Bipolar,  Depression,  Personligt,  Tankemylder

Jeg har fået en praktikplads!

Simpelthen. Jeg har i hvert fald sagt ja til en og fået lovning på, at jeg kan starte, så snart papirarbejdet er på plads. Så jeg er glad. Virkelig glad. For efter to år væk fra arbejdsmarkedet glæder jeg mig virkelig til at få noget nyt indhold i min hverdag, væk fra hjemmet, som forhåbentlig kan fodre mig med lidt ny energi også.

Inden jeg afslører, hvor jeg skal hen, kunne jeg godt lige tænke mig at tage jer med på en lille rejse tilbage til den 14. okt. Her var jeg til møde på Jobcentret af 5 minutters varighed. For min sagsbehandler ville intet andet end fortælle mig, at en af deres jobkonsulenter havde fundet denne her praktikplads til mig. Arbejdsopgaverne kunne hun ikke sige noget om, men de havde syntes godt om min profil.

Glæden blev til ængstelighed

Jeg kom hjem til Frans og var kisteglad. For endelig var der et match. Men glæden forsvandt hurtigt. For hvad var det egentlig lige, det her sted forventede af mig? Jeg lavede en masse forestillinger i mit hovede, og jo flere faglige (journalistiske) opgaver jeg kom i tanke om, jo mere ængstelig blev jeg. For det kan jeg jo slet ikke leve op til, tænkte jeg.

Dagene gik, og hver gang Frans spurgte ind til det, begyndte jeg at græde. Jeg kunne godt sætte ord på mine tanker omkring det overfor andre, men Frans rammer altid kernen – der hvor jeg er allermest sårbar. Han var den bedste støtte og prøvede virkelig at hive mig op. Men i mit hovede var der kun én vej, og det var at sige nej tak til mødet med stedet, som skulle finde sted den 1. november.

En sand ildsjæl

Men så kom dagen, og selv om jeg vågnede med godt humør, kunne jeg mærke sårbarheden ligge lige inden under huden. Jeg var skrøbelig, da jeg mødte op og måtte også lige fælde lidt tårer over for jobkonsulenten og min socialrådgiver.

Men så skete der det fantastiske, at den kvinde, som tog i mod os, var en sand ildsjæl, som brændte sig fast ved næsten første øjekast. Og så hedder hun Karin ligesom min mormor (min engel). Stedet, hun bestyrer, er en museumsgård lidt uden for Fredericia ved navn Kringsminde, og det er dér, jeg kommer til at have min gang. Hvad jeg præcis skal lave, ved jeg ikke, men min titel bliver hushjælp/formidler, så mon ikke det bliver et godt miks af noget fagligt og noget helt andet. Karin var lige ved at skrive “husmor” i stedet for hushjælp, men der måtte jeg altså bremse hende. For det er i sandhed en titel jeg ikke kan leve op til. Hahah! Så hellere journalist.

Jeg krydser fingre for, at det hele falder på plads, så jeg kan starte allerede næste uge. Hold fast, hvor bliver det dejligt at komme i gang igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *