Covid19,  Ferie,  Forældre,  Personligt

Må vi godt det?

Vores sommerhustur lakker mod enden, men vi har lige én dag tilbage, og den skal nydes. Brormand tog hjem med sin familie i går aftes, så vi er helt alene her til morgen. Det er både lidt kedeligt og ret frydfyldt.

Vi er dog kun alene indtil i eftermiddag. For vi har inviteret mormor og morfar forbi. Vi savner dem, og de bor kun en halv time væk herfra. Men må vi godt det? Er det nu klogt? Bliver nogen sure på os? Sker der noget? Alle de spørgsmål har fræset rundt i mit hoved, siden vi tog beslutningen. Nøjagtig ligesom de fræsede rundt i mit hovede, da vi skulle beslutte os for, om vi ville tage i sommerhus med min bror.

Corona-angst-og-kuller

Jeg kender flere, særligt fra Instagrams vidunderlige univers, der er nødt til fortsat at leve efter meget strenge isolerings-/karantæneregler, fordi de har børn, som er særligt sårbare ift. at blive smittet med Covid19. Det bliver jeg selvfølgelig påvirket af, og mine tanker sendes dagligt i deres retning.

Jeg kender også mennesker, der har valgt at isolere sig selv, selv om de ikke er i særlig smittefare. Nogle, fordi de er decideret angst for at blive syge, andre, fordi de virkelig ikke ønsker at være en del af smittekæden, som jo i værste fald kan komme til at koste liv. Jeg forstår dem alle.

Selv har jeg i hele denne periode været maks forvirret. Dagligt. Jeg har også skiftet rigtig meget holdning til, hvordan vi skulle gebærde os som familie. Dagligt. Det er nemt nok at følge reglerne om afstand til folk og undgå forsamlinger med over ti personer. Og da Mette Frederiksen ret direkte sagde, at nu skulle vi blive hjemme, allesammen, med mindre vi havde et seriøst formål med at tage ud, gjorde vi det også. Vi krammer heller ikke ligeså meget, som normalt, men helt afstand har vi altså ikke kunne tage inden for familien. Undskyld!

Hva’ så nu?

Nu bliver der så åbnet langsomt op igen. Børnene må komme i institutioner, vi må igen komme til frisøren, og om lidt bliver forsamlingsforbuddet hævet til maks 500 personer med forbehold, selvfølgelig. Men hvor står vi så?

Vi har indtil videre valgt, at holde Lulu hjemme fra børnehave, selv om hun egentlig gerne må komme afsted. Det gjorde vi, fordi vi har flere i husstanden, som er i særlig risiko. Men så sagde de kloge, at det ikke skulle være årsag til ikke at sende børnene afsted. Og hjemme hos os er alle også igen begyndt at gå på arbejde.

Så vi åbner altså lidt mere op nu for vores familie, og sikkert også snart for vores omgangskreds. Så længe alle i husstanden er okay med det. Det føles lidt som om, vi gør noget forkert.

Vi vil stadigvæk vaske hænder, spritte af, holde afstand, kramme på et absolut minimum, undgå større forsamlinger, være en masse udenfor osv. Men jeg kan mærke, at det også er dejligt at åbne lidt op. Og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over det. Jeg vil nyde, at vi endelig tør ses lidt igen. For der er ikke noget værre end at lade sit liv diktere af frygt. Det skal sgu være lyst, mod og kærlighed, der driver værket. Hvis muligt. Og vi kan stadig alle passe på hinanden ved at at vise respekt.

Corona-krammer fra mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *