Noget om følelser, der smitter

I familien Lykke er vi en rigtig følefamilie – allesammen. Når vi er glade og i balance, så spiller det maks. Når en af os er stresset, sur eller ked af det, så sker der desværre det, at vi vælter en lillesmule. Hvis både Frans og jeg trives, kan vi godt klare de udbrud, der måtte komme fra Felix og Lulu. Til en hvis grænse. Men hvis en af os pludselig dykker, så kan det godt være svært. Med andre ord: Vi smitter hinanden. 

Det er vel ikke så ualmindeligt. Men der er nok forskel på, hvilket menneske man er ift. at lade sig smitte. Der er jo nogle, som er enormt gode til at sige: “Det er ikke mine følelser, det er hans/hendes” og på den måde sætte sit eget føleapparat på pause. Men ikke os. 

Herhjemme er der særligt én person, som er lidt af en svamp, når det kommer til følelser, og det er Felix. Han suger alle stemninger til sig, og man kan ikke skjule noget for ham. For han mærker det med det samme, hvis en af os ikke har det godt. Det er en kæmpe gave, og det er også ofte i de situationer, vi forbavses over den enorme empati, vores søn har. Så at folk med autisme skulle være den evne foruden, er en fordom, vi i hvert fald kan sparke til ingenmandsland:

“Jeg har det godt mor, når jeg ved, du er glad”

”Far, jeg kaster lige lidt glad tryllestøv på dig”

”Jeg passer på dig Lulu, så du må gerne få noget af mit slik”

Det eneste tidspunkt, Felix ikke formår at være empatisk, er, når han er i “det ulmende stadie”, som jeg kalder det. Her viser han os på alle måder, at han ikke er i balance ved at handle og opføre sig meget primitivt. Hans hjerne er ved “at brænde helt sammen”, og det kan der være mange årsager til. Den mest almindelige er, at han af en eller anden grund er stresset, og hvis den stress handler om manglende struktur, planlægning og forberedelse, så kan vi heldigvis nemt gøre noget ved det. 

MEN handler hans stress om, at han føler en masse ting, som egentlig slet ikke har noget med ham selv at gøre, så bliver det straks lidt mere vanskeligt. Der er et begreb, som hedder affektsmitte. Vi havde aldrig hørt om det, før vi kom på et Early Bird kursus (undervisning for autismefamilier), men her blev vi klar over, hvor meget det med følelser og smitte faktisk betyder i vores familie.

Jeg har haft en svær sommer. Jeg har ikke haft det godt psykisk, og det endte også med, at jeg fik konstateret en depression. Jeg har det fint igen, men i lang tid gik jeg rundt og følte mig trist og energiforladt. Jeg viste det ikke til nogen. Jeg troede, jeg skjulte det. Og det gjorde jeg også for mange. Men ikke Felix, kan jeg se nu. I samme periode havde han det nemlig heller ikke så godt. Det kan der jo igen være flere årsager til, men vi gjorde ligesom, hvad vi kunne, uden en egentlig effekt. Og han viste stor bekymring og omsorg for sin mor. Måske til undren for de uvidende og meget hjerteskærende for mig, hver gang jeg måtte lyve og sige: “Nej, mor er bare lidt træt i dag”.

Andres følelser stresser ham, og det er der jo ikke så meget at gøre ved for nuværende. Vi kan forsøge at lægge låg på os selv, men man kan jo ikke trylle sig glad, hvis man ikke er det. En dag vil Felix forhåbentlig lære at distancere sig  fra det, så han ikke bliver ædt op af følelser, som faktisk ikke er hans egne. Eller det er de jo, når det er ham, som føler dem. Men årsagen til dem vedrører ikke nødvendig ham. Og dét skal han lære at distancere sig fra. 

Jeg tror, vi skal have gang i bamsekortene snart. 

Tanker fra mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *