Autisme

Update og en cliffhanger

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget her på domænet. Jeg er lidt træt af, jeg ikke kan være mere kontinuerlig omkring det…. LIFE, you know! 

Det første på mit hjerte er en opfølgning på “Projekt Trivsel” med en afsluttende cliffhanger. Så stay tuned. 

“Projekt Trivsel”

Jeg vil lige starte med at slå fast, at navnet, der er kommet til at kendetegne sidste del af vores efterår, altså ikke skal misforstås. Jeg ser ikke min søn som et projekt. Men det var lidt af et projekt at finde ud af, hvordan vi igen kunne få ham til at trives i hverdagen. Om ikke andet, så bare en lille smule bedre.

Jeg startede, som jeg altid gør, når jeg sætter mig ting i hovedet, med en ret solid plan, som jeg brugte lang tid på at lave. Det er altid en del af processen for mig selv (jeg gør det også, når vi skal rejse), og så håber jeg selvfølgelig, at Felix tager det, jeg laver, til sig. Det gjorde han sgu ikke helt i denne omgang. Jo, ideen om tidlig afhentning var han med på, og den første uge blev tingene også nogenlunde, som jeg ønskede. Men dér var også en nyhedsinteresse. Efterfølgende gik det støt ned af bakke. 

6 erfaringer 

Det var frustrerende at være i, men faktisk også meget lærerigt for mig. Her er, hvad jeg erfarede:

  1. Når en dreng som Felix er max presset, hjælper det ikke at give ham en ny plan, han skal forholde sig til. 
  2. Planer er for Felix ikke altid lig med ro i hovedet. De kan faktisk have modsatte effekt.
  3. En form for medbestemmelse hjælper. Det betyder ikke, at man (jeg) ikke kan udfordre hans ideer/forestillinger eller sige fra. 
  4. Jo mere slip, jeg giver, jo bedre bliver dagen. 
  5. Hvis en dag byder på meget skærm, er det fordi han ikke magter andet. Han skal nok komme, når han er klar. Det betyder ikke, at jeg ikke skal/kan prøve at lokke ham til anden aktivitet undervejs, men det er sjældent det lykkes. Accepter det! 
  6. Måske vi alligevel skulle prøve at sætte os lidt mere ind i den der PDA-profil.

Ideen med det hele var, at jeg bare skulle have Felix hjemme i tre uger. Han skulle stadig i institution, men kun fra kl. 8-11. Men efter de tre uger syntes jeg ikke, der var den store ændring i Felix’ adfærd/trivsel. I stedet for at give op, besluttede jeg mig for at forlænge “projektet” året ud. Nu var det nemlig også blevet december, en måned, der altid er svær. Det var i samme ombæring, jeg besluttede mig for at slippe tøjlerne. Og så skete der ændringer. Felix blev faktisk mere rolig, og det mærkede de også i børnehaven. Og jeg vil gerne lige igen pointere, at det altså var december (den værste måned i autismeland, hvis man spørger os).

Cliffhangeren

Vi havde en dejlig jul og en god ferie. Men da kalenderen sagde januar, var jeg mæt og træt. Så i denne måned er Felix trappet hurtigt op i institutionstid. Vi afleverer ham ved en 8.30-tiden, og han bliver hentet igen kl. 13.45. Umiddelbart går det okay, men det er lidt svært at sige, fordi der i januar også har været fødselsdage og hospitalsbesøg, som påvirker ham. Men han er ikke i mistrivsel, så indtil videre kommer det til at blive sådan. 

Jeg begynder nemlig også at have en del andre ting i hovedet. For vi skal flytte!! Det er en kæmpe beslutning for vores lille familie, da vi ikke bare rykker i et nyt hus, men til en helt ny by.

Så hvis nogen ligger inden med erfaringer, tips eller gode ideer til, hvordan man får sådan noget formidlet godt til sine børn, så skriv endelig til mig. Måske I også har erfaringer med at flytte til en ny kommune med et diagnose-barn?

Kh Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *