PDA-kursus hos Molis

Her er lidt om, hvad vi fik ud af at deltage i kurset “PDA og anden kravsavisende adfærd” hos Molis. Hvis du vil kende baggrunden for, hvorfor vi overhovedet meldte os til, og hvorfor vi tænker, Felix har en PDA-profil, så skal du læse dette indlæg først >>

First of all blev vi netop bekræftet i, at Felix har autisme med en PDA-profil. PDA er jo ikke en diagnose, og derfor er det heller ikke noget, man kan blive udredt for. Man kan blive screenet for det hos blandt andre Molis, og måske vælger vi også den vej. Men lige nu er vores egen overbevisning rigeligt.

Vi gør det godt!

Det vigtigeste, jeg tager med mig fra kurset, er, at vi forældre gør det godt! Helt ubevidst gør vi allerede mange af de ting, som umiddelbart kræves, når man skal møde et menneske med denne særlige profil på en ordentlig måde. Så væk med tvivlen.

Noget af det vi gør med succes er at rumme. Vi rummer, at der bliver skreget. Vi rummer, at blive råbt af. Vi rummer at blive spyttet på. Det nye for mig er dog en bekræftelse i, at vi gør det rigtige, når vi rummer og ikke giver den negative adfærd opmærksomhed. Med mindre den går ud over andre end os. Og en forståelse for at denne adfærd altid bunder i en angst, som med meget stor sandsynlighed udspringer af et krav.

Skal vi så slet ikke stille krav?

Jo! Men de skal være velovervejede, reducerede og omformulerede. Hver gang vi stiller et krav til Felix skal vi være bevidste om, at det udløser en masse kortisol (stresshormon) i hans hjerne (og dette kan bevises), som skaber/pirrer angsten, der så for Felix’ vedkommende ofte resulterer i en udadreagerende adfærd. Han kan også blive enormt ked af det eller gå i sort.

Vi fandt også ud af, at krav kan være mange ting. Ros kan for eksempel indeholde et krav. For når man roser, så ligger der implicit en forventning om, at den roste handling kan udføres igen og igen. Det opfattes hos en PDA’er som et krav. Pludselig giver det mening, hvorfor Felix ofte bliver sur, når han bliver rost for meget, og siger “Stop! Så snakker vi ikke mere om det”.

En ny dag, hver dag

Vi forstod også på kurset, hvor vigtigt det er at se hver dag som en ny begyndelse. Felix kan sagtens selv tage sko på, og han ved også, at han skal have både sko og jakke på, når han skal udenfor. Alligevel kan det være en kæmpe konflikt herhjemme, og vi forældre kan kun se målløse til, når dette almindelige krav kan føre til den vildeste nedsmeltning eller enorme raserianfald.

Vi blev præsenteret for denne video på kurset, hvor en ung fyr fortæller om, hvordan han oplever sin PDA, og den ramte virkelig hårdt. SE DEN HER:

Vi skal altså virkelig overveje i endnu større grad, hvad vi vil bruge Felix’ kortisol på. Vi er hans guider på den konto, og beslutningstagerne.

Lidt om angsten

Jeg synes også, vi på kurset fik en større forståelse for den grundlæggende angst, der er så styrende for personer med denne profil. Angsten trigges af en masse tankefælder, som kan udløse angst, fx i en kravssituation eller i en situation, hvor man forventer noget af sit barn.

Felix er i høj grad en katastrofetænker. Han tør ofte ikke gøre noget alene, som fx at hente noget på sit værelse, gå på toilettet, sove selv, lege selv etc. Han forventer katastrofer, men har også alt for høje forventninger til sig selv, som skaber en angst i ham. Så er det nemmere bare at sige, han ikke kan eller ikke vil. For hvis han skal, så vælter alt for ham.

Det er noget, vi skal arbejde rigtig meget med. Der skal øves med helt små skridt. Underviseren viste os en illustration med udviklingstrapper. Er man NT’er (altså neurotypisk) tager man et trin ad gangen på en helt almindelig trappe. Har man autisme går man på en trappe med endnu flere og mindre trin, end der er for en NT’er, og har man PDA-profilen går man på en musetrappe.

Lidt om hjernen

En sidste ting (eller der er sikkert mere), som vi tog med, var underviserens gennemgang af hjernen. For første gang forstod jeg virkelig hele fysiologien bag autisme og nu også PDA.

Vi fik blandt andet fortalt, at dér i hjernen, hvor følelser og oplevelser forbindes, er der en forsinkelse (mener jeg) hos de her mennesker. Det vil sige, at de ikke på samme måde som os NT’er lige kan trække et indre kort frem, der siger “sidste gang du gik på toilettet alene, der skete der ikke noget, så det kan du sagtens gøre igen” for eksempel.

Vi fik også fortalt, at vi kan trække cirka en tredjedel af Felix’ alder fra, når vi kigger på frontallappens modning. Frontallappens funktioner er hukommelse, at kunne strukturere, prioritere, konsekvensberegne, planlægge, impulshæmme, behovsudsætte, at kunne kende sig selv og mentalisere. Det vil sige, at vi ikke kan forvente af Felix, at han i situationer, der kræver noget af ovenstående, opfører sig som en 6-årig. Han vil derimod handle som en 4-årig.

Det betyder også, at Lulu vil overhale ham rent modningsmæssigt i en alder af 7-8 år. AV!

Hvad så nu?

Nu  skal det hele fordøjes, og så skal vi have noget mere hjælp. Særligt til at arbejde med Felix’ angst.

Derudover skal vi langt hen ad vejen, blive ved med at gøre og være forældre, som vi er, nu med en endnu større selvtillid end før. Og så skal vi tage ansvar. Også selv om det nogle gange virker helt uretfærdigt.

Husk ovenstående er min fortolkning af kursets indhold sat i forhold til Felix. 

Kh. Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *