Vi træder fire skridt tilbage

Det er ingen skam at gå tilbage, når det ikke længere går fremad. Det har vi måtte sande med Felix den sidste tid. Beslutningen om at gå tilbage var dog lidt længe undervejs. Men lige pludselig stod det lysende klart for mig, at det var det, vi var nødt til. Og da min mand erkendte det samme (det var ikke svært), græd vi lidt af udmattelse og lettelse.

Felix har det SÅ træls. Siden sutten blev hængt på træet, er alle udfordringer, han har, ligesom eksploderet inden i ham. Og der er ikke noget værn til at holde hverken uro, aggressivitet, råb og skrig, uhyggelige tanker og sætninger samt selvstimulering tilbage. Og det er altså ikke lige noget, jeg har haft lyst til at overfylde min Instagram profil (@lykkefamilien) med af respekt for ham. 

Men jeg vil gerne fortælle om det. For jeg synes, det er vigtigt, når man gerne vil vise, hvordan livet med et diagnosebarn også kan se ud. Og det er jo ikke hans skyld. Han kæmper. Hvis muligt meget mere end os med de her udfordringer. Han skal hjælpes, og nu har vi taget sagen i egen hånd.

De næste tre uger prøver vi som et forsøg at afkorte Felix’ børnehavetid ned til 3 timer. I dag er han afsted ca. 7 timer. Det er vigtigt, at han kommer afsted hver dag, for han elsker de sociale relationer og de opgaver, formiddagen i børnehaven byder på. Han går i et specialtilbud, så vi ved også, at rammerne er, som de skal være. 

Herefter vil jeg hente ham. Men vi skal ikke bare hjem og være. Eller det skal vi sådan set. Felix kan bare ikke finde ud af bare “at være”. Han skal have en plan. Er der ingen plan, kommer han til at styre ALT på en ret uhensigtsmæssig måde. Og mor her vil formentlig finde sig selv i en rolleleg fra kl. 12-16. No thanks. 

Så jeg har lavet et skema for os. Et skoleskema om man vil. Der er ingen nye ting på det skema, opgaver eller krav. Det er blot en illustration af dagens gang med en masse kendte aktiviteter. Både high arrousel og low arrousel. Aktiviteter, jeg (eller planen) bestemmer, og aktiviteter Felix vælger. Og alle dage er ens. På nær torsdag hvor han går til ridning. 

Vi håber så meget, at det kan dæmpe Felix’ stressniveau, som tydeligvis er alt, alt for højt. Vi er i hvert fald enige om, at der skal gøres noget. Vi kan ikke længere bare kigge på, være i og rumme. So here we go! 

Kh Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *