Personligt

Jeg indrømmer det gerne

Ligesom profilen på Instagram har skiftet navn til @Fru_Lykke_Mor, så kommer det samme nu også til at ske her på bloggen. Jeg vil gerne skrive og dele mere ud af mit liv, som indeholder så meget mere end en dreng med autisme. Jeg synes også, det virker mere rigtigt med dét fokus.

Det betyder absolut ikke, at jeg ikke længere vil dele en hel masse om vores liv med Felix og hans diagnose. For det fylder meget. I mit følelsesliv, i min tankevirksomhed og i min hverdag. Og jeg synes, bloggen (og Instagram) er en rar platform, hvor erfaringer og tanker kan få lov at udfolde sig. Så til dem, som læser bloggen for det: Bliv endelig hængende.

Men der vil altså også komme en masse andet indhold, som for nogen måske virker lidt ligegyldigt. For andre sjovt, forfriskende, deprimerende, fantastisk, energigivende, provokerende. You name it. Vi må se, hvad der sker.

I første omgang, tænker jeg lige, at jeg vil præsentere mig selv med lidt indrømmelser:

10 sandheder

  1. Jeg har haft alle slags frisurer. Jeg har været helt kortklippet og haft den klassiske page. Jeg har haft permanentet hele manken i cirka to uger, hvorefter jeg købte et meget dyrt glattejern. Jeg har været rød, orange, blond, chokolade, cola og sågar blå ved en fejl. Jeg har haft striber på alle mulige mærkelige måder og pandehår af flere omgange. Men siden jeg fik børn, har mit hår været helt naturligt Kommunefarvet og kedeligt, men jeg elsker det.
  2. Jeg har altid en indkøbsliste med, når jeg handler, men jeg kigger aldrig på den, før jeg har været rundt i alle supermarkedets gange og er endt ved kassen. Her konstaterer jeg så ofte, at jeg mangler et par ting, og så går jeg gladeligt tilbage og finder det. Jeg bilder mig selv ind, at det er en god måde at træne hukommelsen på. Frans siger, det er for dyrt.
  3. Jeg har de sidste par år flere gange diskuteret med min bror og mine forældre, hvilke sportsgrene, jeg har gået til. Jeg er fuldt ud klar over det selv, og jeg har beviser. Men min familie husker altså ikke lige så godt, som jeg. Måske de skulle prøve punkt to. Eller have dårlig samvittighed? For det er altså sandt, når jeg siger, at jeg har gået til: Gymnastik (både rytmisk og grandprix), aerobic, svømning (også konkurrencehold), folkedans, fodbold, jiu jitsu og showdans (som voksen).
  4. Da jeg boede i Dublin sammen med Frans, brugte jeg en weekend med venindebesøg (én veninde) ligeså mange penge, som Frans brugte på en uge i Las Vegas. Det var omtrent samme tid, vi slog vores økonomiske pjalter sammen, hvilket var en god ting for mig. Men så måtte jeg ligesom også stå skoleret.
  5. Jeg husker ikke nogen af mine barsler som specielt gode. Under min barsel med Felix var jeg i en kæmpe identitetskrise, og under barslen med Lulu handlede det mere om at overleve. 2016 var et meget voldsomt år for vores lille familie, hvor vi blev ramt på flere måder, og hvor Felix’ udfordinger for alvor blev synlige.
  6. Jeg græder meget, og jeg giver mig selv lov. Jeg har fundet ud af, at den bedste metode til at undgå min tilbagevende angst er ved at give slip.
  7. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg tror på, der er en mening med de ting, som sker, og de folk man møder på sin vej.
  8. Jeg er arbejdsløs. Jeg ved ikke, hvad jeg ønsker at lave, og jeg har meget svært ved at forestille mig en hverdag som vores, hvor både Frans og jeg arbejder fuldtid. Så der skal tænkes ud af boksen det næste stykke tid.
  9. Jeg er megabange for høns. Og svaner. De er alt for utilregnelige. Jeg er også virkelig bange for hajer på den måde, hvor jeg ikke engang kan holde ud at kigge på et billede af en.
  10. Jeg ved ikke, hvordan jeg sætter mig i respekt over for mine børn. Jeg hader at råbe af dem, men det er nu engang den metode, jeg ofte kommer til at ty til, når de ikke hører efter. Og det sker temmelig tit, når Emil og Ida rotter sig sammen.

Ha’ en brag Corona-dag som hjemmearbejdende børnepasser, eller hvem du end er.

Krammer fra mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *