Bipolar,  Depression,  Mestringsstrategier

Mit liv er mit eget ansvar

Velkommen tilbage til bloggen, kan jeg passende sige til mig selv – og dig, som læser med. For det er længe siden, jeg sidst har skriblet, ja faktisk har jeg ikke udgivet nogle indlæg siden 1. januar 2021. Jeg har selvfølgelig skriblet på Instagram, så helt fri for mine tanker og følelser er ingen, og det er immervæk også min egen bedste måde at være i tilværelsen på. At skrive det ud. 

Dette første indlæg i en ny tid, kan man vist roligt kalde det, da der er sket en del siden nytårsraketterne sprang, skal handle om den vrede, jeg har følt de sidste par uger. De fleste, som kender mig og følger med i mit liv som @frulykkemor er godt klar over, at der på mange måder er faldet lidt mere ro på min tilværelse efter diagnosen bipolar er blevet en del af min egen viden om mig selv, og medicinen tilpasset dertil. Jeg er blevet mere Jannie igen, og jeg er glad – altså når jeg ikke lige er vred – har mere energi og begynder faktisk også at kede mig lidt som hjemmegående, selvreflekterende og navlepillende kvindemenneske. Det er en god ting, tænker jeg, men også der meget af vreden bor.

Tanker fra min dagbog

For nogle dage siden skrev jeg følgende i min notesbog (nr. 100):

“Mit liv føles meningsløst, uden indhold. Jeg keder mig. Går rundt om mig selv. Kigger på alt det praktiske, jeg kan kaste mig over. Tænker på alt det, jeg kunne gøre. Kunne foretage mig. Men det føles meningsløst og uoverskueligt. Kedeligt og ensformigt.”

Og:

“Jeg føler vrede og irritation indeni. Det går ud over mig selv, mine børn, min familie. Det er mit eget ansvar at gøre bugt med de tanker, der skaber de følelser. Forsøge at gøre noget ved dem, så ensomheden over at have det sådan ikke kommer til at æde mig op.”

Vi lader det lige stå lidt. Og mærker.

En farlig glidebane

Okay så! Den triste tilværelse har jeg absolut ikke lyst til at at være centrum i. Og jeg ved også, at det er en glidebane, jeg helst ikke skal ud i. For vreden kan meget nemt blive til tristhed, og tristhed for mig kan meget nemt blive til en depression. Så no thanks. 

Men hvad gør jeg så? Jeg har gravet lidt dybt og forsøgt at finde frem til nogle af de gode ting, som jeg i kortere perioder har været god til at gøre for mig selv. Min udfordring er bare, at gode vaner, rutiner, intentioner er noget, jeg altid har haft utrolig svært ved at holde fast i. Jeg ender med at føle mig kvalt. MEN det kan ikke hjælpe noget. Jeg ønsker at blive stærkere til at stå imod, når “jeg gider ikke i dag” eller “jeg orker ikke” er de mest dominerende tanker i mit hoved. Og så må jeg bede om hjælp og give mig selv noget elastik. 

Min nye rutine – 10 punkter

Min nye rutine, som jeg meget gerne vil holde fast i, fordi jeg ved, den er mit bedste udgangspunkt for en god dag, er som følger: 

  1. Vækkeuret ringer kl. 6.00, og jeg gør mit absolut bedste for at stå op der, selv om det er megasvært for mig, fordi: 
  2. Jeg starter dagen bedst, hvis jeg kan smøre Felix’ madpakke i fred og ro og slutte af med en rolig kop kaffe på bænken i køkkenet, mens resten af huset langsomt vågner (Felix er som regel stået op sammen med mig).
  3. Vi spiser morgenmad sammen, gør os færdige, og så er det mig, der primært afleverer børnene, så Frans kan komme lidt tidligere i gang med dagens arbejde. Og fordi: 
  4. Når Felix er afleveret kører jeg til stranden, hvor jeg – hvis vejret tillader – starter med at sidde. Bare sidde og mærke. Ikke altid helt nemt, men jeg øver mig. 
  5. Så enten løber eller går jeg mig en tur – det er her elastikken kommer i brug. For jeg vil også gerne (og jeg skal!) mærke efter i min krop. Men jeg ved, at uanset, hvordan jeg har det, så er frisk luft og bevægelse altid givet godt ud – særligt de dage, hvor humørbarometeret tordner mod rød. 
  6. En tur i baljen er næste punkt i min lille morgenrutine, fordi jeg er blevet bevidst om, hvilken kæmpe forskel det gør, at mærke min krop på den måde. Det er seriøst skønt. 
  7. Hjemme igen spiser jeg sen morgenmad, og så tager jeg mig et bad og gør lidt ud af mig selv. Her er der selvfølgelig også elastik til ikke at gøre det, men jeg ved også her, hvilken kæmpe forskel det kan gøre for mit humør og min energi til resten af dagen. 
  8. Og så går jeg på “arbejde”. Med min computer under armen. Det er det nye, som er kommet til, efter jeg i mine to ugers vrede virkelig har mærket, hvor meget jeg savner at gå på job. At nogle forventer noget af mig. Sammen med min terapeut kom jeg også frem til, at jeg skulle tage på en café og sidde – lege det var mit kontor. Men det bliver sgu lidt dyrt i længden. Så driveren bliver nok nærmere mit office space. 
  9. Så holder jeg en pause med frokost, fordi pauser er så mega vigtige for mig, hvis jeg skal holde balancen i hverdagen, og lade op til børnenes hjemkomst. 
  10. Herefter er der tid til nogle af de praktiske gøremål, der selvfølgelig ligger hos mig som “hjemmegående”. Det er ikke ligefrem noget, jeg jubler over, men med god musik i ørerne, en lydbog eller god podcast, kan det vel også komme til at give meget god mening, for både min krop og min sjæl. 

Det tager tid

Det var min dag. Jeg er udmærket klar over, at det er de færreste, der kan tackle negative følelser på den måde, da de fleste jo har sådan et slags job af en art. Det ville jeg også ønske, jeg havde, deraf en god del af vreden, men jeg må acceptere, at det tager tid at komme sig efter den omgang, jeg har været igennem. 

Arbejdet med mit nye selv (bipolar) er kun lige begyndt med både individuel- og gruppeterapi, og man skal ikke kimse af, hvor hårdt et arbejde det også er. Jeg har både en masse angst og “acceptance”, jeg skal udfordre, og jeg er nødt til at have jobcentret i ryggen. Hverken de eller jeg er klar til den rejse endnu, omend vi nærmer os med hastige skridt.

To gode råd

Skulle jeg dog komme med et råd til dig, som måske også kæmper med nogle meget negative, altopædende tanker, så er det:

1) Frisk luft og bevægelse

2) Bed om hjælp til at holde den gode rutine. 

Jeg har adspurgt Frans, om han ikke kan arbejde lidt mere hjemmefra her den kommende tid, fordi jeg ved, at jeg med hans tilstedeværelse vil være mere obs på at holde rutinen. Det har han heldigvis sagt ja til. Så skal vi bare finde balancen i, at jeg ikke forsvarer mig selv med vrede, den dag han venligt minder mig om dette skriv. I. Will. Try. To. Remember.

Den er ikke skrevet i sten, min nye vredesbekæmpende rutine. Men det er en nedskrevet intention, og det kan altså også noget. Håber jeg. 

Jeg kæmper videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *