Personligt

Nye venner er en rejse, jeg ikke har råd til

Jeg har været lidt i tvivl, om jeg skulle skrive det her indlæg, for jeg føler faktisk, at det både er ret priviligeret og måske lidt forkælet. Men ikke desto mindre er det en problemstilling, som irriterer mig.

Det handler om venskaber. Manglende tid til at pleje dem, som allerede eksisterer og især manglende overskud til at investere i de nye.

Give and take

Det er ikke fordi, jeg ofte møder mennesker, som jeg har lyst til at kaste mig hovedkulds ud i at lære at kende og blive venner med. Det lyder måske lidt forkert, men forstå mig ret. Et venskab kræver tid, overskud og energi.

Hvis et bekendtskab skal blive til et venskab, skal der bruges tid på relationen. Man skal gerne ses eller som minimum kommunikere sammen. I starten gerne rimelig ofte, så man lærer hinanden at kende.

Det kræver overskud at investere i et andet menneske. Ligesom det kan give overskud at gøre det. Man skal give plads til et andet menneske i sit liv, og med det menneske følger både glæder, sorger, tanker og følelser, som man som ven skal kunne rumme.

Ligesom der er “give and take” på overskuddet, er der det også på energien. Det kan virkelig forny ens energi at møde et nyt menneske. Men er man fuldstændig drænet pga. alt muligt andet i ens liv, er det ikke sikkert, batteriet holder til det.

Vil du være min ven?

Inden for det sidste års tid har jeg mødt flere mennesker, som jeg virkelig føler, jeg klikker med. Kvinder, jeg har lyst til at være venner med. Der er eks-kollegaen, som jeg pludselig har fundet ud af, jeg faktisk gerne vil lære endnu bedre at kende. Der er moren, som ligesom jeg har et barn med autisme. Og så der hende fra Instagram, som jeg beundrer og føler et særligt fællesskab med.

Jeg vil SÅ gerne. Og jeg prøver også. Men det er skidesvært. Jeg tænker meget over, hvorfor det er så svært, når lysten rent faktisk er der. Har jeg tiden til det? Hmmmm, jeg har lyst til at sige nej, men jeg er ret sikker på, den godt kunne findes. Er det overskuddet? Nej! Jeg kan sagtens rumme andre mennesker. Energien? Ja! Det er sgu der, den halter. Jeg er for træt, når tiden endelig er der.

Det tænker jeg ikke, der er noget unormalt i, når man har mindre børn og krævende børn. Men det er sgu da irriterende alligevel. Jeg føler lidt, at gode muligheder blæser væk, før jeg når at gribe dem.

Den dyre drømmerejse

Der er også det faktum, at der er en masse gamle venner, som jeg jo fortsat også ønsker at bruge tid sammen med. Og slet ikke bruger nok tid på, som det er nu. Men det er lidt noget andet med dem. For jeg ved, de venner er der, selv om der går måneder, ja, måske endda år mellem vi ses. For vi har kendt hinanden længe, og når vi er sammen, kræver det hverken det store overskud eller energi.

Det kræver bare en rejse at nå dertil i et venskab. Jeg drømmer virkelig om den rejse. Og måske er den der stadig om nogle måneder eller år, når jeg endelig har tid og råd til at investere i den. Måske er den ikke længere tilgængelig. Dén tanke ærgrer mig.

Nye venskaber er bare en dyrere investering i et voksenliv, end de gamle venskaber er. Og jeg håber, jeg en dag har “råd” til alle dem, jeg ønsker mig.

Et ærgelsens suk fra fru Lykke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *