PDA – en ny verden har åbnet sig

I går var vi på kursus i “PDA (Pathalogical Demand Avoidance) og anden kravsafvisende adfærd” hos Molis i Solrød Strand. Vi havde meldt os til kurset, fordi vi er overbevist om, at det er denne her vej, vi skal kigge i vores søgen efter svar, der kan forklare, hvorfor vi har så svært ved at finde en god tilgang til Felix.

Men hvorfor denne evige bogstavjagt? Hvorfor ikke bare sige, “han har autisme og er på sin helt egen måde?” Fordi det er så hules svært at have et barn, som i lange perioder mistrives, uden vi som forældre forstår hvorfor. Vi gør jo alt det “rigtige”. Møder ham med den anbefalende autismepædagogik.

Hvorfor PDA?

Vi blev allerede præsenteret for PDA-profilen, kort efter Felix havde fået sin diagnose. Det var vores tidligere PPR, der havde en mistanke om, at profilen passede på ham, og hun var venlig at give os lidt materiale om den. Det læste vi selvfølgelig, men vi kunne ærligt talt ikke rigtig forholde os til det. På det her tidspunkt var autisme jo også helt nyt for os.

Men Felix har altid skilt sig ud fra andre, vi kender med autisme. Han er meget social, han har ingen særinteresser, han elsker rollelege, og han har en grundlæggende angst i sig, som styrer ham enormt meget. For bare at nævne de mest udtalte karaktertræk.

Men de ting forbandt vi ikke med PDA. For den profil indeholdt for os ikke meget andet en ekstrem kravsafvisning. Og kravsafvisning er jo også i sig selv en del af den klassiske autismediagnose, så hvornår er det lige, at denne særlige profil kommer til at gøre sig gældende?

Molis ramte mig

For os skete der noget sidste sommer. Alle de pædagogiske værktøjer, vi efterhånden havde fået implementeret i vores hverdag, virkede ikke rigtig længere. Vi prøvede at lave endnu mere deltaljerede planer, for det var det eneste, vi kunne tænke os til, men det gik slet ikke. Vi prøvede også at droppe planerne helt med lidt blandede succes. For hver gang vi endelig troede, vi havde knækket koden, så gik der ikke meget mere end 1-2 uger, så virkede den tilgang heller ikke længere.

Og Felix’ trivsel blev dårligere og dårligere. 

En aften så jeg på Instagram en story lavet af Ea Carøe, som er leder af Molis (@molis). Her fortalte hun om PDA-profilen og et af de særlige træk, som ofte går igen. At tilgange ofte kun virker i kortere perioder, fordi mange mennesker med en PDA-profil har brug for omskiftelighed (nyhedsværdi). Altså helt anderledes end den klassiske autismeforståelse og -tilgang.

Felix’ profil er PDA

Så trillede tårerne. For lige der i de sene aftentimer, følte jeg, at Ea serverede den manglende brik i vores autismepuslespil. Vi begyndte at undersøge PDA-profilen nærmere, blandt andet ved at læse alt det fine materiale, der ligger på molis.dk. Det var den vildeste AHA-oplevelse.

Der ligger blandt andet en tjekliste på engelsk, som vi kiggede igennem. Og den liste var en tro fortælling om Felix. Så vi er absolut ikke i tvivl om, at vores søn har autisme med en meget stærk PDA-profil, hvilket kun blev bekræftet, da vi i går deltog i ovennævnte kursus.

Her kan du læse, hvad vi fik ud af kurset hos Molis >>
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *