Power Mom

Power Mom: Janie Ryberg Jensen

Så er det blevet tid til at præsentere den næste Power Mom i en forhåbentlig lang række af seje mødre, der alle kan være med til at sende noget power ud i universet, vi andre kan sniffe af. Sole os i. Og bade i. Særligt når vi lige et øjeblik glemmer, hvor mega seje vi er. Hver. Eneste. Dag!

Hvem er Janie?

Janie er 35 år, hun er en gift kvinde og mor til to skønne drenge; Lasse på 10 år og Niklas på 5.

I 2019 blev Niklas udredt for atypisk autisme, mild retardering og ADHD. I januar 2020 blev Janies mand udredt og fik diagnosen ADD. Storebror Lasse har også lidt at kæmpe med efter mange år som skyggebarn, så ham er PPR lige nu ekstra opmærksomme på.

Janie siger selv:

“Vi omfavner vores nye liv efter bedste evne og arbejder hele tiden på at optimere vores hverdag efter de særlige behov, der er hos os alle.”

Denne power mom er uddannet SSH, SSA og socialrådgiver, men er lige nu langtidssygemeldt efter to alvorlige stressforløb, som har resulteret i angst. Hun bærer rundt på en tung rygsæk fra sit tidligere liv, og bliver af fagfolk kaldt mønsterbryder.

Janie er udadvendt og ærlig og elsker at forevige øjeblikke med sit kamera. Hun er nemlig også selvstændig fotograf, Fotograf Janie Ryberg, og hun drømmer om at kunne leve af sin virksomhed en dag. Måske i en kombination med de andre uddannelser.

Jeg er power mom, fordi….

  • mine børn lever endnu. Altså seriøst, vidste du godt, at nogle dyrearter spiser deres børn? Hahah! Ej, nu skal jeg nok være seriøs. Jeg er power mom, fordi jeg hele tiden udvikler mig i min rolle som mor. Jeg tør godt sige, at jeg ikke har været den bedste mor for min førstfødte. Det var mærkeligt at sige højt, første gang jeg blev opmærksom på det. Men det er aldrig for sent at udvikle sig, og jeg er i dag en rigtig god mor, som ser mine børn og sætter dem først. Jeg ser dem, mærker dem, elsker dem og gør alt for, at de trives og udvikler sig. Min power er også at erkende, at jeg ikke er perfekt. Jeg kan også lave fejl.

Jeg synes, jeg er den bedste udgave af mig selv sammen med mine børn, når jeg….

  • formår at have en fornuftig fordeling af aktiviteter igennem dagen. Jeg har børn, der elsker at spille computer og PS4 (for meget), så når jeg formår at engagere dem i at tegne, gå en tur, lege i haven eller anden aktivitet, så kan jeg mærke, jeg får det mega lækkert med mig selv.

Jeg føler, jeg mister min power, når …

  • jeg ikke formår at anerkende mine børns følelser i f.eks. en konflikt, og det ender med, at jeg skælder dem ud. Jeg øver mig meget på ikke at skælde ud, da det ikke gør mine børn noget godt.

Jeg vinder min power tilbage, når jeg….

  • siger undskyld til mine børn, hvis jeg har skældt dem ud. 

Mit største mor-forbillede lige nu er….

  • Sabina Kjemstrup, @sabinakjemtrup, som er mor til Bastian og Felix. Felix har hydrocephalus og har i sit korte liv gennemgået flere hjerneoperationer, adskillige narkoser og haft lange indlæggelser på sygehuse. Hans storebror Bastian er naturligvis er naturligvis påvirket af lillebrors udfordringer. Jeg ser mange sammenligninger i vores og deres familie – omend vi kæmper med forskellige ting. Jeg forstår 100% Sabinas tanker, frustrationer og hendes “hvornår får vi fred”-følelse. Jeg håber virkelig, at jeg en dag får lov at møde Sabina og give hende et skulderklap og et kram for at være en sand power mom.

Jeg passer på mig selv ved at…….

  • går nogle ture, tager i biffen eller spiser en god frokost med en veninde. Og så giver det mig så utrolig mange grin og glæder, når jeg fotograferer familier. Alle kan mærke en forskel på mig, når jeg har haft en fotografering.

Jeg vil gerne sende stafetten videre til….

  • Mette Egelund, @mette_egelund83. Hun er faktisk den type kvinde, jeg bander lidt af engang imellem og scroller hurtigt over på instagram. Alligevel popper hun frem i mine tanker flere gange om ugen. Mette er nemlig den type, som ser de fleste ting positivt og fra nye vinkler. Hun udvikler sig hele tiden. Det ønsker jeg også at gøre, og derfor er hun irriterende indimellem. Hun arbejder benhårdt på sin selvudvikling, og på den måde er hun den bedste for sig selv og for sine børn. Mette, du er en power mom!

Stafetten er hermed sendt videre. Tak til Janie, som I kan følge på Instagram, @janieryberg

Let’s spread some power moms!

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *