Autisme

Ugidelig rastløs og aldrig alene

Felix er startet i skole, og det er seriøst skønt. Både for ham, selv om han ikke heeeeelt kan se det, og for MIG. Jeg har jo som bekendt været sammen med Felix siden start marts, mens andre har været på arbejde og i børnehave (lidt af tiden i hvert fald). Og allerede inden da, var jeg også en ret stor drivkraft i Felix’ hverdag, da vi jo tilbage i oktober sidste år besluttede at korte hans børnehavedage ned til bare to timer per dag. Så jeg stornyder altså min ene time og tre kvarter, som er den tid, jeg indtil videre har for mig selv, inden lillemanden skal hentes fra skole.

Det kan være både godt og skidt at få hinanden lidt på afstand ind i mellem. Det gode for mig er selvfølgelig pauserne fra at være “på”. Det svære er, at det så næsten virker endnu hårdere at være i den intense tid, vi jo stadig har sammen, fordi jeg har mærket lidt af “friheden” (et lidt frækt ord, måske, men tænker, I forstår).

Aldrig alene

Der er særligt to områder i livet med Felix, som lige nu gør det rigtig udfordrende at være sammen med ham. Det ene er, at han simpelthen ikke magter/overskuer/kan/vil lave noget som helst for sig selv. Alene. Sådan har det ALTID været. Han kan sidde med sin iPad selv, og ind i mellem kan han også se en film på fjernsynet alene. Men det er så også det. Alt, hvad han ellers foretager sig eller ikke foretager sig, skal ske med en anden person ved sin side. En stor del af dagen er den person til stadighed mig.

I går sagde han i en samtale med Frans:

“Når jeg er på skolen, vil jeg faktisk gerne lege alene. Men når jeg kommer hjem, er det ligesom om, noget i min hjerne siger til mig, at jeg ikke kan. Vi må finde ud af fjerne det fra min hjerne.”

Og der er da ikke meget, vi hellere vil. For det er faktisk enormt trættende at skulle lege/aktivere/underholde sit barn hele tiden. Også selv om jeg/vi er blevet meget bedre til at sige fra over for aktiviteter, som vi simpelthen ikke gider, som fx at lege ninjaer.

Vi forsøger at “presse” ham, motivere ham, lokke ham. Men han bider ikke på sætninger som:

“Du hopper i trampolinen, og så sidder jeg her i havestolen og giver point”

Eller:

“Nu tager vi din legokasse herud på bordet, og mens du leger, sidder mor lige her og læser/skriver lidt. Lige ved siden af dig”.

Vi SKAL være med.

Men Jannie, hvad sker der så, hvis I nægter?

Der sker det, at vores dreng bliver forvirret, frustreret, rastløs, udadreagerende og meget andet knapt så hensigtsmæssigt i en familie, hvor vi konstant må være opmærksomme på at holde stressniveauet nede. For alles skyld. Ikke mindst Felix’. For bliver han overbelastet i sit hovede, så vælter han ned i en kæmpe nedsmeltning. Dét er forfærdeligt at være i for ham, men også virkelig ubehageligt for alle os andre. Og en sådan nedsmeltning sidder i os alle længe efter.

Rastløs ugidelighed

Den anden udfordring hænger lidt sammen med ovenstående. Jeg kalder tilstanden rastløs ugidelighed, for det er faktisk, lige hvad det er. Det er en tilstand, som Felix efterhånden havner i ofte.

Han er mega rastløs – alt for rastløs til at se skærm (hans pauseværktøj nr. 1) – og render rundt som en forvirret dyreunge i bur. Han opsøger os alle, hver især, på en drillende, provokerende, udadreagerende måde – særligt Lulu står for skud her.

Vi prøver selvfølgelig at hjælpe ham ud af den tilstand ved at foreslå en aktivitet, en af os kan lave sammen med ham, men han nægter ALLE forslag, uanset hvad de er. Finder man endelig en aktivitet, som begge umiddelbart er med på, går der ikke mange sekunder, før han ikke vil alligevel. Og sådan fortsætter (den onde) cirkel.

En hel dag, eller bare en hel eftermiddag med ham rendende rundt i sådan en tilstand kan være noget så frustrerende, og få os forældre til at føle os enormt magtesløse. Ugidelighed og rastløshed er bare to tilstande, som ikke klæder hinanden.

SÅ! Der er som sædvanlig lidt at arbejde med i det lille hjem. Men det gør vi også gerne, hvis vi kan få hjulpet ham igennem nogle udfordringer, der på hver deres måde er lige enerverende for både ham selv og os.

Gode råd modtages med luftkyssere.

Kh. træt mor

2 kommentarer

  • K

    Jeg har ingen råd. Vil blot sige at jeg også har en dreng som har lige præcis de to udfordringer (og infantil autisme) og to søstre, som synes det er noget så frustrerende. Jeg håber på gode råd herfra.. 🙂

    • Jannie Lykke Øberg

      Tak for din kommentar Kathrine. Det hjælper også at vide, man ikke er alene i sine udfordringer.

      Kh. Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *