog eller læge. Ham er jeg meget taknemmelig for. 

Det er jo det positive ved, at jeg har været i den depressive tilstand mere end en gang. Det bliver opdaget hurtigere, erkendt hurtigere, der bliver handlet hurtigere, og det normaliserer sig hurtigere. Humøret i hvert fald. 

Mere end tungsind

Der er meget mere i en depression end bare tungsind og gråd. Der er energiforladthed, håbløshed, tankemylder, tomhed, osteklokke-følelse, manglende evne til at koncentrere sig og fokusere, dårlig hukommelse, træthed og rastløshed for bare nævne lidt. 

Lige nu, hvor jeg igen er i behandling med medicin, er jeg faktisk glad nok. Jeg smiler igen og har også både dage og perioder med masser af overskud og god energi, der får mig til at tro, at jeg kan klare hele verden. Igen er Frans en uundværlig støtte for mig, når han lige husker mig på, at det kan jeg ikke. For der er andre ting, som stadig driller mig dagligt, og det skal det styr på, før jeg igen er tilbage. Måske bare for en god periode. Måske for altid (man har lov at håbe).

Er jeg svag? 

Hvorfor skriver jeg alt det her? Fordi jeg har noget på hjertet. Og det er et opbrud med min egen idé og måske også andres idé om, at sådan en type som jeg, er svag. 

Jeg er ikke svag! Jo, måske lige i de uger, hvor tungsindet er værst. Men herefter er jeg faktisk det stikmodsatte. Jeg er stærk! Fordi jeg lever med depressionen. Jeg formår at være en god kone og en god mor. En god datter, søster, faster og veninde. Jeg er stærk fordi jeg rejser mig igen og igen. Dem, som har prøvet at have en depression, belastningsreaktion eller stress vil vide, at det kræver sin mand eller kvinde at gøre netop det. At rejse sig. Og for mit eget vedkommende rejser jeg mig op i en hverdag, der kræver lidt mere end almindeligt forventeligt.

Depression skal ikke være tabu. Ingen sindstilstande skal være tabu. Og os, der kæmper, skal ikke sættes i bås. Vi kan sagtens både passe jobs og familier, for inderst inde er vi stærkere end de fleste. Og har man som jeg et godt netværk, der kender en og kan drage omsorg for en, inden man vælter, så kan man virkelig klare meget. 

Status quo

Jeg er i gang med endnu en rejse. Jeg får, udover medicin, psykologhjælp. Jeg væltede desværre trods det gode netværk, men nogen gange kan presset bare blive større end menneskene. Sådan var det i år. 

Men jeg smiler som sagt igen det meste af tiden, og jeg ER på vej tilbage. Øvelsen for mig denne gang er at mærke ordentligt efter, hvad det er, JEG har lyst til. At behandle mig selv med mere omsorg. Og så skal jeg finde et job, der giver mig energi i stedet for at dræne mig, så jeg har overskud til at være den power mom, som jeg ved, jeg kan være (og er). Det er alpha omega. 

En kommentar

  • Anonym

    Jeg er også mor til et barn med infantil autisme. Vi venter på et andet skoletilbud til ham efter at det er gået helt galt med inklusionen i en almindelig klasse.

    Jeg er nede. Helt nede. Stress, angst, depression. Jeg venter på tid hos en psykolog. Håber at min lægen vil ordinere medicin.. snart.

    Jeg føler mig virkelig svag. Jeg føler at systemet vandt over mig..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *