Skulle vi ikke lege, at…

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte det her indlæg. For jeg ønsker virkelig ikke at være den sortseer, som jeg lidt føler mig som for tiden. I hvert fald når det drejer sig om min søn. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke ser alle hans styrker og kvaliteter. For det gør jeg. Virkelig. Jeg har bare rigtig svært ved at få øje på fremskridtene. Og det er jo også en del af at have et barn, som kæmper for at passe ind og trives i den verden, vi alle er en del af. 

Felix kæmper nogle kampe, som ingen af os rigtig kan sætte os ind i. Vi ved det, fordi vi hver dag mærker hans frustration på egen krop. Vi er vidner til en dreng, som ikke kan finde ro nogen steder derhjemme. Og når han ikke kan finde ro, så bliver han aggressiv, umulig og finder ikke holdbare metoder til at være i det hele på. 

Efter suttestop

Det gik jo overraskende godt med hans suttestop. Og vi har hele tiden forventet, at der ville komme en reaktion af en slags. Det er måske det, vi oplever nu. Desværre har både Frans og jeg bare en fornemmelse af, at de reaktioner og handlemønstre, vi ser hos vores søn, ikke kommer til at forsvinde af sig selv. For det er nogle udfordringer/handlemønstre, han altid har haft. Nu er de blot endnu mere udtalte: hyperaktivitet, selvstimulering, aggressivitet, manglende energi, separationsangst. 

I går gav jeg Felix en hjemmedag. Pga. hans uro tænkte jeg, at jeg hellere måtte lave en rimelig solid plan for vores dag. Men allerede fra morgenstunden måtte jeg erkende, at planen havde modsatte effekt. Sådan er det efterhånden ofte. Det redskab, det allervigtigste redskab, som har fået hjulet til at køre hos os, mister mere og mere sin effekt. Og virker planen og piktogrammerne ikke, hvad gør vi så? 

Han er ikke en dreng, der bare lige selv finder på at sætte sig ned med LEGO eller andet. Han kræver ligesom en plan. Men han accepterer ikke længere en plan. I hvert fald ikke en detaljeret en. Og så er det, jeg kan opleve at blive offer for hans mange aggressioner uden at vide, hvordan jeg skal møde ham.

Uro og angst

Det endte med, at vi nulstillede. Fjernede planen. Men så kunne vi ikke komme videre derfra. Felix ville ikke være med til nogle af de aktiviteter, jeg foreslog. Han ville ikke engang have tøj på. Jeg prøvede at sætte en film på for tredje gang på en morgen, hvor intet havde kunnet give ham ro. Det ville han gerne, men han krævede også, at jeg sad helt tæt op ad ham, hele tiden. Det var okay. Men da vi nærmede os middagstid var jeg altså ved at blive en anelse frustreret over bare at sidde der uden at kunne gå på toilettet eller noget andet. På et tidspunkt, spurgte han mig, om jeg ville hente noget mad til ham. Det ville jeg gerne. Men jeg nåede kun lige igennem døren til stuen, før han kaldte første gang, og kort efter stod han i køkkenet og spurgte, hvornår jeg kom. Jeg havde  ikke engang fået taget smørret ud af køleskabet. 

Efter filmen, som han i øvrigt ikke kunne se til ende, foreslog han selv, at vi tegnede lidt. Det var fint, og her fik jeg vendt tingene. Men kun fordi jeg mødte Felix der, hvor han har det allerbedst. I en rolleleg. Og det er faktisk en af hans kvaliteter, at kunne lege på den måde han gør.

Vi talte om følelser, mens vi tegnede. Altså spøgelserne på papirets følelser (en spejling af hans egne), og efter det fortsatte vi ind i en leg, hvor han var Dracula og jeg Draculas mor. På den måde fik jeg ham både i tøjet, med ud i haven og ud på en cykeltur. Jeg forsøgte flere gange at bryde ud af rollerne, men hver gang startede det en begyndende nedsmeltning. 

Rollelegen

En veninde spurgte mig i dag, om der er noget i vejen for, at han er i rolleleg. Det er der vel sådan set ikke, hvis han bare selv kan være i det. Men han kræver, at vi er med. Han har også brug for at blive styret, men ligesom med planen accepterer han ikke helt at blive styret. Han skal hele tiden have kontrollen. 

Jeg synes, det er enormt hårdt og drænende at skulle være i en rolle for at føle mig i god kontakt med min søn. Og for at få ham til noget. Fx er det mere reglen end undtagelsen herhjemme, at der skal en slags fangeleg til overhovedet at få ham i tøjet. 

“Skulle vi så ikke lege, at du var politiet, og jeg var røveren, der slap væk?” 

“Ved du hvad min dreng, i dag vil jeg faktisk gerne bare være din mor, der hjælper dig i tøjet. Jeg vil gerne snakke med dig om farver og former, når vi tegner, og når vi cykler, kunne det være sjovt at kigge på alle de flotte efterårsblade og naturfænomener.” 

Er det for meget at forlange? Måske. Men en dag som i går, var det virkelig det, jeg ønskede mig sammen med en glad og rolig dreng. I stedet var jeg Draculas mor. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *