Autisme,  Forældre,  Søskende

Please, Grab a snickers

Da vi ventede vores andet barn, kaldte vi den lille spire i min mave for JuLu. Hvis det blev en lillebror, skulle han hedde Julius, og blev det en lillesøster, skulle hun hedde Luna. 2-årige Felix kunne bare ikke finde ud af at sige JuLu, men sagde i stedet Lulu. Og sådan gik det til, at vores lille pige fik sit navn.

Og det passer perfekt til hende. Hun kunne simpelthen ikke hedde Luna. For så skulle hun være et roligt og mildt barn. Det er hun ikke! Lulu er fuld af spilopper, power og temperament. Hun er en glimmergås, der elsker tyl og lyserød, og hun elsker at vise sig frem. LULU!

Når jeg kalder hende divaen, er det fordi hun meget ofte opfører sig som Liza Minelli, Joan Collins og ikke mindst Sir Elton John i de famøse Snickers reklamer. Hun kan være et helt udflippet skrigemonster, lige indtil hun hører ordet “romkugle” – så bliver hun blid og smilende. Det er selvfølgelig ikke den pædagogik, vi bruger herhjemme. Selvfølgelig ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Livet som lillesøster

Forleden var jeg på tur med Lulu, bare hende og jeg. Da vi satte os på vores medbragte picnic tæppe, sagde hun: “Åh, hvor er det dejligt, at Felix ikke er her mor. Han larmer så meget”.

Nu er virkeligheden sådan, at Lulu-pigen også larmer og snakker en hel masse, så det er måske lidt forkert, at give Felix hele æren der. Men jeg synes alligevel, der er noget rigtigt i det. For larm kan jo også tolkes som “fylder meget”, og det gør han i sandhed pga. sin diagnose.

Lulu er ofte den, som må vige pladsen for sin storebror både i det små og i det store. Hun får næsten aldrig lov til at være først til noget. Det er hende og ikke Felix, der bliver flyttet rundt med. Det er hende, som bliver efterladt i sit eget selskab, når Felix’ hovede eksploderer. Og det er Lulu, der må tage imod uventede slag eller skub, når hendes forældre ikke lige har formået at tænke tre skridt frem.

Den gode diva

Så! Jeg forstår godt, at hun opfører sig som en diva. Og jeg er glad for, at hun gør det. Også selv om det er superfrustrerende at blive råbt af, og jeg på ingen måde forstår eller kan forudse hendes humørsvingninger, der hopper og danser i samme tempo, som en kænguru i fuld firspring.

Jeg priser mig lykkelig for at have fået en datter, der forstår at gøre opmærksom på sig selv. Hun havde aldrig klaret den som en blid og mild Luna. Eller det havde hun nu nok, men så havde jeg også været noget mere bekymret for hende, end jeg er.

Lulu sørger for, at vi ser hende. Og ser vi hende ikke, så skal hun så sandelig nok gøre os opmærksomme på det. Det er ikke altid nemt at være i som forælder, men nu er det jo ikke os det handler om. Og så alligevel.

Udelt opmærksomhed

Frans og jeg har nemlig et kæmpeansvar over for begge vores børn, og især over for Lulu. For selv om hun ikke accepterer en plads i skyggen, så ender hun der alligevel indimellem. Og det skal vi som forældre opdage.

Derfor prøver vi også at give Lulu ture alene med én af os. En sjælden gang imellem med os begge. Så får hun en forælders udelte opmærksomhed. Hun bliver forkælet lidt ekstra og får lov at fylde. Det er ikke nødvendigvis med til at gøre hendes divanykker mindre udtalte, men det er lige, hvad hun har brug for.

Stikker det helt af, må hun have en romkugle. Eller to.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *