Mor (og far) ved bedst

Når man har et barn med særlige behov, som eksempelvis autisme, er der meget, der er svært. Som forældre skal man ændre sit mindset fuldstændig, man skal måske lære et nyt “sprog”, man kan ikke bare trække “plejer” op af bukselommen, og man skal hele tiden være i fremtiden mere end i nuet. Sådan er vores oplevelse i hvert fald med Felix. 

En anden ting, som også er rigtig svær, er omgivelserne og relationen til andre mennesker. Selvom det er nær familien og rigtig gode venner – og måske især derfor. 

Jeg har grublet lidt over, hvorfor det er sådan. Jeg tror, det er fordi, det er for svært at skubbe opmærksomheden på, hvad andre tænker om en som forældre, væk. Måske fordi man et eller andet sted også selv går lidt imod sin forestilling om, hvad god opdragelse er, eller hvordan man er ordentlige forældre. For det, man har med sig i bagagen virker ligesom ikke, når man har et barn med autisme. 

Vi hopper og danser meget mere for Felix, end vi ville have gjort, hvis han ikke havde sine udfordringer. Er det rigtigt? Er det forkert? Jeg ved det ikke. Men jeg kan love, at der – næsten altid – er en god grund til, at vi gør det. Jeg skriver næsten, fordi der selvfølgelig også er de gange, hvor man tager sig selv i at gøre det af ren og skær vane.

Jeg har flere gange fra velmenende voksne (uden forstand på autisme) fået af vide, at jeg også skal huske at sætte grænser for mit barn, og de har da ret. Selvfølgelig har de det. Jeg vil også mene, at vi forsøger at gøre det. Og gør det, hvor vi mener, at grænsen skal sættes (og nej, den er alle ikke altid enig i, men beslutningen er vores). Men man kan altså ikke sætte grænser eller stille krav til et barn, der har et megahøjt stressniveau. Det må gøres, når han er helt ned i gear.

Jeg har kæmpet lidt med, at mine nærmeste ikke ser det samme, som jeg eller os. Jeg oplever, at de har svært ved at se, når Felix er ved at stresse op eller måske ligefrem på vej ud i en nedsmeltning. Jeg har svært ved, når mine nærmeste undrer sig og stiller spørgsmålstegn, ved det vi gør. De gør det ikke af ond mening, det ved jeg. Men jeg opfatter det hurtigt som en skjult kritik, og den ligger hundrede procent på min egen banehalvdel. 

Jeg ville ønske, Frans og jeg bare kunne tro på os selv i alle situationer. Tro på, at vi kender vores barn bedst. Sådan tænker jeg, i virkeligheden alle forældre har det. 

Men man bliver altså nok lidt ekstra sensitiv, når man er forældre til et barn med særlige behov. Vi ser ikke bare Felix. Vi mærker ham helt inde under huden. 

Heldigvis har vi nogle sindssygt gode forældre, der efter rigtig meget sparring med os, ferier med vores børn og en deltagelse på et Early Bird kursus, bakker os op hundrede procent (det har de nu altid gjort). Det elsker vi dem for. Det samme kan også siges om mange af vores venner. Men derfor kan man stadig godt blive ramt af den der følelse af at blive kigget skævt til. Og så er det man må prøve at huske sig selv på, at man selv ejer sin følelse, og at den ikke nødvendigvis afspejler sandheden. 

Jeg øver mig stadig, og lige så stille bliver tiltroen til mig selv stærkere, og min selvtillid som forælder vokser. Jeg ved, jeg ved bedst!

Kh J

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *