Søskende - Felix har infantil autisme
Hverdagen med autisme,  Søskende,  Ukategoriseret

Et meget svært søskendeforhold

I morges gav Felix Lulu et kram og et kys, inden hun skulle afsted i vuggestue med sin far. Det er ikke første gang, at der udveksles kærlighed på den måde mellem de to søskende. Men det hører til sjældenhederne, selv om Felix flere gange har sagt: “Lulu er min bedste ven”.

Den adfærd, vi oplever allermest mellem Felix og Lulu, er afvisning fra Felix’ side og opsøgen fra Lulus side. Det kan også være omvendt. Men  otte ud af ti gange er det sådan. F.eks. møder Felix som regel sin søster om eftermiddagen ved at skrige: “Gå væk” eller “Jeg vil godt være lidt alene”, når hun med sine store, kønne øjne nærmer sig sin bror med et: “Heeej Iles”.

4-årig dreng eller dreng med autisme?

Jeg er konstant i tvivl om, hvornår Felix reagerer på Lulu, fordi han har autisme, eller fordi han er en dreng på fire år. I ovenstående eksempel vælger jeg at tro på, at det er hans autisme, der plinger ud, når han ser sin søster. Fordi hun er en stressfaktor for ham, som jeg skrev lidt om i dette indlæg. Derfor reagerer jeg heller ikke med en irettesættelse. I stedet tager jeg imod Lulus “hej” med en krammer. Og så flytter vi os lidt væk fra Felix.

Det er dog ikke kun i dette tilfælde, jeg er i tvivl. Det er en evig udfordring for mig, når mine børn leger. Felix har svært ved at lege selv, men er for nylig begyndt at lege med LEGO – også alene. Det er fantastisk! Men når han ser Lulu lege med noget af sit legetøj (hun kan nemlig godt finde ud af at lege selv), så går der ikke mange sekunder, før han er over hende. Nogen gange på en sød måde, hvor han spørger, om han må være med (det holder så ikke særlig lang tid, og et “nej” fra min viljestærke datter, kan gøre ham noget så hidsig). Andre gange kommer han blot for at hive tingene ud af hånden på hende. Her prøver jeg at være en god og ordentlig mor ved at tilsidesætte autismen og se på ham som et almindeligt barn. Altså sørge for, at Lulu får sit legetøj tilbage, og prøver at finde noget andet til ham. Selv om han flipper ud.

Felix vinder kampen – ofte

Andre gange er jeg ikke lige så standhaftig. Hvis begge børn leger på Lulus værelse (sjældent Felix’ værelse, da han ikke kan håndtere, hun tager hans ting) eller i fællesrummene, opstår der ofte en typisk søskende-konflikt over et stykke legetøj. En “hvem-havde-det-først”-konflikt. Her må jeg indrømme, at jeg meget ofte giver legetøjet til Felix. Fordi jeg simpelthen ikke magter det hysteriske anfald, som kan føre til en nedsmeltning. I lang tid argumenterede jeg over for mig selv, at Lulu var ligeglad. Men det er hun ikke længere. Så jeg får simpelthen så ondt i maven, hver gang jeg gør det. Ind i mellem tager jeg det givne legetøj ud af spil, og det ender så i stedet med to skrigende børn og mavepine. What a joy!

Hvis nogen, som ikke har autisme i familien, læser med her, så forestiller jeg mig, at I ryster på hovedet og tænker: “Sæt nu grænser, for det barn”. Men det er altså ikke så enkelt, når man har et barn med autisme.

Hvordan opdrager man et autistisk barn?

Omvendt har vores PPR-konsulent flere gange sagt, at børn med autisme skal opdrages endnu mere end børn uden diagnose. Jeg tror godt, jeg ved, hvad hun mener. Nemlig at man skal gøre meget mere ud af at lære et barn med autisme spillereglerne, fordi de ikke bliver opfanget bare ved at være til og være med, som det gør hos en uden diagnose. Men hvordan lærer man sit barn spilleregler uden at bruge negationer (“nej”, ” må ikke” osv.). Uden at stille krav (en af Felix’ triggere). Uden at henvise til, hvor ked af det lillesøster bliver (fordi han alligevel ikke kan forstå det pga. afvigelsen i forestillingsevnen). Jeg er i vildrede.

Jeg ved dog med mig selv, at Felix er nødt til at lære, at man ikke altid kan få det, som man vil have det, hvis han skal klare sig i samfundet. Når man snakker med ham, kan jeg også tydeligt høre, at han kender mange af reglerne fra børnehaven. Men det er altså ikke nok til, at han praktiserer dem selv.

Søskende - Felix har infantil autisme

Utopien om et rart søskendeforhold

Jeg ved også, at Lulu ikke altid skal være den, som bliver trumfet. Hun skal heller ikke spejle sig så meget i Felix’ adfærd, at hun gør det samme over for andre børn. Det frygter jeg lidt, faktisk.

Allerhelst så jeg bare, at jeg havde to børn, to søskende,  som engang i mellem kunne lege sammen, og ellers bare lade hinanden være resten af tiden. Men lige nu virker det som utopi. Spørgsmålet er så bare, om det er utopi, fordi de blot er søskende, som søskende er flest i den alder (halvandet og fire år). Eller om det er utopi, fordi Felix har autisme.

Kloge ord modtages med kyshånd.

Tak fordi I læser med.

Kærligt Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *