Når børn giver stress - Felix har infantil autisme
Hverdagen med autisme,  Stress

Jeg fik stress af mine børn

Her kommer et indlæg om stress, som er lidt svært at skrive. Derfor har det også optaget mine tanker de sidste par dage. Hvad sker der, når jeg siger det højt? At mine børn er den største stressfaktor i mit liv! Betyder det så, at jeg ikke magter opgaven som mor?

Dér var tanken, som jeg skal væk fra, hurtigere end Felix kan nå at hive sine strømper af om morgenen. For jeg ved, at jeg magter opgaven. Og derfor er dette indlæg vigtigt for mig at skrive.  

Jeg tror, de fleste forældre oplever en snert af stress ind i mellem. For det er hårdt arbejde at have børn. Det kan være et svært identitetskifte, man skal igennem, når man bliver forældre, og ingen slipper for at have bekymringer, tænker jeg. Men når man så ovenikøbet får et barn, man altid (ikke bare i ny og næ) skal kæmpe for, forsvare og bekymre sig om. Fordi det ikke passer ned i de kasser, som man helst skal passes ned i. I institutionen. I Familien. I ens egen forestilling om, hvordan familielivet bør være. Så begynder det at gøre ondt. 

Felix skreg stressen i vejret

Hvis der er noget, som virkelig har stresset mig med Felix, så har det været hans skrigeri, som opnåede en helt ny højde, fra han var omkring 2,5-3,5 år. Det var ikke gråd, men et regulært skrig.

Oveni var der sygehusindlæggelser (astma). Lægeundersøgelser (opkast og spiseproblemer). Egen “research” (hvorfor opfører vores søn sig, som han gør?). Søvnforstyrrelser. Ekstremt tilknytningsbehov. Almindelige opdragelses-kampe. Familieforøgelsen og en flytning.

Men skrigeriet har alle dage været det værste, Felix kunne byde både Frans og jeg. Selvfølgelig ikke bevidst. Det er jeg med på. Min lille dreng prøvede at fortælle mig noget, når han skreg de 20 minutter, det tager at køre fra institutionen og hjem. Men jeg forstod ikke hans sprog. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne nå ind til ham. Hvorfor hverken sut, omsorg, afledning eller skæld ud virkede (det gør det aldrig, siger de kloge). Av!

I denne periode plantede der sig noget i mig, som jeg stadig kæmper med i dag. Intervallerne i mit indre stressbarometer rykkede tættere sammen. Der skulle ikke længere særlig meget til, før jeg røg derud, hvor stress styrer ens konstruktive tænkning. Der hvor man tænker uforklarlige og ødelæggende tanker. Der hvor man bryder sammen, når man spilder et glas mælk (bogstaveligt talt). Der hvor man råber alt for højt af sine børn og er alt andet, end den mor man ønsker at være.

I en periode – endda efter Felix’ skrigeri var stilnet af – begyndte hele min krop at ryste, når jeg lagde min hånd på vores dørhåndtag efter endt arbejdsdag. Fordi jeg vidste, at jeg nu skulle ind til mine børn. Når de kom løbende for at byde mig op til leg, skulle jeg virkelig kæmpe for at holde mine tårer tilbage. Og det var desværre ikke glædestårer. Nærmere “lad-mig-komme-væk-tårer”.

Stress som belastningsreaktion

Sådan er det heldigvis ikke længere. Jeg kan stadig have dage, hvor jeg nemt stresser op. Men jeg har fået så meget mere kontrol over mig selv, at det ikke længere forplanter sig i mig. Jeg har genfundet overskuddet til at være sammen mine børn, og min verden vælter ikke, hvis jeg skal være alene med et barn en hel dag pga sygdom. Eller spilder et glas mælk.

Jeg har taget alle mine svære tanker og følelser seriøst. Frans og jeg gennemførte et længere forløb hos en familieterapeut, inden Felix fik sin diagnose (gennem kommunen). Et forsøg på at forstå ham. Men også for at forstå vores egne og hinandens reaktionsmønstre.

Jeg går også selv til psykolog. Og jeg har erkendt, at de bekymringer, sorger, fysiske udfordringer, som min krop og dens sanseapparat har været udsat for de sidste år, har sat sig som en belastning i mig, som min krop reagerer på med stress. Og det skal have tid.

Men vigtigst af alt, så har jeg fået arbejdet mig væk fra tanken om, “at jeg ikke kan magte opgaven som mor”. Det har autisme-diagnosen helt klart været medvirkende til. Diagnosen har været den ordbog, jeg har manglet i tre år. Det er stadig et nyt sprog, og jeg mestrer det på ingen måde endnu. Men ofte ved jeg, hvor jeg skal lede henne, og det er i virkeligheden nok. Også selv om jeg ikke finder frem til den korrekte oversættelse.

Stresset som en soldat i krig

Jeg slipper nok aldrig helt af med den underliggende stress i mit liv. En foredragsholder fortalte for noget tid siden, at hun havde læst/hørt, at en mor (forælder) til et barn med autisme producerer lige så mange stresshormoner, som en soldat i krig (!). Jeg ved ikke, om det sandt, men jeg forstår billedet. Vi har konstant antennerne ude for at lure vores børns daglige sindsstemning af, så vi kan tilpasse os barnet – ikke omvendt. Vi er detektiver, fra vi vågner, til vi går i seng. Nogle gange også når vi sover. Som i nat, hvor jeg halvt i søvne brugte halvanden time på at hjælpe min dreng gennem en nedsmeltning, så hele huset ikke eksploderede inden solopgang.    

Men jeg lærer forhåbentlig at håndtere stressen – nøjagtig ligesom vi skal lære og hjælpe vores kære børn til at håndtere deres. Vi har fået Felix’ diagnose tidligt – selv om det ikke føltes sådan, i den periode vi ledte efter svar. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg har så stor respekt for alle de forældre, der først får den rette ordbog i hænderne, når deres børn går i skole eller er blevet teenagere.

Masser af kærlighed herfra, og tak fordi I læser med.

Kærlig hilsen Jannie

2 kommentarer

  • Klæ

    Det indlæg kunne have været skrevet af mig. Tak for at du er så ærlig. Det er ikke så tit at man kan finde noget der i den grad beskriver min hverdag. Og mine kampe. Og min stress.

    • Jannie Lykke Øberg

      Jeg er glad for at du kan relatere til det, selv om følelsen ikke er rar. Til gengæld kan det være rart at blive genkendt eller genkende sig selv i en følelse. Så er man ikke alene.

      Tak for din kommentar. Beklager jeg først skriver tilbage nu.

      Kh Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *