Autisme,  Børn,  Fokusområder,  Forældre,  Hverdagen med autisme,  Nedsmeltning,  PDA

Status på superhelten

Felix er efterhånden blevet en stor dreng. En SKOLEDRENG. Og vi er skide stolte af ham. Han får så meget ros i skolen for sin arbejdsomhed, opmærksomhed, hans sociale evner og charme, og så er han overvejende en glad dreng. Dét varmer vores forældrehjerter at få sådan noget af vide, selvfølgelig. 

De oplever også nogle udfordringer, som måske fylder lidt mere hos dem, end de gør hjemme hos os. For eksempel at Felix fortæller mange (usande) historier. Og så har vi en fælles udfordring i den måde, Felix reagerer på, når han bliver bedt om noget, han ikke har lyst til.

Lidt om at dele

Jeg har altid delt rigtig meget om vores rejse med Felix, primært på Instagram. Det gør jeg ikke så meget mere, og det er egentlig ikke bevidst. Men jeg har da tænkt over hvorfor. For Instagram har også givet os virkelig meget, når vi har delt udfordringer og spurgt til råds.

Men jeg er kommet frem til, at jo ældre Felix bliver, jo mere grænseoverskridende virker det at dele hans/vores udfordringer. Netop fordi han er en stor dreng nu. Men det skal jo heller ikke tabuiseres at have de udfordringer, han har, så jeg har lidt mixed feelings omkring det. Jeg føler måske, jeg skal forsvare ham mere nu, hvor han ikke længere er en uskyldig 3-4 årig dreng, hvis det giver mening. 

Men nu har jeg altså alligevel lyst til at dele lidt ud omkring min dejlige søn – for måske sidder i nogen derude, som kan genkende udfordringerne og kan dele, hvordan I har arbejdet med de forskellige ting. 

4 store udfordringer

Den største udfordring

Det er Felix’ humør. For lige så glad, vi får af vide, han er i skolen, lige så sur og humørsvingende er han herhjemme. Han ryger lynhurtigt op i det røde felt, hvis der stilles krav, eller han bliver irettesat. Generelt når noget går hans lyst imod. Og det går både ud over dørene i huset, vores allesammens øregange og hjerter, når han (som oftest) reagerer med nogle meget voldsomme trusler. 

Han bryder også mere sammen i gråd og skælder sig selv ud. Siger ting som: “Jeg kan jo ikke gøre for, at I har fået sådan en dum søn,” for eksempel. Og det gør om noget endnu mere ondt i vores forældrehjerter. For vi ELSKER ham jo med hud, hår OG humørsvingninger. 

Hvordan arbejder vi med det?

Det ved jeg faktisk ikke, om vi gør. Vi accepterer, at det er sådan, og det er vel også en måde at arbejde med det på. For jeg tror, humørsvingningerne er tegn på (over)belastning fra de krav, der nu engang følger med at gå i skole. Og i og med han trives der, har vi ikke umiddelbart tænkt os at lave om på skoletiderne. 

Men vi er selvfølgelig også nysgerrige på, hvad det kommer af. Jeg tror, særligt følsomheden kommer af nogle udfordringer, han oplever socialt i klassen. Han er den mindste og ser rigtig meget op til de større drenge, som især kan en masse på computeren/iPad’en, og jeg tror, han har svært ved at følge med. Så kommer han til at fortælle nogle løgnhistorier, som han bliver afsløret i, og så føler han, at de driller ham, selv om det ikke er tilfældet. Den teori/observation har vi selvfølgelig delt med skolen, og jeg ved, de er opmærksomme på det. 

Derudover forsøger vi at tale med Felix i fredstider. Om de svære følelser. Om hvad der sker i os, når han truer. Lyver. Men han nægter at tale om det, og et forsøg på en sådan samtale kan sende ham ud i en voldsom nedsmeltning. Det er svært og et område, hvor vi virkelig godt kunne bruge noget sparring.

En anden stor udfordring

Det er hans sanseforstyrrelser. I perioder har han rigtig svært ved at mærke sig selv og spørger for eksempel om mad hele tiden.

Hvordan arbejder vi med det:

Igen er vi i tæt dialog med skolen, som oplever samme udfordring. Det er virkelig utrolig synd for ham.

Når det handler om mad, så forsøger vi at holde på, at der er faste måltider og vise med TimeTimeren, hvornår næste måltid kommer. Det virker det meste af tiden.

Handler det om toiletbesøg, så har vi også faste skemaer/tidspunkter for det både hjemme og i skolen, og der bliver belønnet med stjerner.

Vi har forsøgt os med tørbørstning, fordi hans sanseforstyrrelser ligeledes viser sig, når han skal have tøj på. Men efter et par dage, hvor det egentlig gik fint med det, nægter han nu fuldstændig.

En ny udfordring

Det er hans brug af iPad. Til spil. Felix har altid brugt sin iPad meget til at koble af med. Det har så været lidt sværere for ham, siden han startede i skole. Der har den ikke helt været nok for ham ift. at grounde. Men den var der stadig, og han administrerede egentlig forbruget meget godt selv, syntes vi. 

Nu er han så begyndt at spille Roblox på den, ligesom drengene i skolen, og det er virkelig noget, som opsluger ham. Det positive er, at han igen grounder, og han har det godt i sit eget selskab, når han spiller. Ingen umiddelbar ængstelighed, som jo ellers altid har fyldt en del hos ham. Og skulle noget blive for voldsomt, skruer han ned for lyden. Det, synes jeg, er sejt. 

Den negative side ved det er, at han ikke altid slapper af. Spillet kører ham nærmest mere op, hvilket jo så heller ikke er særlig gavnligt for de humørsvingninger, vi i forvejen udfordres af. Ej heller hans sanseforstyrrelser. For når han er opslugt af noget (ipad, tv, leg), så mærker han ikke sig selv. Især ved skift – som generelt er svære for ham – kan han flippe helt ud og opføre sig ret så modbydeligt. 

Hvordan arbejder vi med det: 

Det er kun et par uger siden, han fik spillet på sin iPad herhjemme, og vi har lige haft brug for at se det lidt an. Men vi er klar over, at der må være nogle helt faste rammer for, hvornår han spiller, og hvornår han spiller hvad.

I weekenden tog vi så snakken og lavede en tegning, så vores aftale nu også er visuel. Her står der, at iPad er forbudt om morgenen, i hvert fald indtil han har fået gjort sig helt klar til skole. Om eftermiddagen må han gerne have iPad’en, men han skal overholde de aftalte toilettidspunkter. Efter aftensmaden er iPad’en igen forbudt. Hvordan vi kommer til at gøre i weekenden, ved jeg endu ikke helt, for der er der jo nogle flere timer, som skal udfyldes – og iPad’en er altså stadig den bedste ven for ham, hvis vi har brug for, han laver noget uden involvering fra andre.

Den sidste udfordring

Den handler om alle skift til noget, han ikke lige har lyst til, og krav i det hele taget. For han bliver så sindsygt sur og agressiv, hvis det ikke lige passer ham, det som skal ske. Selv om det sker dagligt, bliver jeg stadig totalt overrumplet af voldsomheden i det, når det sker. Men jeg vil også tilføje, at Frans og jeg er blevet så skide dygtige til at rumme det og håndtere det.

Hvordan arbejder vi med det?

For det første er vi blevet megagode til at trække os, give ham plads, lade være med at tale til ham, før han er faldet ned osv. Det er ofte enormt fristende at droppe kravet, fordi man ikke ønsker at være i relationen, når den er så ophedet. Men det bliver bare den ene bjørnetjeneste efter den anden, og i livet er der altså bare en række basale ting, som man skal, om man kan lide det eller ej. Så vi holder også fast i kravet og håber så på, at superhelten selv finder ud af at få ro på sit nervesystem og indse, at han ikke kommer uden om det, han skal (toilet, tøj på, spise etc.), og derfor lige så godt kan gøre det.

Derudover har vi lavet et belønningsskema med stjerner. Felix og Lulu kan få stjerner for al positiv adfærd, som Frans og jeg ønsker at fremhæve. Intet er for småt eller for stort. Når de har opnået 50 stjerner, holder vi stjernefest, hvor de må bestemme dagens måltid, og hvad vi skal lave sammen som familie.

Jeg var lidt spændt på, om det ville være motiverende nok for dem, men det er det. De går meget op i de stjerner, og Felix har aldrig selv taget tøj på så ofte, som han gør lige for tiden. Det er virkelig fedt.

Er I derude?

Slutteligt vil jeg sige, at vi er nået virkelig langt med mange udfordringer. Felix har udviklet sig helt vildt og er bare mega, mega sej. Men ovenstående er altså, hvad der optager os ift. vores søn i skrivende stund. 

Og skulle du, som sagt, sidde derude bag din egen skærm med lignende udfordringer eller ideer til, hvordan vi kan arbejde med de forskellige ting, så må du altså meget gerne skrive til mig. For det er jo lige netop det disse forskellige medier kan – binde os sammen af en fællesnævner, som giver én tryghed i, at vi ikke er alene med det, vi nu end tumler med, og en mulighed for at dele erfaringer. 

Tak for jer.

En kommentar

  • Louise

    Kære Jannie

    Allerførst tusind tak for din ærlighed og dit mod – det betyder virkelig meget for mange ❤
    Dernæst en ide, som min søn (autist, 12 år) fandt på, da spil var en udfordring hjemme hos os. Og det hjalp…
    Helt som du skriver, er det meget godt i spil. Men det kan også køre stemningen op til kaos. Det kan være svært at nå at gribe ind som forældre før situationen er kaos. Hvis vi sagde noget følte min søn det som konfliktoptrapning, selv om han i fredstid sagtens kunne se problemet. Han koblede situationen til fodbold – vi skulle smide et rødt kort, ikke sige noget, men skynde os væk. Dernæst lavede vi en liste med rolige spil, som han kunne skifte til (skifte til anden aktivitet vil være for krævende). Når han fik det røde kort, var det en påmindelse om, at det kunne være en ide, at skifte til et roligt spil. Men han skulle selv styre det og bevare kontrollen.
    Mange røde kort er revet i stykker, trods laminering, men det virker… han skiftede oftest efter et par minutter og fik selv ro i systemet igen.
    Et år senere styrer han det helt selv, er bevidst om sine egne signaler og hvornår han skal stoppe et spil. Meget sjældent går det galt.
    Håber I finder en løsning, som virker for jer. Måske har Felix en genial ide – eller I kan hente inspiration i min søns ide.

    Mange hilsner Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *