Projekt trivsel

Dem, som følger vores profil på instagram (@lykkefamilien) eller har læst mit forrige indlæg ved, at vi lige nu er i gang med “projekt trivsel”. Det handler i al sin enkelthed om, at vi har valgt at skære Felix’ børnehavetid ned, så han kun er der tre timer. Resten af dagen er han hjemme sammen med mig.

Der er lavet en plan for vores dag sammen, som alle dage er ens på nær torsdag eftermiddag, hvor Felix går til ridefys. Planen er lavet for at give Felix ro i hovedet. Men i særdeleshed også for at jeg kan være i det her sammen med ham. Hvis der ikke findes en plan, bliver han forvirret og søger lynhurtigt kontrol ved at styre alt og alle. Hvor skal folk befinde sig, hvad skal de sige, hvad skal de gøre. Det er et stort ansvar at påtage sig som 5-årig. Det er socialt forkert. Men det er altså det behov, der opstår i ham, når der ikke er en plan. Så ender det ofte i en rolleleg (særinteresse eller mestringsstrategi?) med Felix som både skuespiller og instruktør. Og han forlanger (har brug for), at jeg er med på rollelisten.

Derfor planen. Men lige så stort et behov Felix har for en plan, lige så meget hader og afviser han en plan. Han hader følelsen af kontroltab. Han hader, at han skal styres. Og så opstår der altså en konflikt.

Hvad er planen?

For at give en forståelse for, hvad jeg snakker om, når jeg nævner planen, så er det egentlig bare et visuelt overblik over, hvad der skal ske fra kl. 11.30, hvor vi er hjemme, indtil kl. 16, hvor vi normalt ville have været hjemme:

Frokost uden ipad – den regel diskuterer vi hver dag. Han ender med at give sig, og frokosten er ganske hyggelig.

Udenfor med jakke på – den regel diskuterer vi næsten også hver dag. Når vi så er kommet ud, starter vi med at cykle, gå eller  hoppe på trampolin (noget aktivt). Herefter må Felix bestemme, hvad vi skal lege, og det er næsten altid en rolleleg.

Lydbog – Felix hader dette punkt på planen. Men jeg har sat det på, fordi “pause” ikke skal være lig med iPad hver gang, når vi nu er hjemme så mange timer, som vi er. Men for ham er det en pause, selv om jeg aldrig har kaldt det for det. Og pause er det værste ord i Felix’ verden. Han føler, han bliver straffet. Jeg har holdt ved denne aktivitet, selv om det hverken er hyggeligt eller afslappende. Men simpelthen fordi jeg gerne vil øve ham i det. Alternativt kunne jeg læse en fysisk bog for ham, men det ville ikke blive et pusterum for mig på samme måde, som lydbogen ville kunne være det.

Eftermiddagsmad uden iPad – igen en regel der bliver diskuteret, og en regel jeg har været nødt til at overgive mig på, hvis lydbogsaktiviteten har været mere stressende end afslappende.

Læsning hver for sig – Kun i 10 minutter. Igen for at øve Felix i, at en pause (som jeg selvfølgelig ikke kalder det) godt kan være andet end iPad. Men også for at vise, at vi sagtens kan sidde sammen og lave noget hver for sig. Det går nogenlunde med den.

Leg – Felix bestemer, om vi skal lege med lego eller playmobil.

iPad.

Mors aktivitet – Vi slutter dagen med en aktivitet, som jeg bestemmer. Det kan være leg med bogstaver eller tal. En sanseleg, en motorisk øvelse eller social træning.

Efter den aktivitet slutter dagen. Ipad’en kommer igen frem og far og Lulu kommer hjem.

Tankerne omkring det hele

For at opsummerer mit behov for planen, så er det at have kontrol. Også ved at have noget at falde tilbage på, når jeg ind i mellem mister kontrollen. Men den er også til for at give mig lidt små pusterum i løbet af dagen.

Planen er sådan set uden krav, men der er selvfølgelig regler, som fx “ingen iPad”, “jakke på” osv. Der er heller ikke nye ting på planen som sådan, selv om lydbog og læsning nok føles sådan for Felix.

Planen er til for Felix for at tage noget ansvar fra hans skuldre, selv om det for ham føles modsat. Den skal sikre, at vi gennem dagen både har nogle high arousal- og low arousal aktiviteter. Nogle aktiviteter Felix bestemmer, og nogle jeg (planen) bestemmer. Og så skal den sikre, at dagen ikke bare forløber med rolleleg og ipad, selv om det klart er det, Felix foretrækker.

Vores forhåbning er, at hans stressniveau mindskes, så vi rent faktisk kan sige, at han trives nogenlunde. Når han gør det, kan han trappe lidt op i børnehaven igen. Og så vil vi forhåbentlig bedre kunne spore os ind på, hvad der sker, når han en dag virker til at mistrives og så skrue på nogle knapper.

Kommer det til at lykkes? Jeg tvivler. Men i det mindste prøver vi noget.

/Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *