Autisme,  Børn,  Forældre,  Søskende

sov nu for h….

Putning af børn. Jeg orker næsten ikke at skrive om det, og så alligevel. For er der et emne, som fylder meget blandt forældre både i samtalerne inden for hjemmets fire vægge og i samtalerne med andre forældre, så er det vores børns søvn eller mangel på samme. Right?

Min bror og svigerinde har virkelig forstået at knække koden. Eller også har de bare fået meget soveglade børn. Jeg siger ikke, at de aldrig kæmper, men for det meste kan de lægge børnene i seng, læse og synge, sige godnat og gå ud. Det kan de selvfølgelig kun, fordi de har “trænet” deres børn i den måde at falde i søvn på, og fordi de har været vedholdende i den “træning”.

Vi er ikke vedholdende nok

Vores børn er blevet vænnet til, at vi ligger sammen med dem til de sover. Det er egentlig ikke, fordi vi har ønsket, det skulle være sådan. Det blev sådan, fordi der var kampe, vi af forskellige årsager ikke kunne tage på de tidpunkter, de nok burde være taget.

Felix har altid været svær at putte, siden han var baby. Uanset om det var i barnevogn eller i sin seng. Som alle tvivlende førstegangsforældre, der bliver bombarderet med velmenende råd, har vi prøvet lidt af hvert for at etablere en god putterutine for ham. For det har virkelig drevet os til vanvid at skulle bruge, så lang tid på putning. Da han var omkring 2,5 år, kunne det tage helt op til 3(!) timer fra godnat til drømmeland.

Vi har som sagt prøvet forskellige ting. Blandt andet den klassiske “godnat og sov godt” og også bare “godnat, nu skal jeg følge dig tilbage i din seng*. Efter vi nåede op på over 80 tilbagefølgninger aften efter aften, stoppede vi.

Som forældre kunne vi nok godt øve os lidt i vedholdenhed. Vi ved godt, at vi giver op for let. Men jeg kan ikke sende mine børn kede af det afsted til drømmeland. Det kan godt være, jeg gør dem en bjørnetjeneste, men jeg kan ikke.

Samsovning for begge

Som Felix blev ældre, blev han mere stresset og mere ængstelig. Det betød for os, at det ikke længere var nok bare at ligge hos ham, til han faldt i søvn. Nu var det også nødvendigt at sove sammen med ham hele natten. Det startede vi derfor på efter at have søgt råd hos fagfolk.

Samme putte-/sovemetode havde selvfølgelig ikke behøvet gælde Lulu også. Men på et tidspunkt nåede hun altså en alder, hvor hun udmærket forstod, at hun sov alene, som den eneste i husstanden, og det blev hun selvfølgelig rigtig ked af. Det kunne vi ikke modstå.

Så i dag sover jeg sammen med Felix og Frans sover med Lulu. Hver nat.

Det har været okay, lige indtil det ikke føltes okay mere.

Vi prøvede at ændre

Nu er Felix 6 år og Lulu bliver 4 år om lidt. Hele sidste år, tror jeg vi kørte med samsovning, hvor vi havde det helt fint med det. Men da det ringede ind til 2020, kunne Frans og jeg godt mærke, at vi begyndte at savne at sove sammen. Eller i det mindste bare falde i søvn sammen.

Derfor besluttede vi, at vi ville ændre en lille smule på vanen, når vi flyttede hjem til farmor og farfar. Børnene skulle lære at sove sammen, og vi skulle lære dem at blive puttet af kun én forælder. Det gik okay til at starte med. Felix er faktisk ret god til at blive puttet på den måde, og finder også noget tryghed i at sove sammen med Lulu.

Men divaen opførte sig til gengæld lige som navnet antyder. Og vi sender hende altså ikke til drømmeland med en romkugle i munden (læs her >>). Hun tonsede rundt., larmede, snakkede og skabte sig. Det resulterede i en superfrustrerende putning, og en Felix, der blev sendt ind i drømmeland med et ultrahøjt stressniveau, som på ingen måde gavnede hans søvn, der er supervigtig for hans daglige trivsel.

Tilbage til nulpunktet

Så nu er vi tilbage ved udgangspunktet, hvor vi sover hver for sig, og denne gang føles det ikke helt okay. For nøj, hvor har jeg nydt de uger, hvor jeg fik lov at falde i søvn ved siden af min mand.

Jeg er udemærket klar over, at vi ligger i senge, vi selv har redt. Vi kunne sikkert godt have gjort noget anderledes henad vejen, men nogle ting har altså bare været umulige, pga. de udfordringer vi har stået med gennem årene (red. stress, depression, angst, autisme). Det prøver jeg at huske mig selv på, når jeg kommer til at bande og svovle over den puttesituation, vi er havnet i.

Lige nu presser bandeordene sig særligt meget på, fordi vi er i sommerhus med min bror og svigerinde. Hver aften kan jeg kan mærke en lille spirrende misundelse, når klokken slår godnat.

Så mens jeg putter min søn, forsøger jeg at hitte på alle mulige planer for, hvordan vi kan sove i fremtiden, så alle er glade. Skal vi rykke ungerne med ind i soveværelset – i deres egen seng? Skal vi forsøge at få dem til at sove sammen igen? Eller skal vi tro på, at de rent faktisk godt kan lære at sove for sig selv? Lulu kan uden tvivl lære det, det ved jeg. Jeg er mere usikker på Felix lige nu. Og hvis han ikke lærer det, kan vi så tillade os at gøre forskel?

Giv mig et godt råd, hvis det er et, du absolut ikke tror, vi har prøvet eller overvejet. Vi har som sagt prøvet det meste.

Godnat og sov dejligt, når I når dertil.

3 kommentarer

  • Stine

    Jeg har lige læst dit blogindlæg og vores situation minder på mange punkter om hinanden.
    Jeg savner virkelig også at sove sammen med min mand og have vores seng for os selv!
    Vores søn Nor er også 6 år gammel (i gang med udredning for autisme og ADHD)
    og vi har også det sidste år sovet hver for sig, med hvert sit barn.
    Jeg med Nor og min mand med vores mindste på snart 1,5 år.
    For vores vedkommende lykkes det at Nor sover alene ind i mellem, men det afhænger af hvilket periode han er inde i.
    Han har som lille sovet rimeligt godt, men inden for de sidste 2 år (specielt det sidste år) er han blevet meget mere urolig ved sengetid.
    Vi har sove-sammen-snakken tit og aner ikke hvad vi skal gøre.
    For gør man ikke bare hvad der skal til for at alle sover?
    Men stadig sidder jeg med præcis den følelse af at jeg savner min mands nærvær og vil helst ikke give Nor en dårlig vane med aldrig nogensinde at kunne sove selv!… Men er det en dårlig vane eller omsorg for hans situation nu og her??
    Jeg forstår jer big time og sender et masse high five til jer!<3

    • Jannie Lykke Øberg

      Tusind tak for din kommentar Stine. Det er altså rart at vide vi/jeg ikke er alene om at give vores børn sådan nogle vaner. Men du har ret i, at man vil gå langt for at alle får en rolig nattesøvn.

      Kh. Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *