Depression

Nytåret blev dejligt – trods alt!

Den 31. december 2020 vågnede jeg op på psykiatrisk afdeling, hvor jeg efterhånden havde boet i halvanden måned. Planen var, at jeg skulle hjem til min lille familie og fejre nytår på samme måde, som vi har gjort de sidste tre år: Bare os fire sammen med pynt og pænt tøj, børnenes livretter og masser af snacks, børnenytår og lækker (bestilt) mad til mor og far, når børnene er blevet puttet til nogenlunde normal tid og fyrværkeri set fra stuegulvet.

Jeg havde nok håbet, at jeg ville vågne op og glæde mig til at blive hentet. I stedet var det en masse andre følelser, der fyldte min krop og gjorde mig stresset indeni. For jeg MÅTTE nå at blive glad inden hjemkomst. Men hvis der er noget, jeg har lært den sidste halvanden måned, så er det, at det ikke fungerer sådan. Man kan ikke bare skynde sig at blive glad, men man kan selvfølgelig godt gøre noget for at finde en balance indvendig. Først og fremmest ved at acceptere sig selv, som man nu engang er lige nu og her. Og så være nysgerrig.

Året, der gik

Mit hoved havde aftenen forinden været fyldt med en masse tanker om året, der er gået, og de tanker fyldte stadig øverste etage om morgenen. Så det var i hvert fald en del af forklaringen på, at jeg følte, som jeg gjorde. For 2020 var ikke ligefrem vores år, selv om der også skete en masse gode ting (flytning, nyt hus, trivsel i institution og skoletilbud) i mellem bristede drømme og indlæggelse på psykiatrisk.

Det forsøgte jeg at bringe ind i min “året der gik”-refleksion, og jeg fik i bedste Jannie-stil skrevet lidt ned om det også. For det er nu engang den måde, jeg gør det bedst.

Hvad der bl.a. kom ud af det, kan læses på Instagram lige her >>

Og også lidt om 2021 her >>

Derefter tog jeg min røde regnjakke og sorte gummirøjsere på, og bevægede mig ud i regnen. Op i skoven, hvor jeg traskede igennem mudderet, mens jeg forsøgte at indsnuse den friske luft og rette opmærksomheden på de små fugle, der fløj omkring mellem de nøgne træer.

Det hjalp. Men sårbarheden sad stadig lige under huden på mig. Så inden jeg blev hentet lagde jeg mig på sengen med en af Emilie Jacobsens dejlige meditationer, “Indre ro”.

Felix og mor – en svær kombi

Da jeg blev hentet af min mor og Lulu, var jeg glad. Da vi landede foran vores hus i Fredericia, var Frans og Felix også lige landet. Jeg havde ikke set Felix i fire dage, da han havde været på miniferie i Roskilde, så gensynet var dejligt.

Men Felix var high aroused. For det var nytår. Og hans autisme-hjerne kørte med 400 km/t om alle de ting, der skulle ske i løbet af dagen om nytår i det hele taget. Han var glad, men spørgsmålene og kommandoerne var mange, og stemmen HØJ.

Det var nok lige præcis det mit i forvejen skrøbelige nervesystem havde mindst brug for. Så jeg var på prøve. Også fordi jeg, ligesom Felix gjorde, kæmpede med forventninger til dagen, som jo gerne skulle blive en positiv gentagelse af de foregående nytårsaftener. En dag/aften hvor vi alle hygger os og har det dejligt sammen.

Farlige forventninger

Vi klarede det pissegodt alle sammen. Der blev pyntet op, vi fik gjort os fine, der blev lavet børnemad klar, og vi fik snakket og snack’et. Da vi herefter gik ud for at skyde nogle af de heksehyl og batterier af, som farfar havde været så sød at forære Felix (Os. Traditionen tro), måtte jeg dog kapitulere. De høje brag var lige sidste dråbe i bægeret, som allerede var fyldt med Felix’ lyd.

Jeg gik ind og fik samlet mig selv, så godt som jeg kunne. Men tiden lige herefter kan jeg ikke rigtig huske. Jeg ved, vi talte ned til nytår med børnene (youtube), spiste børnemad og forret, dessert og mellemret. Ikke i strålende humør for mit vedkommende, men det accepterede jeg. Jeg var også ærlig over for Frans omkring min udfordring, og langsomt, langsomt kom jeg mere og mere til mig selv igen.

Dejlig aften

Jeg husker i hvert fald ret tydeligt, hvordan vi så Dronningens fine nytårstale og spillede et nyt spil om følelser, som Felix havde fået i julegave. Det var rigtig hyggeligt.

Herefter blev børnene puttet, og så skulle Frans og jeg spise hovedret og dessert. Jeg var kommet i balance, og snakken flød nu på en helt anden måde, end den tidligere havde gjort. Om drømme for det kommende år, intentioner og en masse andre dejlige ting.

Kl. 21.30 vågnede Felix, og han ville faktisk hellere sidde og snakke med de voksne end se iPad. Det var virkelig hyggeligt. Sikke dog en dejlig, reflekterende og klog lille dreng, han er.

Kl. 00.00 hoppede vi så ind i 2021 og så fyrværkeriet fra vores stuegulv. Lulu snorksov gennem det hele, så det var fortsat bare os tre, og vi nød det. Særligt Felix og jeg.

Lulu fik så et ekstra langt nytårskram 1. januar, hvor Felix vågnede absurd tidligt. Men den note skal jeg ikke slutte på.

I stedet: GODT NYTÅR, hvem end du er. Vi har planer om at kramme en masse i 2021 og finde nøglerne til fire individers trivsel og hverdagslykke. Wish us luck.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *